Sådan åbner landene i Sydøstasien op efter coronakrisen

Jeg har lavet et overblik over, hvordan landene i Sydøstasien åbner op efter coronakrisen.

Selvom jeg prøver at holde siden opdateret med den nyeste information, så ændrer tingene sig hurtigt og nedenstående må derfor kun betragtes som vejledende.

Hvis du skal ud at rejse: Indtil vi får normale tilstande igen, er det en god idé at kontakte de respektive landes ambassader for at høre mere omkring indrejse, evt. visum, helbredsattest, covid19-test og om du skal udfylde formularer og/eller downloade en coronaapp til din telefon inden afrejse.

 

Thailand

Thailand er lukket for turister. Landet er i gang med en meget forsigtig genåbning og er på trapperne til at søsætte fase 6, der bl.a. tillader indrejse for udlændinge, som skal modtage medicinsk behandling, migrantarbejdere og udvalgte forretningsfolk. Alle skal i 14 dages karantæne. Du kan læse mere om situationen i Thailand i dette indlæg.

Foreløbig dato for genåbning for turister: Ikke fastlagt
Den danske rejsevejledning: Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Thailand – se rejsevejledningen her

 

Vietnam

Vietnam er lukket for turister. Kun diplomater, udvalgte forretningsfolk og vietnamesiske statsborgere kan komme ind i landet. Alle skal gennemgå et helbredstjek og i 14 dages karantæne.

Foreløbig dato for genåbning for turister: Ikke fastlagt
Den danske rejsevejledning: Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Vietnam – se rejsevejledningen her

 

Indonesien (Bali)

Indonesien er lukket for turister og tillader kun indrejse for diplomater og udlændinge med arbejdstilladelse. Myndighederne på Bali har udarbejdet en genåbningsplan i tre faser, hvor udenlandske turister fra 11. september igen vil kunne rejse til Bali.

Foreløbig dato for genåbning for turister: 11. september
Den danske rejsevejledning: Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Indonesien – se rejsevejledningen her

 

Malaysia

Malaysia er lukket for turister og tillader kun indrejse for udlændinge fra Brunei, Japan, Singapore, Sydkorea, Australien og New Zealand, der har arbejdstilladelse eller skal modtage medicinsk behandling. Indrejsende skal kunne fremvise en negativ covid 19-test, der højst må være tre dage gammel.

Foreløbig dato for genåbning for turister: Ikke fastlagt
Den danske rejsevejledning: Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Malaysia – se rejsevejledningen her

 

Sri Lanka

Sri Lanka er lukket for turister. Regeringen har tidligere meddelt, at turister kan rejse ind i landet igen 1. august, men genåbningen forventes udskudt til 1. september. Alle indrejsende skal gennemgå helbredstjek og testes for coronavirus.

Foreløbig dato for genåbning for turister: 1. august
Den danske rejsevejledning: Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Sri Lanka – se rejsevejledningen her