Nyt fra Thailand og Sydøstasien – november/december 2016

Nyt fra Thailand og Sydøstasien – november/december 2016

Thailand kan snart vende tilbage til normale tilstande
I hvert fald, hvis man skal tro premierminister Prayut chan-O-chan, der vil tillade koncerter, festivals og sæbeoperaer i tv inden sørgeperioden er slut.

Og nok så vigtigt for turismen, så kan Thailands legendariske natteliv igen åbne dørene op. Lige nu er barerne lukkede og danserne sendt hjem.

Premierministeren opfordrer dog til at vise respekt for den afdøde konge uanset hvad man foretager sig og slår fast, at reglerne for hvilke aktiviteter, der tillades, vil være forskellige fra provins til provins.

Sørgeperioden skræmte ikke turisterne væk
Den 30 dage lange sørgeperiode med bl.a. aflyste koncerter, sportsbegivenheder og barer, der lukkede tidligt, er ikke gået ud over turismen, oplyser Det Thailandske Turistbureau TAT. Mange i rejsebranchen var bange for, at især det nedtonede natteliv ville holde turisterne væk. Det er ikke sket ifølge en undersøgelse som TAT har foretaget, der bl.a. indeholder tal for fly- og hotelbookinger i perioden.

Mandag blev den årlige Loy Kratong-festival afholdt, og det blev en meget stille en af slagsen. Langt de fleste steder var der hverken musik eller fyrværkeri og myndighedernes anmodning om at holde festlighederne på et minimum blev stort set efterlevet.

De fleste thai’er vil bære sort tøj indtil januar 2017 og de statslige institutioner har en sørgeperiode på et år.

Hotel i Thailand – gratis wifi er vigtigst
Det viser en undersøgelse foretaget af Expedia og HL Group. Den såkaldte Hotel Etiqutte Poll afslører, at 66 % af respondenterne fandt gratis wifi vigtigst, når de skulle booke hotel i Thailand.

97 % mente, at wifi burde være gratis og kun lidt over halvdelen ville betale for wifi, hvis det ikke var gratis. Som anden-, tredje- og fjerdevigtigst, når vi booker hotel i Thailand kommer pris (64 %), beliggenhed (54 %) og om der er morgenmad inkluderet (53 %).

Når det gælder faciliteter på hotelværelset er aircondition næsten lige så vigtigt som wifi. Ikke mærkeligt når man tænker på klimaet i Thailand. Tredjevigtigst er køleskab.

Ifølge undersøgelsen, der havde 1027 deltagere, som alle har booket hotel i Thailand, så er det mindst vigtigt om man må medbringe kæledyr og om hotellet kun er for voksne.

Antallet af danske turister i Thailand uforandret
Det viser de nyeste tal fra det thailandske turistministerium. Helt præcist tog 0,27 % færre danskere til Thailand i årets første ni måneder, mens både Norge og Sverige med henholdsvis 6,79 % og 1,89 % oplevede lidt større fald.

I alt 24.820.182 udenlandske turister besøgte Thailand fra januar til december, og det er en stigning på 12,37 % sammenlignet med sidste år.

Det er fortsat Kina, der sender flest turister til Thailand, mens både USA, Holland og Tyskland kunne præsentere stigninger på over 10 %. For USAs vedkommende er der tale om rekordmange amerikanere, der besøger Thailand.

Den største stigning står Rusland dog for. Landet har dog stadig en del at indhente fra tiden før den økonomiske krise.

World Travel Awards Asien – og vinderen er…
Traditionen tro blev der uddelt et hav af priser ved World Travel Awards årlige uddeling, der blev afholdt i Danang i Vietnam. Både hoteller, flyselskaber og touroperatører fik priser, og her kommer et lille udpluk af de vigtigste:

Asiens bedste feriedestination blev i år Malaysia, mens Filippinerne løb med prisen for bedste stranddestination. InterContinental Samui Baan Taling Ngam Resort i Thailand blev både bedste strandresort og mest romantiske resort, mens The Sarojin, også i Thailand, blev vinder i kategorien bedste boutiquehotel i Asien

Bedste familieresort blev RIMBA Jimbaran Bali by AYANA, mens Hilton Pattaya i Thailand fik en pris som bedste designhotel. Tilbage til Bali, hvor Four Seasons Resort Bali Jimbaran Bay snuppede førstepladsen i kategorien bedste resort til bryllupsrejser.

Vi er ikke færdige endnu; årets luksushotel blev The Peninsula i Hong Kong, mens Tower Club at Lebua i Bangkok blev bedste livsstilshotel. Skal du holde bryllup i Asien, så er det værd at kigge mod Thailand, hvor The Racha løb med førstepladsen i kategorien bedst til bryllupsarrangementer. Vi slutter hotelpriserne af med Layana Resort & Spa, der vandt prisen for bedste sparesort, mens Thanyaphura Resort på Phuket blev bedste sportsresort.

Hainan Airlines blev bedste flyselskab og vandt også prisen for bedste personale. Singapore Airlines blev kåret som vinder i kategorien bedste business class og ikke overraskende var det igen Singapores Changi-lufthavn, der blev bedste lufthavn i Asien.

Voldsom regn på Koh Samui
Koh Samui og den vestlige del af Thailandbugten har de seneste dage oplevet voldsom regn. På Koh Samui blev butikker og flere guesthouses oversvømmede. Den populære turistø blev hårdest ramt af regnen, og mange turister har forladt Koh Samui. Også Koh Phangan og Koh Tao har oplevet massiv regn.

På fastlandet har vejret krævet dødsfald. I Nakhon Si Thammarat er to mennesker døde efter at være skyllet væk, skriver flere thailandske medier, der rapporterer om i alt 11 omkomne som følge af vejret. I alt syv provinser har været ramt af det voldsomme vejr siden lørdag.

Turkish Airlines åbner til Phuket
Turkish Airlines har netop annonceret en ny direkte rute fra Istanbul til Phuket, skriver standby.dk. Både Emirates og Qatar Airways har direkte ruter fra deres hubs i henholdsvis Dubai og Doha, og med det tyrkiske flyselskabs nye rute er der lagt op til øget konkurrence til den thailandske ferieø fra København, mens det nu bliver muligt at flyve til Phuket fra Billund med kun et stop.

For mange er det overraskende, at kriseramte Turkish Airlines åbner en ny rute. Som følge af terror og mislykket militærkup har mange rejsende fravalgt Tyrkiet og Atatürk-lufthavnen i Istanbul, og det har ført til færre afgange og hele 22 rutelukninger, bl.a. til Aalborg.

Ulovlige hoteller på Phuket lukkes
Hele 1366 hoteller på Phuket risikerer at blive lukket. Myndighederne på den populære ferieø har givet et bredt udvalg af overnatningssteder en frist til 31. januar til at få orden i deres godkendelse. Halvdelen af hotellerne ligger i Patong, og de risikerer nu at blive lukket, mens ejerne vil få en retssag på halsen.

Ifølge myndighederne er der fokus på tre typer af overnatningssteder. Den første type er helt almindelige hoteller, der operer uden tilladelse. De skal nu søge om godkendelse og samtidig have styr på både forsikring, sikkerhed og evakueringsplaner ved f.eks. brand.

Den anden type er de store lejlighedskomplekser, der bliver brugt til hotelvirksomhed. Ejerne har typisk ikke lov til at udleje deres lejlighed og den tilladelse kan de kun få, hvis ejendommens øvrige beboere giver lov til at drive hotel.

Den tredje type af ulovlige overnatningssteder er ifølge myndighederne også den mest alvorlige. Det er hoteller, der er bygget uden tilladelse og ikke må fungere som overnatningssted. Desuden opererer de uden forsikring og sikkerhedsforanstaltninger.

Jagten på illegale hoteller er myndighedernes seneste tiltag mod ulovligheder i turistindustriens. I november gik man i land på Koh Samet for at fjerne det, der ligner mafiatilstande på øen. Også her er der ulovligt byggeri, men mere alvorligt, så har personalet i nationalparken puttet penge i egen lomme og udstedt ugyldige tilladelser til hotelvirksomhed, skriver Bangkok Post.

Thailand kåret til bedste bryllupsdestination
Det er rejsemagasinet Travel+Leisure, der har kåret Thailand som bedste bryllupsdestination i regionen i Indien og Sydøstasien. Det er femte år i træk, at Thailand vinder den prestigefyldte pris.

“Det, at Thailand vinder prisen for femte gang i træk viser, at de rejsende er tilfredse med det vi kan tilbyde. Om det er et undervandsbryllup, et bryllup på stranden eller noget helt tredje, så kan du få det her. Hoteller og resorts i Thailand har stor erfaring med at arrangere bryllupper”, siger Yuthasak Supasorn fra TAT.

Selvom det især er inderne, der bliver gift i Thailand, så holder folk fra hele verden bryllup i Smilets Land. Det er bl.a. den popularitet, der har givet Phuket værtsskabet for den årlige bryllupskongres, hvor arrangører fra hele verden samles for at dele erfaringer og udvikle nye produkter. Kongressen finder sted fra 2. til 4. maj 2017.

Vi booker rejser for 1 milliard de næste fem uger
Når julen er vel overstået går danskerne traditionen tro i gang ned at booke det kommende års rejser. Det er især sommerferien, som bookes, og der er så travlt hos charterbureauerne, at branchen ifølge Spies Rejser vil sælge lige over 3.700 rejser pr. dag.

Det er naturligvis de klassiske rejsemål ved Middelhavet, der er rift om, men hos Spies Rejser ser man en tendens til, at oversøiske rejsemål som f.eks. Thailand bliver mere og mere populære i sommermånederne. Priserne på fly og hotel er væsentlig lavere end i vinterhalvåret.

Men der er faktisk en del steder i Sydøstasien, der har mere solsikkert vejr om sommeren end om vinteren. Tag en tur syd for ækvator til f.eks. Bali eller Borneo, og du vil finde skønt vejr fra juni til august.

Spies har også bemærket andre rejsetendenser lige nu. Danskerne vil have trygge rejsemål, autencitet og luksus. Og så har man naturligvis også noteret sig, at vi vil have maksimal valgfrihed på vores rejse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *