thailandrundt.dk

Fra Bangkok til Koh Samui – fly, bus, tog eller …?

Jeg får en del spørgsmål om, hvordan man kommer fra Bangkok til Koh Samui, hvis man vil undgå de temmelig høje priser på flybilletter.

Normalt er det jo meget billigt at flyve indenrigs i Thailand, men ikke lige fra Bangkok til Koh Samui, der koster 5-6 gange så meget som andre ruter (ca. kr. 1.500 – 2.000 pr. person med Bangkok Airways) .

Det skyldes, at det er Bangkok Airways, der ejer lufthavnen på Koh Samui, og de bestemmer priserne suverænt. Selvom du også kan flyve med f.eks. Thai Airways eller Silk Air (fra Singapore), så er det superdyrt.

Der er heldigvis alternativer til flyet, hvis du vil fra Bangkok til Koh Samui, men det er absolut den hurtigste måde at nå frem.

 

Tag AirAsia’s island transfer

Lavprisselskabet AirAsia tilbyder en såkaldt island transfer fra Bangkok til Koh Samui. Her flyver du fra Bangkoks lufthavn Don Mueang til Surat Thani, hvorfra du bliver kørt til havnen i Donsak for at tage færgen til Koh Samui. En tur, der kan gøres på knap seks timer.

Alt er inkluderet i billetten, både fly, transport til havnen og færgeturen. Priserne starter ved ca. kr. 250,-. Vil du benytte dig af denne mulighed, så gør du det fuldstændig som ville du booke en flybillet. Dog skal du ikke søge på Surat Thani som ankomstlufthavn, men Samui. Se mere på AirAsias hjemmeside.

 

Kombineret bus- og færgebillet

De fleste af færgeselskaberne tilbyder en kombineret bus- og færgebillet – f.eks. Lomprayah, der har to daglige afgange fra Bangkok til Koh Samui (molen i Mae Nam). Der er afgang fra Lomprayahs kontor på Khao San Road i Bangkok med bus, der otte timer senere ankommer til Chumphon. Herfra er der yderligere fire timer med båd. Hele turen tager ca. 14 timer og koster ca. 1500 baht.

Der er adskillige rapporter om tyveri på mange af disse busser, men Lomprayah har et godt ry og regnes for det bedste valg. Se mere på Lomprayahs hjemmeside.

 

Hop på toget til Chumphon eller Phun Phin og derefter færgen

I kan også tage toget fra Bangkok til enten Chumphon eller Phun Phin, der ligger få kilometer fra Surat Thani. Færgeturen er kortest, hvis I stiger af i Phun Phin, men her er togturen så noget længere. Der er flere afgange dagligt, og I kan hoppe på toget både morgen og aften. Der er tre klasser, hvoraf første og anden klasse har sovemuligheder.

Lomprayah har personale på Chumphon Station, der venter på toget for at køre passagererne til molen og færgen.

Flere færgeselskaber (også Lomprayah) har personale ventende på Phun Phin station, hvor man kan købe en samlet billet, der inkluderer transport til molen, bådoverfart og transfer til jeres hotel på Koh Samui.

 

Husk, at I altid kan få jeres hotel/guesthouse til at hjælpe jer. Det er supernemt at rejse rundt i Thailand, hvor man er vant til turister.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *