Hvornår skal du tage til Vietnam?

Mange tror, at Vietnam har nogenlunde samme klima som Thailand, men i dele af landet er der markante forskelle. Det betyder, at du kan rejse til Vietnam om sommeren og samtidig få godt vejr. Min samarbejdspartner i Vietnam har faktisk lavet en speciel skræddersyet rejse til Vietnam om sommeren – se den her.

Herunder kan du kort se, hvornår de mest populære rejsemål i Vietnam har bedst vejr, og hvilke måneder du skal undgå:

 

Hanoi og Halong Bay

Hanoi får mindst regn fra november/december til marts/april. Temperaturen i vintermånederne ligger på ca. 18-21 °C, mens det hurtigt bliver markant varmere i løbet af foråret. Selvom der falder mere regn om sommeren, så er det kraftige byer, og faktisk har juni, juli og august flere solskinstimer end vintermånederne. Temperaturen om sommeren ligger på 30-33 °C. Også september og oktober er glimrende måneder at besøge Hanoi. Bedste måneder: Året rundt – vinteren kan dog være kølig, ligesom sommermånederne er varm med kraftige byger.

 

Hue, Hoi An og Danang

Februar til april har det tørreste vejr, men også maj til august er glimrende måneder at besøge det centrale Vietnam. Nedbørsmængden ligger omkring 50-100 mm pr. måned med april som den tørreste. Temperaturen i perioden ligger på 25 °C i februar og det bliver stille og roligt varmere med 30 °C i april og 31 -34 °C fra maj til august. Regnperioden begynder i september, og det centrale Vietnam får betydelige mængder regn frem til december med efterårsmånederne som de absolut vådeste. Bedste måneder: Februar til august

 

Nha Trang

Nha Trang skal besøges fra januar til august. Der falder 10-50 mm regn pr. måned i denne periode med februar, marts og juli som de tørreste. Nha Trang er et rigtig godt sted til en sommerferie i Vietnam, hvor der er maser af sol. Temperaturen ligger omkring 26 °C i januar og den stiger støt til 30-32 °C i juli/august. September til december er den våde periode i Nha Trang med oktober og november som de absolut vådeste med ca. 250 mm regn pr. måned. Bedste måneder: Januar til august

 

Mui Ne

I Mui Ne får du bedst vejr fra december til april. Januar til marts får stort set ingen regn, mens december og april byder på ca. 45-65 mm nedbør. Temperaturen i de tørre måneder ligger på ca. 30 °C i december til 33-35 °C i marts/april. Maj til oktober er den våde periode i Mui Ne, hvor der falder mellem 200 og 300 mm regn pr. måned med juni og september som de mest regnfulde. Bedste måneder: December til april

 

Ho Chi Minh City

Vietnams største by får mindst regn fra midt december til midt april. Januar, februar og marts er de tørreste måneder, hvor der kun falder 10-15 mm regn. Temperaturen i perioden ligger på 31-34 °C med marts som den varmeste måned. I maj begynder den våde periode og den fortsætter til ind i november. Forvent 140-190 mm nedbør pr. måned med juni, juli og september som de mest regnfulde. Temperaturen i sommermånederne ligger på ca. 30-33 °C. Bedste måneder: December til april.

 

Phu Quoc

Øen i den sydlige Thailandbugt skal besøges fra december til marts. Januar og februar er de tørreste måneder med kun ca. 25 mm regn. Temperaturen i vintermånederne ligger på ca. 30-32 °C. I april, der får ca. 110 mm regn, begynder den våde periode, der kulminerer henover sommeren med juli, august og september som de vådeste måneder med over 300 mm regn pr. måned. Temperaturen i disse måneder ligger på ca. 30-32 °C. Også oktober er meget våd, men i november bliver nedbøren mindre. Bedste måneder: December til marts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *