De bedste steder i Sydasien lige nu

Hvilke destinationer i Sydasien er hotte lige nu og de næste 12 måneder? Det giver rejseeksperterne hos Lonely Planet et bud på her.

 

Ho Chi Minh City – Vietnam

Vietnams største by er mere hip end nogensinde. Kreativiteten blomstrer og coffeeshops og mikrobryggerier skyder op som paddehatte. Læg dertil nye spændende musiksteder og selvfølgelig alle byens verdensberømte seværdigheder som bl.a. Genforeningspaladset og Museet For Krigsforbrydelser. Og så kan du selvfølgelig shoppe ultrabilligt på farverige markeder og spise lækker mad. Rejser til Vietnam – se mere her.

 

Chiang Mai – Thailand

Nordens Rose er stadig lige hot mener Lonely Planet. Chiang Mai forener det traditionelle med det moderne fint illustreret ved de gamle templer, der stråler om kap med trendy cafeer og det nye prisbelønnede MAIIAM Contemporary Art Museum. Den historiske by er fyldt med kreative mennesker, der i årevis har fremtryllet lækkert tøj og kunsthåndværk og som nu har udviklet et eksperimenterende fusionskøkken – det er ren guf for ganen. Rejser til Thailand – se mere her.

 

Arugam Bay – Sri Lanka

Det populære surfspot på Sri Lankas østkyst lever i bedste velgående og har i dag udviklet sig til et hipt sted for backpacker- og barfodsfolket. Med strandbarer, vegancafeer og musikfestivals har Arugam Bay nu fået et alternativ til den gode surfing. Som en bonus har du fra kysten nem adgang til Kumana Nationalpark, hvor du kan spotte leoparder, elefanter og krokodiller. Rejser til Sri Lanka – se mere her.

 

Komodo Nationalpark – Indonesien

Som hjemsted for de imponerende Komodovaraner er øens nationalpark enhver naturelskers paradis. Men der er mere at komme efter. Komodo er en del af Sundaøerne, hvor du kan trekke på Padar, besøge drømmestrande på Kanawa og dykke efter farvestrålende fisk på revene. Med en udvidelse af lufthavnen ved Labuanbajo har Komodo aldrig været nemmere at besøge, men husk, at der er andet at se end de frygtindgydende varaner. Rejser til Bali og Komodo – se mere her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *