Sol i sommer- og efterårsferien – rejs til Bali, Gili og Lombok

Mens sommer og efterår er forholdsvis våd i store dele af Sydøstasien, så skinner solen fra en skyfri himmel på Bali og øerne omkring.

Det er med andre ord et perfekt tidspunkt at besøge Gudernes Ø, hvor du kan kombinere med f.eks. Giliøerne og/eller Lombok, der er meget forskellige. Mens Gili Trawangan primært er fest og farver, så er der anderledes roligt på Gili Meno og Gili Air.

Det samme kan man sige om Lombok, hvor det ikke så meget er strandene, der er i fokus, men kulturen og ikke mindst den fantastiske natur med både vulkaner, frodig jungle og brusende vandfald.

Tilbage til Bali, der bare har så meget at byde på. Øen er alsidig med mange forskellige områder og strande, der alle har det til fælles, at du ikke kan undgå at støde ind i Balis unikke kultur, der inkluderer templer, ofringer og farverige ceremonier.

 

Bali – det bedste rejsetidspunkt

Det kan siges kort: Sommerperioden har det bedste vejr, hvis du vil have masser af sol! Juli og august er de travleste måneder, og derfor kan juni eller september være et rigtig godt alternativ, hvis du vil undgå de helt store turistmasser og samtidig være sikker på godt vejr.

Andre gode måneder at rejse til Bali er april, maj og oktober. Risikoen for en byge eller to er større i disse måneder, men som regel er der masser af sol – det er først i november regnen for alvor kommer.

Bali har i øvrigt også en højsæson omkring jul og nytår – på trods af det temmelig våde vejr, så ankommer især mange australiere for at fejre de to begivenheder, og det kan selvfølgelig mærkes på priserne.

 

Opsummering

Højsæson
Juni til september – forvent masser af sol og jun ganske lidt nedbør med august som den tørreste måned. Temperaturer på 30-32 °C.

Mellemsæson
April, maj og oktober – lidt flere skyer, men masser af sol og begrænset nedbør. Temperaturer på 31-33 °C.

Lavsæson
November til marts – vekslende skydække og mere vedvarende regn. Temperaturer på 29-31 °C.

 

Sådan kommer du til Bali

Det er heldigvis lige så nemt at rejse rundt på Bali, Lombok og Giliøerne som i Thailand. Serviceniveauet er skyhøjt, og dit hotel kan med garanti hjælpe med transport og udflugter.

Du lander i lufthavnen i Denpasar Ngurah Rai Airport (kode: DPS), der ligger på den sydlige del af øen.

Fra Danmark er der flere muligheder for at flyve med ét stop til Bali.

• Fra København med KLM, Emirates, Thai Airways, Qatar Airways, Turkish Airlines og Singapore Airlines

• Fra Billund med KLM og Turkish Airlines

• Fra Aalborg med KLM

Søg og sammenlign priser på flybilletter her. Husk at flytte lidt rundt på ud- og hjemrejsedatoer – der kan være mange penge at spare. Dit hotel kan helt sikkert hjælpe med lufthavnstransfer.

Der er i 2024 indført turistskat på Bali. Alle skal betale 150.000 rupiah (IDR), der er ca. 65-70 kr. alt efter kurs. Du kan betale online i forvejen på denne side, men også ved ankomst.

 

Overnatning på Bali

Bali har tonsvis af overnatningssteder for enhver smag og pengepung. Generelt er prisniveauet superlavt, og det er et sted, hvor du får rigtig meget for pengene. Som nævnt er øen meget alsidig, og jeg anbefaler derfor, at du besøger flere steder på din rejse til Bali.

Jeg anbefaler også, at du selv booker din rejse. På den måde får du det største udvalg af overnatningssteder og i langt de fleste tilfælde også en væsentlig billigere rejse.

Men hvor på Bali skal du så bo? Det afhænger selvfølgelig af, hvad din ferie skal indeholde. Generelt kan man sige, at den sydlige del af øen er mest hektisk og har langt de fleste turister. De bor primært i feriebyerne Kuta og Sanur, hvor sidstnævnte absolut er at foretrække, hvis du ønsker at bo i et etableret turistområde.

Herunder finder du et udvalg af byer og områder, der i mine øjne hører til de absolut bedste steder på Bali. De tilbyder alle noget forskelligt og kan nemt kombineres.

Jeg har også forslag til gode overnatningssteder – udvalget er selvfølgelig væsentlig større – klik ind på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har som regel de billigste priser.

Du kan også se indlæggene Bo godt og billigt på stranden på Bali og Bali: Bo med privat swimmingpool på ferien på solstrandsommer.dk.

 

Byer og områder på Bali

Ubud

Ubud er Balis kunst- og kulturcentrum. En travl by, men med masser af smuk natur i omegnen. Her finder du gallerier, yogaretreats, hippe cafeer, gode spisesteder og et stort udvalg af billige og rigtig dejlige hoteller.

Gode steder at bo i Ubud
Sri Ratih Cottage (Mellemklasse)
Komaneka at Monkey Forest (Luksus)

 

Sanur

Sanur er sammen med Kuta et af Balis “gamle” feriesteder. Byen dækker et forholdsvis stort område og har flere forskellige strande. Sanur er et godt valg til børnefamilierne og de, der gerne vil have et stort udvalg af cafeer, shopping, spisesteder og hoteller.

Gode steder at bo i Sanur
Taksu Sanur Hotel (Mellemklasse)

 

Seminyak

Seminyak er et veletableret turistområde kendt for sine gode internationale beach clubs. Som i Kuta og Sanur har du alle faciliteter inden for rækkevidde, men byen er lidt mere mondæn og stilfuld.

Gode steder at bo i Seminyak
Amadea Resort & Villas (Mellemklasse)
Uma Sapna (Luksus)

 

Canggu

Stedet for bohemer, backpackere, digitale nomader og first moverne. Lille Canggu nord for Seminyak har udviklet sig til et hipt sted med gallerier, trendy cafeer og lækre overnatningssteder. Samlingsstedet er den populære beach club The Lawn.

Gode steder at bo i Canggu
Shore Amora Canggu (Mellemklasse)
The Colony Hotel (Luksus)

 

Candi Dasa

Det rolige alternativ plejer jeg at kalde Candi Dasa på Balis sydøstkyst. En rolig by, hvor du har et pænt udvalg af cafeer, spisesteder og hoteller. Stranden er ikke noget at skrive hjem om, men du bor tæt på nogle af øens største seværdigheder som Besakih-templet og Mount Agung.

Gode steder at bo i Candi Dasa
Balisanti Bungalows (Mellemklasse)
Alila Manggis (Luksus)

 

Sidemen

Det Bali du gerne vil opleve. Sidemen på det østlige Bali (tæt på Candi Dasa) ligger fantastisk smukt med rismarker og øens enestående natur lige udenfor døren. Her bor du lidt afsides, men flere af overnatningsstederne tilbyder aktiviteter og udflugter.

Gode steder at bo i Sidemen
Capik Villa Sidemen (Mellemklasse)

 

Lovina

Den gamle backpackerfavorit er efterhånden blevet mere mainstream, men tilbyder stadig et lidt anderledes Bali. Lovina ligger på Balis nordkyst og er fællesbetegnelsen for en række småbyer, der i sin tid tiltrak de rygsækturister, som fandt Kuta og Sanur for travle. Området er kendt for delfinsafari, varme kilder og sorte lavastrande.

Gode steder at bo i Lovina
Pandawa Village (Mellemklasse)

Du kan læse meget mere om bl.a. områder, seværdigheder og aktiviteter i denne omfattende guide til Bali. Har du planer om at besøge naboøen, så finder du en Lombok Rejseguide her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *