Nyt fra Thailand og Sydøstasien – september 2015

Nyt fra Thailand og Sydøstasien – september 2015

Renoveringen af Don Mueang lufthavn forsinket
Passagerer, der skal benytte Bangkoks Don Mueang lufthavn de kommende måneder må forberede sig på forsinkelser. Airport of Thailand er i gang med en omfattende renovering af lufthavnens terminal 2, og det arbejde tager nu længere tid end beregnet.

Det var meningen, at terminalen skulle åbne i denne måned, men tidspunktet er rykket til december, fortæller præsidenten for Thailands lufthavne. Han beklager, at passagererne må forvente forsinkelser og ærgrer sig over, at det sker lige op til højsæsonens begyndelse.

Togbane skal booste turismen i Sydthailand
Efter et omfattende analysearbejde har de thailandske myndigheder luftet tanken om en jernbane fra Phuket til Satun via Trang. Banen skal booste turismen i det sydligste Thailand og vil gøre det nemmere at komme fra f.eks. Phuket til øerne i Trang- og Satunprovinserne. Man vurdere, at det især er de europæiske turister, der vil finde jernbanen attraktiv.

Udover den turistmæssige gevinst, så vil banen også hjælpe de lokale med f.eks. varetransport, mener man i regeringen.

En ny vej, kaldet den “romantiske rute”, er også i støbeskeen. Vejen skal forbinde Ranong, Phuket, Phang Nga, Krabi og Trang, der alle er hotspots for parferie.

Turistpolitiet udgiver ny app
Det thailandske turistpoliti har netop udgivet en ny app, der skal være med til at skabe tryghed blandt landets turister.

Appen, “Thailand Tourist Trips and Tips AR Book”, der kan downloades fra både Apple Store og Google Play, indeholder information om Do’s and Dont’s samt en præsentation af de 12 udvalgte steder, Hidden Gems, der er en del af TATs Discover Thainess Kampagne.

Du vil også finde information om den thailandske kultur og have direkte adgang til turistpolitiets call center 1155.

Thai Airways indsætter Boeing 747 til Phuket
Det skandinaviske kontor hos Thai Airways har nu overtalt ledelsen i Bangkok til at indsætte et større fly på sæsonruten mellem København og Phuket.

I sidste uge kunne man her på thailandrundt.dk ellers læse, at manglen på fly havde fået Thai Airways til at indsætte et mindre fly af typen Boeing 777 på ruten, men den beslutning er nu ændret.

Fra 11. december vil det første Boeing 747 jumbojet lette fra København mod Phuket. Den større flytype betyder 83 flere sæder, der skal være med til at dække den store efterspørgsel.

Asiens bedste museer
Brugerne på TripAdvisor har sat pris på Asiens bedste museer. Afstemningen er et resultat af indsamlede data fra sidens brugere gennem det seneste år.

Museet for terrakottahæren i Xi’an i Kina løb med førstepladsen, mens Museet for Krigsforbrydelser i Ho Chi Minh City i Vietnam blev nummer to. Tredjepladsen gik til Hiroshima Peace Museum i Japan.

De første 10 på listen

  1. Museet for Terrakottahæren, Kina
  2. Museet for Krigsforbrydelser, Vietnam
  3. Hiroshima Peace Museum, Japan
  4. Toul Sleng Museet, Cambodja
  5. Hong Kongs historiske museum, Kina
  6. Museet ved Den Forbudte By, Kina
  7. Vietnam Etnologiske Museum, Vietnam
  8. Kvindemuseet, Vietnam
  9. Museet ved Hell Fire Pass, Thailand
  10. Museet for Islamisk Kunst, Malaysia

AirAsia satser på U-tapao lufthavn
Det asiatiske lavprisselskab AirAsia ser store muligheder i U-Tapao lufthavn ved Pattaya. Flyselskabet har allerede to ruter fra Nanning og Nanchang, der er henvendt til kinesiske turister og har siden juli fløjet direkte til Kuala Lumpur i Malaysia.

Yderligere tre ruter er nu på vej meddeler AirAsia. Det gælder ruter til  Macau, Singapore og Udon Thani, der alle åbner 27. november. Lufthavnen i U-Tapao er opereret af militæret, som fik overdraget ledelsen af det amerikanske luftvåben i 1966.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *