Nyt fra Thailand og Sydøstasien – april/maj 2018

Nyt fra Thailand og Sydøstasien – april/maj 2018

Hotels.com Price Index: Du får mest for pengene i Asien
Os, der rejser meget og til forskellige verdensdele ved det selvfølgelig godt: Asien er superbillig, og det er er sted, hvor du får rigtig meget for pengene, når du booker hotel.

Den konklusion er hotels.com også kommet frem til i deres netop offentliggjorte Price Index, der er en omfattende undersøgelse af danskernes hotelvaner og ikke mindst, hvad vi har givet for at overnatte rundt om i verden.

Af de 10 destinationer med de laveste hotelpriser ligger syv af dem i Asien. Faktisk kan du få fem nætter i Pattaya for samme pris, som du betaler for én nat i Key West i samme hotelkategori. Og her er det værd at bemærke, at et tre-stjernet hotel i Thailand er ren luksus i forhold til tilsvarende standard i USA.

Hvor du får de laveste hotelpriser er en ting, men ser man på hvad danskerne egentlig booker, så får man noget højere priser – selvfølgelig fordi vi helst vil have en vis kvalitet. De billigste hoteller fik danskerne i Nepal efterfulgt af Laos og Cambodja.

På henholdsvis 5. 7. og 9. pladsen bookede danskerne de billigste hoteller i Myanmar, Vietnam og Filippinerne.

Selv bor jeg billigt, når jeg rejser – 100-200 kr. pr. overnatning, men generelt er danskerne villige at betale væsentlig mere for deres hotel. Som noget særligt fremhæver hotels.com, at på samtlige 10 thailandske rejsemål, der er med på listen over de mest populære herhjemme, har vi i gennemsnit booket overnatning for under 1000 kr. pr. nat.

Qatar Airways indsætter større fly fra København til Doha
I øjeblikket benytter Qatar Airways Boeing 787 Dreamliner på selskabets to daglige forbindelser fra København til Doha, men fra 28. oktober indsættes Boeing 777-300 på ruten.

Det betyder, at Qatar Airways øger kapaciteten betragteligt op til vintersæsonen 2018/2019.

Qatar Airways flyver fra Doha til en lang række lufthavne i Asien og ofte til meget konkurrencedygtige priser. For få år siden blev den nye terminal i Hamed International Airport færdig, og selvom lufthavnen ikke har de helt samme spise- og shoppingmuligheder som i f.eks. Dubai, så er Doha en nem og overskuelig transitlufthavn.

Qatar Airways flyver bl.a. til følgende destinationer i Asien:

Thailand
Bangkok – fem gange dagligt
Phuket
Krabi
Chiang mai
U-Tapao (Pattaya)

Vietnam
Hanoi
Ho chi minh city
Danang

Malaysia
Kuala lumpur
Langkawi
Penang

Desuden flyver Qatar Airways til Yangon (Myanmar), Phnom Penh (Cambodja), Hong Kong samt en række destinationer på Filippinerne.

Norwegian fordobler på København-Bangkok
Norwegian oplever så stor efterspørgsel på den direkte rute mellem København og Bangkok, at antallet af afgange til vintersæsonen 2018/2019 bliver fordoblet.

Det betyder, at der bliver fire ugentlige afgange i stedet for de nuværende to. Norwegian vil således flyve fra København til Bangkok onsdag, torsdag, fredag og søndag fra 29. oktober 2018 til 31. marts 2019.

Også på Norwegians direkte ruter fra Oslo og Stockholm til Bangkok skrues der op for antallet af afgange.

“Kombinationen af vores direkte forbindelse med vores Dreamlinere og de lave priser gør, at mange vælger Norwegian. Nu imødekommer vi den store efterspørgsel”, siger Thomas Ramdahl, der er kommerciel direktør i Norwegian.

Billetsalget er startet, og i alt får Norwegian 14 direkte afgange fra Skandinavien til Bangkok. Find flybilletterne her.

Konkurrencen øges – nye ruter fra København
Lige en opdatering på de nye ruter fra København med gode forbindelser til Thailand og Sydøstasien.

Som jeg har skrevet tidligere, så indsætter Qatar Airways nu Boeing 777 i stedet for de mindre Boeing 787 på ruten fra København til Doha, der flyves to gange dagligt.

I onsdags åbnede Cathay Pacific en direkte rute fra København til Hong Kong. Der flyves tre gange om ugen – mandag, onsdag og fredag. Der er tale om en sæsonrute, der slutter 26. oktober, men Cathay Pacific håber, at der på sigt kan flyves året rundt.

30. maj åbner Air China mellem København og Beijing. Der er herfra glimrende forbindelse videre til f.eks. Bangkok og det er ofte til rigtig gode priser.

Royal Jordanian åbner 3. juni en rute fra København til Amman, hvorfra der er forbindelse til Bangkok. En forbindelse, der har været nævnt flere gange her på siden som en af de billigste lige nu. Også denne rute flyves tre gange om ugen.

Sidst, men ikke mindst, så har Air India indsat en ekstra afgang på ruten fra København til Delhi. Der flyves nu fire gange om ugen.

Hua Hin Lufthavn får sin første regulære rute
Fredag den 18. maj var en stor dag i den lille lufthavn i Hua Hin. En lufthavn, der i årevis kun har betjent mindre chartrede fly, men som nu har fået sin første regulære rute.

Det er AirAsia , der har åbnet en rute fra Kuala Lumpur, hovedstaden i Malaysia, til Hua Hin. Der flyves fire gange ugentligt med en Airbus 320.

Vicetransportminister Pailin Chuchottaworn ser en lys fremtid for den lille lufthavn, der ligger tæt på både færgeforbindelser og jernbanen. Det er håbet, at Hua Hin med tiden vil få flere ruter og dermed blive mere tilgængelig for turisterne.

3.3 millioner turister besøger årligt Hua Hin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *