Fra Bangkok til Chiang Mai – sådan gør du

Det er både nemt og billigt at komme fra Bangkok til Chiang Mai. Afstanden mellem Thailands to største byer er 680 km, og for nogle turister er det en rejse, der bare skal overstås, mens andre gør stop undervejs for at besøge de mange byer og attraktioner, der ligger som perler på en snor.

Uanset om det skal gå stærkt eller du vil tage den med ro på vej nordpå, så læs her, hvordan du kommer fra Bangkok til Chiang Mai.

 

Med fly

Nemt, hurtigt og billigt. Det koster ikke mange baht at flyve fra Bangkok til Chiang Mai – priserne starter helt nede i et par hundrede kroner for en enkeltbillet med et af lavprisselskaberne, der alle har direkte ruter.

Husk, at Thai Airways, Thai Smile (Thai Airways’ lavprisselskab) og Bangkok Airways flyver fra den nye lufthavn Suvarnabhumi, mens AirAsia, Nok Air og Thai Lion flyver fra den gamle lufthavn Don Mueang.

I alt er der mindst 57 daglige afgange mellem de to byer, så det skulle nok være muligt at finde en, der passer jer. Husk at holde øje med om bagage er inkluderet i prisen eller det skal tilkøbes.

 

Med tog

Blandt turister har det i årevis været populært at taget toget fra Bangkok til Chiang Mai. Det er naturligvis en væsentlig langsommere løsning end flyet, men til gengæld er der mulighed for at stå af undervejs og udforske steder som Ayutthaya, Lopburi, Phitsanulok (med mulighed for at besøge Sukhothai) og Lampang.

For at konkurrere med de billige fly har Thailands Statslige Jernbaner de senere år investeret massivt i nye togsæt og et højhastighedstog er på tegnebrættet.

Men inden da, så tager turen fra Bangkok til Chiang Mai 10-12 timer alt efter, hvor mange stop, der er undervejs. Togene kaldes bl.a. Express, Rapid og Sprinter og det er værd at undersøge nøje, hvilke tog, der stopper hvor.

Toget fra Bangkok til Chiang Mai kører 5-6 gange dagligt fra Hualamphong Togstation, der ligger tæt på Chinatown. Det er nemt at komme dertil med metro, stå af på stationen af samme navn, der ligger lige ved siden af.

Prisen afhænger af hvilken klasse, du vælger. Der er lige nu en 1. klasse (sleeper fra ca. kr. 270,-  og opefter), tre 2. klasser (sleeper eller liggesæde, fan eller air condition – fra ca. kr. 80,- og opefter) og en 3. klasse (hårde sæder – fra ca. kr. 60,-  og opefter).

Populære afgange fra Bangkok er dem om aftenen, der giver mulighed for at sove undervejs til Chiang Mai, hvor du er fremme næste morgen.

Uanset hvad du vælger af tog mht. hastighed og klasse, så anbefales det at møde op på togstationen minimum en halv time før afgang. Se mere om priser og afgangstider på De Statslige Jernbaners Hjemmeside, hvor du også kan booke online.

 

Med bus

Det er selvfølgelig også muligt at tage bussen fra Bangkok til Chiang Mai. Det er hurtigere, men også mere ukomfortabelt end toget. Der er adskillige busselskaber (inkl. det statslige), der kører ruten fra Morchit Busstation i Bangkok til Arcade Busstation i Chiang Mai, der ligger 3 km nord for centrum.

Priserne ligger på ca. kr. 90,- og opefter alt efter standard. De såkaldt VIP busser er dyrest og koster ca. kr. 150,-. Som udgangspunkt kan man godt regne med, at komforten følger prisen.

Du kommer nemt til Morchit (Mo Chit) busstation ved at tage skytrain til stationen af samme navn og herfra er der kun få minutters gang til busterminalen. Det er muligt at købe mad og drikke i terminalen. Fra Morchit afgår også busser til f.eks. Chiang Rai og destinationer i Laos og Cambodja.

Det er også muligt at køre fra Khao San Road i Bangkok til Chiang Mai. Perfekt hvis du bor i området, hvor du på den måde ikke behøver at tage til busstationen. Normalt bliver man samlet op af en repræsentant for busselskabet, der følger dig til bussen (gående). Billetter kan købes på dit hotel/guesthouse og selvfølgelig på et af de mange tourbureauer i Khao San-området. Bemærk, at mange busser fra Khao San Road har endestation ved f.eks. et guesthouse i centrum.

Uanset hvordan du tager bussen fra Bangkok til Chiang Mai, så gøres der mad- og toiletstop undervejs. Køb busbilletter online her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *