Nyt fra Thailand og Sydøstasien – marts/april 2017

Nyt fra Thailand og Sydøstasien – marts/april 2017

Rekordbilligt fra Billund til Bangkok
Ifølge et pristjek fra Travelmarket, så er prisen på flybilletter fra Billund til Bangkok rekordbillige. I uge 16 er prisen helt nede på 3.100 kr. for en returbillet inkl. skatter og afgifter, skriver takeoff.dk

Der er voldsom konkurrence på de interkontinentale ruter, og de store flyselskaber fortsætter med at pumpe kapacitet ind på de mest populære destinationer.

Samme pristjek viser også, at Billund nu er billigere end Hamborg på de interkontinentale ruter. Dog er det stadig København, der er billigst sammenlignet med Billund, Aalborg og Hamborg, men forskellen på billetpriserne er ifølge Travelmarket blevet mindre de senere år.

Ole Stouby fra Travelmarket forventer, at priserne vil fortsætte med at falde det næste års tid. Han anbefaler som altid at søge priser fra flere forskellige lufthavne for at få den bedste pris.

Thai og Bangkok Airways i codeshare
Thai Airways og Bangkok Airways er blevet enige om codeshare på 10 indenrigsruter og fire udenrigsruter.

Det betyder nemmere billetbestilling, bedre forbindelser og check-in af bagage til slutdestinationen for flyselskabernes kunder.

Aftalen gælder bl.a. På Bangkok Airways ruter fra Bangkok til Danang i Vietnam, Siem Reap i Cambodja og Luang Prabang i Laos. På indenrigsruterne kan du få fordel af codeshareaftalen på ruterne fra Bangkok til Phuket, Koh Samui, Chiang Mai, Krabi og Trat.

Bangkok Airways, der flyver fra Suvarnabhumi Lufthavn, kan tilbyde codeshare med Thai Airways populære rute fra Bangkok til Singapore.

Myndighederne på tilbagetog: Bangkoks gadekøkkener bevares
I de sidste par uger har flere medier i Bangkok skrevet om et muligt forbud mod gadekøkkener i Bangkok. Medierne har citeret chefrådgiveren for byplanlægning, Vallop Suwandee, der vil have fjernet gadekøkkenerne fra fortovene for at give plads til gående.

Udmeldingen har vakt stor vrede fra både lokale, forretningsdrivende og turistbranchen, der gør opmærksom på, at netop Bangkoks streetfood er berømt og flere gange kåret til verdens bedste, senest af CNN og virtualtourist.com.

Fra kommunens side mener man nu, at der er tale om en misforståelse. Gadekøkkenerne vil ikke blive forbudt, men en vis regulering vil finde sted. Især er det vigtigt, at hygiejnen er i orden, mener Vallop Suwandee, der også har forståelse for, at gadekøkkenerne spiller en stor rolle i den almindelige borgers hverdag.

Sagen er nået helt op på regeringsniveau, hvor en talsmand siger, at der ikke er nogen planer om at forbyde Bangkok gadekøkkener. Selv premierminister Prayut Chan-o-cha har kommenteret historien. Han siger, at byens streetfood er unik og en del af Bangkoks charme. En kommentar, som Vallop Suwandee og byens guvernør bakker op om.

Vallop Suwandee erkender, at han har givet interviews til flere medier, men at han er blevet misforstået og ikke citeret korrekt.

Qatar Airways åbner til Pattaya og får femte daglige afgang til Bangkok
På den netop afholdte rejsemesse ATM i Dubai annoncerede Qatar Airways 12 nye ruter, der er planlagt til start i løbet af 2017 og 2018. En af de nye ruter går til Utapao Lufthavn ved Pattaya. Der blev ikke oplyst hverken flytype eller antal ugentlige afgange.

Samtidig kunne det populære flyselskab fortælle, at man fra 1. juni 2017 vil få sin femte daglige afgang fra Doha til Bangkok, der skal flyves med en Boeing 787 Dreamliner.

Qatar Airways har i forvejen to daglige afgange fra Doha til Phuket og fire ugentlige afgange til Krabi. Det bringer antallet af direkte fly mellem Doha og Thailand op på 53. Et tal, der øges med åbningen af forbindelsen til Pattaya.

Qatar Airways har i øvrigt en codeshareaftale med Bangkok Airways på selskabets ruter til Koh Samui, Chiang Rai og Udon Thani.

Bangkok får Michelinguide
I december 2017 udkommer den første Michelin Guide over Bangkok. Ifølge den thailandske turistminister Kobkarn Wattanawrangkul, vil guiden tiltrække madturister fra hele verden, og de kan vælge mellem mange forskellige slags restauranter med lige så forskellig mad.

I den første udgave vil der kun være fokus på Bangkok, men det er meningen, at der med tiden vil komme flere thailandske byer med i guiden.

Michelin har udgivet guider til 28 lande, deriblandt Kina, Japan, Singapore, Sydkorea og Hongkong i Asien.

Guiden til Bangkoks bedst bedømte restauranter fås både digitalt og i papirform.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *