Nyt fra Thailand og Sydøstasien – juli/august 2017

Nyt fra Thailand og Sydøstasien – juli/august 2017

Travel+Leisure: Asien populær som aldrig før
Det er 22. gang det store amerikanske rejsesite har bedt deres læsere om at give deres bud på verdens bedste rejsebyer. Syv ud af 15 byer ligger i Asien, og hos Travel+Leisure er man ikke i tvivl om, at i hvert fald deres læsere har en stigende interesse for Østen.

Selvom det var den mexicanske by San Miguel de Allende, der løb med førstepladsen, så er Asien stærkt repræsenteret på rejsesitets top 15 liste.

Her ser man en tendens til, at det er byer, der har gågader, grønne områder og en rig historie med velbevarede bygninger, der ligger i top.

Bedste by i Asien og nummer tre på listen i hele verden er Chiang Mai i Thailand efterfulgt af Kyoto i Japan.

Hoi An i Vietnam, Ubud på Bali og Luang Prabang i Laos fik henholdsvis en 7., 9. og 10. plads. Også Siem Reap i Cambodja (ved Angkor Wat) og Udaipur i Indien sneg sig ind på top 15.

Thailandske vandparker i top
Der var top 10 placeringer til tre thailandske vandparker, da verdens største rejsesite, Tripadvisor, igen uddelte priser. Denne gang har brugerne på Tripadvisor vurderet Asien’s vandlande, og her opnåede Ramayana Water Park ved Pattaya en flot tredjeplads.

Thailand løb også med 6. og 7. pladsen, der gik til henholdsvis Black Mounain Water Park i Hua Hin og Cartoon Network Amazon ved Jomtien Beach.

Rejsesites brugere har vurderet vandlandene over en etårig periode og givet karakteren 1-5. Øverst på listen kom Waterbom Bali, der ligger i Kuta på Bali.

Har du børnene med på ferie, så læs mere om Thailands bedste familieresorts.

Qatar Airways øger på Krabi og Vietnam
Efterspørgslen på flybilletter til Vietnam er nu så stor, at Qatar Airways øger antallet af afgange fra deres hub i Doha til både Hanoi og Ho Chi Minh City.

Kapaciteten til Hanoi bliver fordoblet med en ny daglig nonstop rute fra Doha. I forvejen flyver Qatar Airways hver dag til Hanoi med en mellemlanding i Bangkok. Den forbindelse bliver bevaret.

Vietnams største by Ho Chi Minh City har hidtil haft en daglig non stop forbindelse fra Doha, og her bliver der øget med yderligere tre ugentlige afgange.

Fra 1. december vil Qatar Airways også kunne tilbyde en daglig forbindelse til Krabi. Det giver danske rejsende endnu større fleksibilitet, når de booker en rejse til f.eks. Krabi eller Koh Lanta.

“Det asiatiske marked er yderst vigtigt for os, så vi er selvfølgelig glade for, at kunne tilbyde endnu flere forbindelser til Krabi, Hanoi og Ho Chi Minh City, siger Qatar Airway’s direktør, Akbar Al Baker.

Her er Thailands reneste strande
Thailands miljøministerium har netop udgivet en rapport, der tager pulsen på kvaliteten af landets strande. Ministeriet har testet den generelle vandkvalitet og kigget på forureningen fra bl.a. olie og plastic. Man har også vurderet korallernes tilstand og tjekket affald på strandene, som har fået karakterer fra 1 til 5.

Kun 13 strande opnåede fem stjerner, og lige bortset fra Laem Tanot Beach på Koh Lanta og øen Koh Rok umiddelbart syd for Koh Lanta, så er der tale om strande, der er forholdsvis svære at finde, og som enten ligger i en nationalpark eller i et område kontrolleret af militæret.

De meste kendte strande, der har opnået fem stjerner ligger på Surin- og Similanøerne i Andamanhavet ved Khao Lak.

I alt 390 strande i hele Thailand er blevet vurderet i den årlige test.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *