Book flybillet til Thailand

Start med at booke din flybillet. Der findes utallige flybookingsider på nettet, hvor priserne kan svinge ganske voldsomt. For at få et overblik og det aktuelle prisniveau, så kan du benytte en side som f.eks. Momondo, der sammenligner priser hos de forskellige udbydere.

 

Gode tips når du booker flybillet

Vær fleksibel med ud- og hjemrejsedatoer. Skub datoer en dag eller to frem og tilbage, der kan være mange penge at spare.

Det er ofte billigere at tage et flyskift end af flyve direkte.

Bestil i god tid. De billige billetter bliver også først udsolgt.

Husk at tjekke anmeldelser fra tidligere kunder inden du booker din billet hos ukendte udbydere. De flysøgemaskiner, der søger på tværs af nettet efter billigste pris er ofte ret ukritiske med, hvor de sender kunderne hen.

Når du sammenligner priser forskellige steder, så vær MEGET opmærksom på, hvad der er inkluderet. Her tænker jeg f.eks. på bagage. Hos nogle flyselskaber er indchecket bagage inkluderet, mens det hos andre skal tilkøbes.

Tjek også hvad prisen er hos flyselskabet inden du booker. Er der kun få hundrede kroners forskel på prisen i forhold til flybookingsiderne, så køb din billet direkte hos flyselskabet. På den måde er der ingen tvivl om, hvem der har ansvaret, hvis du f.eks. kommer for sent frem til et eventuelt forbindelsesfly.