Nyt fra Thailand og Sydøstasien – december 2014

Nyt fra Thailand og Sydøstasien – december 2014

Lufthavnstog forlænges
Den såkaldte airport link, en højbane, der forbinder Suvarnabhumi lufthavnen med det centrale Bangkok ved Phaya Thai, skal forlænges til den gamle Don Mueang lufthavn og senere til U-Tapao i Rayong.

Den første forlængelse på 22 km fra Phaya Thai til Don Mueang er allerede vedtaget, mens det kræver godkendelse fra militæret at etablere forbindelsen til lufthavnen i U-Tapao, der er kontrolleret af forsvaret, og som netop har fået status af international lufthavn.

Bliver forlængelsen til U-Tapao en realitet, er det planen, at der skal laves stationer i bl.a. Chonburi, Si Racha, Pattaya, U-Tapao og Rayong. Den nuværende linje mellem Phaya Thai og Suvarnabhumi har 1,4 millioner passagerer årligt.

Bangkok øger på Koh Samui
Bangkok Airways, der ejer lufthavnen på Koh Samui, har fået tilladelse til at øge antallet af ankomster til den populære ferieø i Thailandbugten.

Selvom lufthavnen ligger få kilometer fra det nordlige Chaweng og Buddha Beach, så mener myndighederne ikke, at støjen vil give turisterne yderligere gener, der ellers var argumentet for at  afslå anmodningen om øget trafik. Til gengæld håber man, at flere flyafgange også vil give flere turister.

Bangkok Airways har fået lov til at øge antallet af ankomster og afgange fra 36 daglige fly til 50. Flyselskabet får således 40 afgange dagligt fra Bangkok til Koh Samui, og Bangkok Airways flyver også til øen fra Chiang Mai, Krabi, Singapore, Kuala Lumpur og Hong Kong.

Andre flyselskaber der benytter lufthavnen er Thai Airways, Silk Air, Firefly og China Eastern.

Dansk/norsk mindehøjtidelighed i Khao Lak
Den 26. december er det 10 år siden, at en voldsom og altødelæggende tsunami ramte store dele af Sydøstasien. Også Thailand blev ramt, især området omkring Khao Lak, der ligger på fastlandet nord for Phuket.

Netop Khao Lak er udvalgt som stedet, hvor de danske og norske myndigheder sammen vil afholde en mindehøjtidelighed, og udenrigsministeriet forventer, at flere danskere vil rejse til Thailand for at markere begivenheden.

Den danske ambassade vil gerne have en e-mail fra pårørende, der planlægger at tage til området for at mindes tsunamien. Du kan kontakte ambassaden her.

Ao Nang i fint selskab
Thailandkendere vil måske have svært ved at forstå, at Ao Nang i Krabi-provinsen er et rejsemål på vej, men brugerne på det populære rejsesite Tripadvisor lovpriser byen i det sydlige Thailand.

Faktisk er det øerne ud for kysten, der får pæne ord med på vejen. “Book en snorkletur og oplev den smukke verden under havoverfladen eller slap af på dækket mens du cruiser mellem øerne, der har kridhvide sandstrande og krystalklart vand”, skriver en bruger, der også fremhæver de smukke solnedgange.

Tripadvisor har samlet 52 upcoming destinationer verden over, der konstant får gode anmeldelser af brugerne. Danang i Vietnam kom ind på førstepladsen med Sihanoukville i Cambodja, Limassol på Cypern og Ao Nang i Thailand på de næste pladser.

Dyrere at køre taxi i Bangkok
Lørdag den 13. December blev det dyrere at køre med taxi i Bangkok. Prisen stiger ned 8 % og om et halvt år yderligere 5%. Starttaksten forbliver 35 baht og herefter koster det 5.50 baht pr. km på en tur under 10 km og 1 baht mere når turen når udover 10 km.

Det er kun taxier, der allerede er certificeret, som har lov til at køre efter de nye takster, og det gælder lige nu 30.000 af byens i alt 70-80.000 taxier. Transportministeriet har udleveret stickers til godkendte vogne, og det forventes, at alle taxier vil være klar til de nye takster den 20. december.

2015 bliver et “Discover Thainess” år
Det thailandske turistministerium arbejder hårdt på at få turisterne tilbage til landet, og det skal den nye kampagne “Discover Thainess” hjælpe med til.

Kampagnen, der både henvender sig til indenlandske og udenlandske turister, har som mål at vise det særlige ved Thailand; livsstilen, kulturen og de unikke oplevelser.

Turistministeriet har sat navn på fem destinationer, der skal rebrandes som rejsemål af høj kvalitet for på den måde at få flere high-end turister til Thailand. De fem destinationer er Bangkok, Phuket, Pattaya, Koh Phangan og Nan.

Bangkok skal præsenteres som en by med historie, kultur og verdensarv såvel som shopping, god mad og flodkrydstogter. Pattaya skal markedsføres som en sports- og familiedestination, mens Phuket skal prøve at tiltrække strand- og dykkerfokket og være et sted, hvor man afholder møder, udstillinger og kongresser.

“Discover Thainess” vil vise nye sider af Thailand og forhåbentlig få turisterne til at blive længere. Kobkarn Wattanavrangkul, Turistminister

Koh Phangan skal fortsat være en festø, men uden de hårde stoffer og med et mere thailandsk præg. Nan skal markedsføres som et hot spot for økoturisme. Den lille bjergby i nord ser næsten kun thailandske turister, men det skal der nu laves om på.

Udover rebrandingen af de fem udvalgte områder, så vil turistministeriet forsøge at få turisterne til at besøge andre dele af Thailand. På den måde kan de besøgende opleve ægte “thainess”, til gavn for dem selv og lokalsamfundet.

Ministeriet regner med et stigende antal turister og håber på at nå op på 29 millioner besøgende i 2015.

AirAsia får nye ruter i Thailand
Det store lavprisselskab, AirAsia, åbner tre nye indenrigsruter i Thailand. Fra selskabets base i Bangkoks Don Mueang lufthavn flyves der fra februar 2015 til Loei, Nan og Roi Et.

Der bliver tale om to daglige afgange, og ifølge AirAsias CEO, Tissapon Biljeveld, er der stadig masser af potentiale i det thailandske indenrigsmarked. “Nan er berømt for sin kultur og økoturisme, Loei for sin smukke natur og Roi Et for sine mange templer”, siger Biljeveld.

Ruterne er kommet i stand med hjælp fra turistmyndighederne og adskillige touragenter, der ligesom AirAsia ser store muligheder for turismen i de mindre kendte nordthailandske provinser.

Koh Phangan skal have nyt image
Står det til det thailandske turistministerium, så skal Koh Phangan have ændret sit image. Væk skal de berygtede full moon parties, der skal give plads til bl.a. økoturisme, lokalliv og natteliv a la Thailand. Udviklingen af “Det nye Koh Phangan” er allerede i gang, og man har besluttet at bruge det såkaldte zoning princip, der betyder, at man vil inddele øen i fem zoner med hver deres særpræg.

De fem zoner skal hver repræsenterer det Koh Phangan i fremtiden skal være kendt for; Livsstil og trends, natteliv med thailandsk præg, historie og økoturisme, de lokale fiskersamfund samt spa og meditation.

Rebrandingen af Koh Phangan fortsætter. Øens Black- og halfmoon parties er aflyst, og vi vil fokusere på alle de spændende aktiviteter og muligheder, der er for turisterne. Sugree Sithivanich, TAT

Ifølge turistmyndighederne, så er 80 % af touroperatørerne og hotelejerne på Koh Phangan lokale, og de bakker op om ændringen af øens image. Det er håbet, at de nye tiltag vil få turisterne til at blive i længere tid og dermed bruge flere penge.

Koh Phangan skal være en grøn ø, mener man i turistministeriet, der håber, at den kan være rollemodel for andre thailandske øer, når det gælder turistudvikling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *