Gratis besøgstæller

thailandrundt.dk

Syv gode oplevelser på Koh Samui

Koh Samui er en mindre ø, men alligevel er her et væld af gode oplevelser. Se her, hvad vi har valgt ud som ting du kan foretage dig når du besøger den smukke ø i Thailandbugten.

Dining on The Rocks
Koh Samuis sublime madoplevelse er Dining on the Rocks på det lækre Six Senses Hideaway Resort. Efter opstarten i 2004 har restauranten modtaget utallige priser for den lækre mad, der bedst beskrives som “nyt asiatisk fusionskøkken”. Men maden er ikke det eneste specielle; restauranten består af ni træterrasser, hvorfra du har en forrygende udsigt over havet. Dining on the Rocks er dyrt, men skal nogen eller noget fejres, så er det et oplagt sted at gøre det. Bordbestilling er et must.

Ang Thong Marine Nationalpark
Den enestående smukke Ang Thong Marine Nationalpark ligger nordvest fro Koh Samui. Parken består af ca. 40 mindre jungleklædte øer, der er et yderst populært udflugtsmål for turister på Koh Samui og Koh Phangan. Koh Wua Talap er den største af øerne, og her finder du parkkontoret og et udsigtspunkt, der kan være ret så udfordrende at nå. Du kan gå i land på flere af øerne, snorkle, sejle kajak eller måske endda booke overnatning i parkens egne bungalows på Koh Wua Talap.

Fishermans Village
I den lille by Bo Phut på Koh Samuis nordkyst kan du opleve en række gamle kinesiske fiskerhuse opført i træ. Husene er charmerende, og man har på bedste vis formået at inddrage dem i det lille hyggelige bymiljø. Husene ligger ud til kysten i en smal gade uden trafik, og de er indrettet som bedre restauranter og hyggelige barer. Bo Phut er med årene blevet et eksklusivt sted med skønne resorts og en dejlig atmosfære.

Beach Republic
Koh Samui har en underholdende clubscene, og vil du have 100 % clubferie, så er det om at booke sig ind på det lækre Beach Republic, der ligger lige nord for Lamai Beach. Du bor stilfuldt og kan nyde stedets pool og forskellige dj’s, der sørger for underholdningen. Resortet har selvfølgelig egen beach club med lækre cocktails. Se mere om Beach Republic.

The Virgin Coast Restaurant
En god oplevelse er The Virgin Coast Restaurant på Koh Samui. Langt væk fra turistmylderet finder du det lækre spisested på den sydvestlige del af øen. Du kan snuppe en tur i longtailbåd rundt om en håndfuld øer ud for kysten inden den pragtfulde mad indtages. Du kan nyde gode cocktails på stranden og ikke mindst en fantastisk solnedgang. Restauranten laver også specialarrangementer som f.eks. bryllupper og en romantisk middag for to. Se mere om The Virgin Coast Restaurant.

Spa & Wellness
På Koh Samui får du nogle af Thailands bedste spa- og wellnessoplevelser. Prøv forskellige udrensninger, yoga, tai chi, detox, meditation og meget meget mere. De større og mere luksuriøse resorts har som regel de bedste spaafdelinger, men der ligger også flere uafhængige steder. Se mere på Samui Spa Guide. Vil du have længerevarende ophold er det værd at se nærmere på resortet Abolute Sanctuary.

Nikki Beach
Den eksklusive beach club kæde Nikki Beach har åbnet en ny og lækker club på Koh Samuis vestkyst. I den sædvanlige hvide og gennemførte stil er det en af øens flotteste og selvfølgelig mest hippe clubs. Du kan både overnatte, spise, drikke eller bare nyde poolen i selskab med ligesindede. Se mere om Nikki Beach.

Book hotel på Koh Samui – klik her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *