De bedste oplevelser i Nordøstthailand
Nordøstthailand dækker et kæmpestort område, men er alligevel den mindst besøgte del af Thailand. Her har man ikke på samme måde som i Nordthailand formået at gøre opmærksom på de mange gode oplevelser, der bestemt også findes her.
Nordøstthailand omtales også som Isan – en provins, hvor befolkningen er etniske laoter, men som med årene har tilegnet sig kultur og traditioner fra Thailand.
Isan er især kendt for sin stærke mad, men i denne del af Thailand finder du også flotte naturfænomener og ældgamle bygninger fra dengang khmererne kontrollerede området.
Det er nemt at kombinere Nordøstthailand med de populære øer og strandområder i syd. Fra både Udon Thani og Khon Kaen, to af regionens største byer, er der direkte fly til f.eks. Phuket.
Isan er til dig, der vil prøve noget andet langt væk fra de gængse turistruter eller tror du har oplevet alt, hvad Thailand har at byde på. Men prøv at tage et kig på Nordøstthailand – måske tænker du det samme som mig: Thailand bliver man aldrig rigtig færdig med.
Phanom Rung
Et af de vigtigste og mest imponerende templer i Khmer-stil i Thailand er Phanom Rung i provinsen Buriram. Det er oprindeligt et hindutempel grundlagt mellem år 900 og 1200 til ære for Shiva. Templet er bygget i sandsten og rød jord, der er farvet af vulkansk aske.
Det er ikke kun kendt for sin smukke arkitektur, men lige så meget for et spændende naturfænomen. Templet er så perfekt bygget, at en solstråle to gange om året kan lyse gennem templets 15 døre.
Det sker ved solopgang og solnedgang i begyndelsen af april og i oktober. I forbindelse med lysfænomenet i april arrangeres en festival på tempelområdet med udstillinger og religiøse og kulturelle ceremonier. Festivalen har været afholdt siden 1200-tallet.
Hvordan: Du kan flyve fra Bangkok til Buriram. Herfra er det muligt at tage på en guidet udflugt eller leje en bil med chauffør. Der er ca. 75 km fra Buriram til Phanom Rung.
Han Kumphawapi (Pink Lotus Lake)
Blot 25 kilometer fra Udon Thani ligger den fantastiske Pink Lotus Lake. Her kan du fra slut november til februar/marts se et tæppe af lyserøde vandliljer, der breder sig ud over søen. Det er et smukt syn, og Pink Lotus Lake er selvfølgelig et populært sted blandt instagrammere.
Selvom Han Kumphawapi har fået tilnavnene Pink Lotus Lake og Red Lotus Sea, så er det faktisk vandliljer og ikke lotus, du kan se.
Hvordan: Fra Udon Thani kan du tage en taxi til søen, hvor du kan tage på bådture af forskellig varighed. Det er bedst tidlig formiddag, og det er en god idé at undgå weekends og lokale helligdage.
Khao Yai Nationalpark
I den sydvestlige del af Isan ca. 150 kilometer fra Bangkok ligger Khao Yai Nationalpark, der sammen med flere andre sammenhængende naturområder er på UNESCOs liste over bevaringsværdig natur. Khao Yai er Thailands første nationalpark og i dag den tredjestørste.
Khao Yai består af både tæt skov og åbne græssletter i et forholdsvis kuperet landskab, hvor højeste punkt er 1351 m.o.h. Dyrelivet er mangfoldigt med god chance for at se elefanter, gibbonaber og næsehornsfugle. Det siges, at der endda stadig lever tigre i nationalparken.
Pga. den forholdsvis korte afstand til Bangkok er Khao Yai nok en af de mest populære oplevelser i Nordøstthailand. Besøgscentreret, hvor der er en lille udstilling, er centrum for ture ud i nationalparken. Ved siden af besøgscentret kan du overnatte i parkens telte – det er basic, men der er adgang til bad og toilet.
Der er mulighed for flere aktiviteter i Khao Yai Nationalpark. Du kan f.eks. tage på natsafari, spotte fugle med en guide og prøve trekking af forskellig sværhedsgrad. Tæt på besøgscentret kan du også se vandfaldet Haew Suwat, der blev brugt i filmen The Beach med Leonardo di Caprio.
Hvordan: Fra Bangkok kan du besøge Khao Yai Nationalpark på en endagstur. Jeg anbefaler, at du tager minimum én overnatning, men gerne flere.
De fleste overnatningssteder ligger udenfor parken i og omkring byen Pak Chong. Du kan selv booke hotel eller købe en pakketur fra f.eks. Bangkok, hvor transport, måltider, oplevelser og overnatning er inkluderet.
Intercontinental Khao Yai Resort
Et af de mest spektakulære hoteller i Isan er det nye Intercontinental Khao Yai Resort, der ligger ved Pak Chong tæt på nationalparken. Hotellet tilbyder bl.a. værelser i renoverede togvogne, som er indrettet i kolonistil.
Intercontinental Khao Yai Resort har faciliteter som spa, fitness, bar/lounge, swimmingpool og to restauranter. Morgenmadsbuffet kan tilkøbes. Et unikt og cool overnatningssted, men det er bestemt ikke billigt.
Hvordan: Intercontinental Khao Yai Resort ligger ca. 195 km fra Bangkok. Du kan eventuelt få hotellet til at sørge for transport. Alternativt kan du booke transport i Thailand lige her. På Intercontinental Khao Yai Resort sørger man gerne for udflugter og oplevelser i nationalparken.
Wat Pa Phu Kon
Et af de mest spektakulære templer i Isan (og i hele Thailand for den sags skyld) er Wat Pa Phu Kon, der ligger afsides tæt på grænsen til Laos. Der er ca. 100 km til templet fra Nong Khai og 125 km fra Udon Thani.
Wat Pa Phu Kon stod færdig i 2013 og blev opført til ære for den afdøde konge Bhumibol. Udover det unikke ydre så er templet også berømt for den 20 meter lange liggende Buddha udført i italiensk marmor. Der er flere andre fine detaljer, men lige så stor en oplevelse er beliggenheden på en bakketop med skov til alle sider.
Hvordan: Fra både Nong Khai og Udon Thani kan du booke privat transport til Wat Pa Phu Kon, hvortil der er gratis adgang.
Samphanbok
Hvor den mægtige Mekongflod rammer provinsen Ubon Ratchathani i det nordøstlige Thailand bliver den smallere og løber gennem flotte klippeformationer ved Samphanbok.
Klipperne er formet af årtusinders erosion, hvor kraftige hvirvelstrømme har dannet runde huller i et område over 10 km². “Samphan” betyder tusind og “bok” betyder hul – det giver en idé om hvor mange huller, der er tale om.
I den tørre tid, når vandstanden er lavest, er klipperne mest synlige, mens store dele af området står under vand i regntiden. Ved klipperne har Mekongfloden gravet sig dybt ind i bjerget – en bådtur giver en klar fornemmelse af Grand Canyon.
Hvordan: Tag tog, fly eller bus til Ubon Ratchathani. Herfra kan du booke en arrangeret tur, men også selv leje en bil og køre derudaf. Ubon Ratchathani er en større by og har mange hoteller.
Pimali Resort & Training Centre
Den fantastiske beliggenhed med udsigt til rismarker er ikke det eneste bemærkelsesværdige ved Pimali Resort. Her er en del af personalet mindrebemidlede unge, som her kan få en uddannelse i hotel- og restaurationsbranchen.
Pimali Resort tilbyder gode og moderne villaer, der bl.a. har balkon, minibar, gratis wifi og mulighed for at lave te/kaffe. Stedet har en rigtig god restaurant, hvor du f.eks. kan få menuer fra Isan-køkkenet.
Du kan deltage i en lang række aktiviteter – f.eks. cykelture, yogaklasser, kokkeskole, besøg i landsbyer og ved Pink Lotus Lake. Alt efter hvornår du besøger Pimali Resort, kan du også være med til at så og høste ris.
Hvordan: Du kan flyve til lufthavnen i Udon Thani. Herfra er der ca. 38 km til Pimali Resort, der kan sørge for lufthavnstransport.
Phimai Historiske Park
Den sydlige del af Isan ligger tæt på Cambodja og byen Siem Reap, der er berømt for khmerernes enestående tempel Angkor Wat. Det daværende khmerrige strakte sig ind i det nuværende Thailand, hvor du flere steder kan se ældgamle tempelområder opført for snart 1000 år siden.
Et af dem er det man i dag kalder Phimai Historiske Park, der et yderst velbevaret sted med et flot khmertempel, som ifølge historikere har været meget betydningsfuldt. I gamle dage var der endda en direkte vej fra byen Angkor til templet i Phimai, der godt kan minde lidt om Angkor Wat.
Templet har masser af fine detaljer – f.eks. enestående udskæringer i form af tekster og figurer. Som i Angkor Wat kan du også se en central prang (chedi), der symboliserer hinduernes hellige bjerg Mount Meru.
Der er masser af spændende ting at se på i Phimais historiske park, som jeg anbefaler, at du læser lidt om inden dit besøg. På den måde får du en bedre forståelse af det, du ser og oplever.
Hvordan: Du besøger nemmest Phimais historiske park ved at flyve til Nakhon Ratchasima fra Bangkok. Der er ca. 60 km fra lufthavnen til Phimai. Alternativt kører du fra Bangkok – det er en tur på ca. 320 km, men du kan eventuelt gøre stop ved Khao Yao Nationalpark på vejen.
Isan-køkkenet
Man kan ikke snakke om Isan uden at nævne maden. Køkkenet har rødder i Laos og er kendt for sine meget stærke retter. Du kender måske som tum (papayasalat), der lavet originalt Isan-style er vanvittig hot. Som tum består af bl.a. umoden papaya og rigelige mængder chili.
En af mine absolutte favoritretter i Thailand kommer fra Isan. Det er larb, der bestemt ikke er for vegetarer. Som regel benytter man finthakket svinekød, der blandes med bl.a. mynte, thaibasilikum, limesaft og fiskesauce. Det er en smagseksplosion, der bare er helt fantastisk.
Andre ting du skal prøve er pølser, grillet skød, suppen tom saep (minder om tom sum), bamboo curry og sticky rice. Både pølser og sticky rice er også gengangere på menukortene i Nordthailand, der på flere områder deler køkken med Isan.
Mekong Villas
Med udsigt over Laos og Mekongfloden kan du bo på det dejlige Mekong Villas, der kun har seks værelser. Beliggenheden i den nordligste del af Isan 1 times kørsel fra lufthavnen i Loei gør stedet til lidt af en oase – her er du langt fra de gængse turistruter.
Mekong Villas har flere forskellige værelsestype – deriblandt familiesuites med plads til seks personer. Faciliteterne tæller bl.a. swimmingpool, gratis wifi og restaurant, hvor morgenmaden bliver serveret.
Du kan låne cykler, men hotellet arrangerer også forskellige udflugter til seværdigheder i omegnen – bl.a. flere nationalparker.
Hvordan: Du kan flyve fra Bangkok til Loei, hvorfra hotellet gerne henter dig.