Nyt fra Thailand og Sydøstasien – juli 2016

Nyt fra Thailand og Sydøstasien – juli 2016

Kvinderne strømmer til Thailand
Ifølge det officielle thailandske turistbureau (TAT) rejser flere og flere kvinder til Thailand. Nogle kommer alene, mens andre rejser med veninderne for at shoppe, dyrke sport eller pleje kroppen.

Mange sportsklubber og tourbureauer er derfor begyndt at arrangere aktiviteter kun for kvinder, og som de fleste Thailandsrejsende vil vide, så er landet et fremragende sted for både wellness og shopping.

Spa og wellness
I Thailand findes et hav af muligheder for at prøve spa og wellness. Kvinder kan prøve at leve i et buddhisttempel eller booke et ophold på et af landets mange lækre wellnesssteder.

TAT nævner Chiva Som i Hua Hin, men der er mange andre steder, hvor du kan være god ved din krop og komme med i tempo. F.eks. på det berømte Kamalaya på Koh Samui. Her handler ikke kun om spa, massage og duftende olier, men også om bl.a. kostvejledning og gode råd til træning.

Sportsaktiviteter
Både golfspillere og udøvere af muay thai (thaiboksning) kan deltage på kun-for-kvinder hold, fortæller TAT. Det altid varme vejr i Thailand gør landet til et populært sted for alt fra motionister til professionelle sportsudøvere. Faciliteterne er rigtig gode mange steder i Thailand, og det er især golf og tennis, der er populært.

Shopping
Paris, London og New York. Mange kender nok byerne som gode steder at købe det nyeste tøj, men flere og flere ser også Bangkok som et sted med rigtig god shopping når det hældet tøj og sko, skriver TAT.

De verdenskendte mærker er som altid populære, men der er en tendens til, at kvinder vil have noget unikt. Det kan de få hos de små designere i Thailand, der også er kendt for billige og dygtige skræddere. Noget som kvinderne sætter stor pris på.

I august 2016 lancerer TAT en kampagne målrettet kvinder. Kampagnen vil primært have fokus på sundhed, hvor spacentre, hospitaler og klinikker vil tilbyde attraktive rabatter. Se mere om kampagnen her.

Stor hæder til Chiang Mai
Læserne af et af verdens største rejsemagasiner, det amerikanske Travel+Leisure, har stemt Chiang Mai ind på andenpladsen over klodens bedste rejsebyer. Også Bangkok nåede med en 14. plads akkurat ind i på den vigtige top 15, men det var Chiang Mai, der løb med opmærksomheden.

Travel+Leisures læsere bedømmer byerne efter kriterier som mad, kultur, shopping, befolkning samt seværdigheder og værdi for pengene. Afstemningen er en del af magasinets World Best Reward, som bl.a også gives i kategorierne spa, øer, hoteller, flyselskaber og rederier.

For redaktionen på Travel+Leisure var det ingen overraskelse, at Chiang Mai kom ind på listen, men at byen skulle opnå en andenplads world wide var ikke ventet.

“Chiang Mai er jo ikke Thailands største by, men den kommer ind som nummer 1 hos vores læsere. Chiang Mai har et travlt centrum med nogle spændende markeder og gode restauranter, og så har byen har et væld af fantastiske boutiquehoteller, der ligger et stenkast derfra”, siger onlineredaktøren på Travel+Leisure.

Hos rejsemagasinet ser man i øvrigt en tendens til, at Sydøstasien er på vej til at blive yderst trendy. Udover Bangkok og Chiang Mai, så finder man også Siem Reap i Cambodja og Luang Prabang i Laos i top 15. For redaktøren på Travel+Leisure er der ingen tvivl om, at byernes popularitet skal findes i den gode og billige mad, de fantastiske historiske områder samt en varm og gæstfri befolkning.

“Området fylder godt på vores lister, og der er måske ikke et bedre tidspunkt at tage til Asien end lige præcis nu”, slutter redaktøren.

Vietnam er billigste rejseland
Er du på udkig efter en billig ferie, så tag til Sydøstasien. Det er konklusionen på Forex Banks såkaldte ferieindeks, der viser, at Vietnam er det billigste rejseland. Hele seks lande i Asien kommer ind på top 10 over de billigste rejselande.

Du får mest for pengene i Vietnam, der er hele 75 % billigere end Danmark, men også i Cambodja og Indien, som kommer ind på andenpladsen, får du rigtig meget for pengene. Begge lande er 74 % billigere end Danmark.

Der er ingen tvivl om, at Sydøstasien bliver ved med at være billig og populær blandt ferieglade danskere. Prisniveauet i Cambodja og Vietnam er ca. 75 % billigere end i Danmark, og begge lande har interessante køkkener, masser af kultur og lange kyststrækninger, som er værd at opleve. Charles Nielsen, Forex Bank.

Forex banks ferieindeks sammenligner priser i 77 lande verden over og på den netop offentliggjorte liste, kommer Malaysia ind på sjettepladsen (71 % billigere), mens Thailand og Filippinerne er at finde på henholdsvis 9. og 10. pladsen. Begge lande er ifølge undersøgelsen 68 % billigere end Danmark. Dyreste ferieland er i øvrigt Monaco efterfulgt af Maldiverne, Schweiz, USA og Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *