Koh Lanta guide – opdateret rejseguide til Koh Lanta

Syd for Koh Phi Phi og næsten som indgang til paradisøerne i Sydthailand ligger Koh Lanta. Øen er forholdsvis stor og har sin andel af dejlige strande, der ligger som perler på en snor ned ad vestkysten.

Turisterne har for længst opdaget Koh Lanta, men heldigvis er udviklingen gået langsomt – her er hverken bargader, shoppingcentre eller store højhushoteller.  Til gengæld har Koh Lanta en skøn tilbagelænet atmosfære med et glimrende udvalg af hoteller, gode restauranter og interimistiske strandbarer.

Den lille by Saladan på øens nordkyst fungerer som turistcentrum og på trods af den beskedne størrelse, så er det Koh Lantas største by.

Øens strande ligger som nævnt ned ad vestkysten syd for Saladan. Her kan du vælge og vrage mellem adskillige resorts, der ligger beach front. Jo længere mod syd du kommer, desto mere øde bliver det – mange mener, at det er her, du finder Koh Lantas bedste strande.

 

Strande på Koh Lanta

Herunder kan du kort læse om de vigtigste strande på Koh Lanta. Der er flere strande og detaljer i indlægget Hotel på Koh Lanta og hvor skal du bo?.

 

Klong Dao Beach

Første strand du kommer til fra Saladan er Klong Dao Beach, der er en skøn to km lang sandstrand, som var et af de første steder, der blev udbygget. Der er store tidevandsforskelle på Klong Dao Beach.

 

Phra Ae Beach (Long Beach)

2-3 km mod syd når du til Phra Beach (Long Beach), der kvalitetsmæssigt er en af Koh Lantas bedste strande. Langs hovedgaden og på sidevejene er der opstået et betydeligt turistcentrum med et stort udvalg af barer, cafeer, restauranter og shopping.

Long Beach har også Koh Lantas største udvalg af overnatningssteder – fra hostels og guesthouses til boutiquehoteller og familievenlige resorts.

 

Klong Khong Beach

Længere mod syd kommer du til den lange Klong Khong Beach, der tiltrækker et ungdommeligt publikum. Her er dog plads til alle – langs stranden ligger adskillige resorts og en stribe barer. Klong Khong Beach er hårdt ramt af tidevandet og nogle steder knap badevenlig.

 

Klong Nin Beach

Fortsætter du et par km længere mod syd deler vejen sig. Du kan vælge at køre ind på øen eller videre ned ad kysten. Ved vejens deling ligger en af Koh Lantas absolut skønneste strande, Klong Nin Beach, der er bedst mod syd.

Stranden har mange gode resorts og i den nordlige ende en del billige guesthouses. Det er også her, du finder den største koncentration af barer, cafeer og spisesteder.

 

Andre strande på Koh Lanta

De næste strande ned mod spidsen af øen er lækre Ao Kantiang, Klong Jark og Ao Mai Pai. Spredt ligger der hoteller på begge sider af hovedvejen, hvor der også er et mindre udvalg af barer, restauranter og shopping. Se også indlægget Koh Lantas bedste strande.

koh lanta
Herlig beach bar på Long Beach

 

Oplevelser til lands og til vands

Selvom langt de fleste turister kommer til Koh Lanta for at slappe af og dase på de dejlige sandstrande, så må du ikke snyde sig selv for en tur rundt på øen.

I min rejseguide til Koh Lanta anbefaler jeg, at du i hvert fald oplever nedenstående steder, der hører til de mest populære seværdigheder og aktiviteter på øen.

 

Ban Koh Lanta (Old Town)

Du skal i hvert fald besøge Ban Koh Lanta, der er øens oprindelige by og udskibningshavn. Byen bliver også kaldt Old Town, hvor du stadig kan se nogle af de pælehuse, der engang var almindelige på Koh Lanta.

Old Town hyggelig hovedgade er flankeret af gamle kinesiske købmandshuse, der indeholder cafeer, butikker, restauranter og enkle overnatningssteder i form af charmerende guesthouses.

Kineserne kom til Koh Lanta for mere end 100 år siden, hvor de etablerede sig i Old Town på vestsiden af øen. Her og der kan du se mindre kinesiske helligdomme, men også besøge det lille museum (Koh Lanta Community Museum) for at lære mere om livet og de befolkningsgrupper, der har beboet den lille by gennem årene.

 

Koh Lanta Marine Nationalpark

Hvis du er til dykning eller snorkling, så er det om at tage en tur ud på havet for at se, hvad der gemmer sig under havoverfladen. Koh Lanta er den største ø i Koh Lanta Marine Nationalpark, der består af 15 øer, men yderligere knap 40 øer ligger i farvandet ud for Koh Lanta.

I feriebyerne langs kysten og selvfølgelig i Saladan ligger en stribe diveshops, hvor du kan booke dykkerudflugter. Er du strandfreak, så er der store oplevelser i vente – mange af øerne har fantastiske strande med krystalklart vand.

Mets populært er det at tage med på den såkaldte 4 Islands Tour, der kan have forskellige programmer, men som navnet antyder kommer forbi fire øer. Der er typisk snorkling fra stranden på Koh Ngai og besøg ved Emerald Cave på Koh Mook inkluderet.

 

Markeder på Koh Lanta

På Koh Lanta findes også gode markeder, der selvfølgelig fås væsentlig større andre steder i Thailand, men vil du indsnuse lidt lokalstemning, så tag til Old Town søndag aften eller mandag morgen og til Saladan i løbet af søndagen, hvor dagmarkedet kan være et godt udflugtsmål.

koh lanta guide
Old Town på østkysten

 

Hotel på Koh Lanta

Uden at være i nærheden af Phukets og Koh Samuis turisme kan Koh Lanta alligevel tilbyde overnatning for enhver pengepung.

Øen er et af de steder, hvor du stadig kan bo forholdsvis billigt på stranden, og så er Koh Lanta i form af de to prisvindende luksushoteller Pimalai Resort & Spa og Layana Resort & Spa også blevet et sted for high-end segmentet.

Har du svært ved at vælge hotel på Koh Lanta, så se nærmere på mine forslag og link til indlæg herunder. Udvalget er selvfølgelig væsentlig større – klik ind på f.eks. hotels.com og booking.com for at finde det hotel, der passer til dine præferencer.

 

Hvad kan du forvente

Hotelstandarden i Thailand er høj. Selv på mellemklassehotellerne får du som regel god service, venligt personale og flere faciliteter som f.eks. bar, restaurant og swimmingpool.

Tilsvarende vil et 4-stjernet hotel være luksus for de fleste danskere, og bor du 5-stjernet, kan du forvente service, faciliteter og omgivelser i absolut topklasse. Det, der i Danmark bliver betragtet som et 4-stjernet hotel, vil i Thailand blot være mellemklasse eller endda under. Så høj er standarden.

Jeg har selv besøgt flere hundrede overnatningssteder i Thailand, og der kan være stor forskel på standarden fra sted til sted.

På Koh Lanta vil du uden tvivl få en dejlig ferie på et mellemklassehotel med gode anmeldelser, men måske er der råd til at opgradere – generelt er det billigt at overnatte i Thailand.

Prisniveauet på Koh Lanta er dog steget de senere år, og du skal forvente at betale ca. 900-1100 kr. pr. nat i højsæsonen for at godt mellemklassehotel.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

For at komme fra Krabi til Koh Lanta kan du her på siden få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand.

 

Her bor du godt på Koh Lanta

Lanta Castaway Beach Resort – Long Beach: Populært hotel på Long Beach
Det populære Castaway Beach Resort får masser af topanmeldelser. Her bor du ud til Long Beach i en af de 22 dejlige bungalows. På værelserne finder du bl.a. tv, køleskab og gratis wifi. Castaway har desuden have, strandbar og restaurant. Morgenmad er inkluderet i prisen, og personalet hjælper gerne med udflugter og billetter.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

Lazy Days Bungalows: Dejlige moderne bambushytter direkte ud til Relax Beach
I en lille bugt syd for Long Beach ligger Lazy Days Bungalows, der kun har ni hytter. Du kan enten vælge hytter i haven eller beach front. På værelserne finder du tv, køleskab og gratis wifi. Lazy Days Bungalows tilbyder desuden have, bar/lounge og restaurant. Morgenmad er tilgængelig og personalet hjælper gerne med udflugter/billetter.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

Lanta Pearl Beach Resort – Long Beach: Billigt og med plads til hele familien
Mellemklassehotel på den nordlige del af Long Beach. Du kan vælge mellem otte forskellige værelsestyper – inklusiv familiebungalow – der alle har tv, køleskab og gratis wifi. Du har kun 100 meter til den lange strand, der indbyder til skønne dage under den thailandske sol.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

Se mere i disse indlæg

• De bedste hoteller på Koh Lanta (opdateret)
• Overnatning for hele familien på Koh Lanta
• De bedste billige hoteller på Koh Lanta
• Bo på stranden på Koh Lanta
• Bo med privat pool på Koh Lanta

koh lanta guide
Det populære Lazy Days ligger lige ud til stranden

 

Praktisk information – en guide til Koh Lanta

 

Rejsetidspunkt

Ingen rejseguide til Koh Lanta uden at nævne vejret og det bedste rejsetidspunkt. Koh Lanta skal besøges fra midt november til marts/april. Her skinner solen som regel fra en skyfri himmel med temperaturer på 30-32 °C. Som altid på disse breddegrader kan en byge ikke udelukkes – det gælder især i november og april.

Regnsæsonen strækker sig fra maj til oktober og er ganske våd i denne del af Thailand. Der falder en del regn, men ofte som kraftige byger. September og oktober kan dog byde på vedvarende regn. Nogle hoteller og restauranter lukker ned i lavsæsonen. Temperaturen i sommermånederne ligger på 31-34 °C.

 

Transport

At rejse til Koh Lanta
Du kan komme til Koh Lanta på flere måder. Med fly lander du i Krabi Lufthavn (kode: KBV), hvorfra der er ca. halvanden times kørsel og en meget kort færgetur til Koh Lanta.

I vintermånederne har SAS en direkte rute til Krabi fra København. Alternativt kan du flyve med ét stop via Bangkok (Thai Airways), Abu Dhabi (Etihad) eller Dubai (Emirates/Flydubai).

Fra Billund og Aalborg er det nemmest at flyve via København – alternativt er det nødvendigt med to mellemlandinger undervejs.

Uanset hvor du flyver fra, så vær opmærksom, når du sammenligner priser på flybilletter. Her tænker jeg på indchecket bagage, der nogle steder er inkluderet og andre steder skal tilkøbes.

Du kan søge og sammenligne priser på en af de mange flysøgemaskiner, men jeg anbefaler, at du booker direkte hos flyselskabet. Det kan du læse mere om her.

Lufthavnstransfer
Du kan få dit hotel til at arrangere transport fra lufthavnen – alternativt kan du her på siden få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand.

Der er også mulighed for at booke en delt minivan – her er der adskillige afgange i løbet af dagen. Bilerne har faste afgangstider og der kan derfor være ventetid i lufthavnen inden turen går til Koh Lanta. Book i forvejen for at sikre dig en plads – du kan benytte linket til 12go herunder.

At rejse til Koh Lanta fra nærområdet
Lufthavnen i Krabi har også flere indenrigsruter og forbindelser til byer og steder i regionen. F.eks. til Singapore og Kuala Lumpur. Gode steder at finde flyforbindelser til Krabi er hos AirAsia og Thai Airways.

Er du allerede i Thailand kan dit hotel med stor sandsynlighed hjælpe med transport til Krabi. Alternativt kan du finde alle mulige former for ruter med bil, van, båd og fly hos populære 12go.

Du kan f.eks. sejle til Koh Lanta fra Krabi, Phuket og Koh Phi Phi med den regulære passagerbåd, som sejler flere gange dagligt i højsæsonen. Alternativt kan du tage en privat speedbåd, der selvfølgelig er noget dyrere.

Med færgen ankommer du til havnen i Saladan, hvor taxier holder klar til at køre dig til hotellet. I Saladan ligger selvfølgelig også flere billetkontorer, der kan være behjælpelige med transport til og fra Koh Lanta.

Husk, at det er nemt at rejse i Thailand – både dit hotel og ethvert tourbureau ville kunne hjælpe med transport til og fra øen.

At komme rundt
For at komme rundt på Koh Lanta, kan du tage en taxi eller en af de sjove knallerter med plads til to i sidevognen. Du kan også leje en scooter, men husk hjelmen og at vejene især på sydøen ikke altid er lige gode.

Vil du besøge naboøerne, er det muligt at tage på tur med speedbåd, hvor der gøres flere stop undervejs. Der er ofte frokost inkluderet i udflugterne. Book på dit hotel eller et af tourbureauerne.

 

Aktiviteter

På Koh Lanta kan du deltage i aktiviteter som f.eks. kokkeskole på restauranten Time for Lime eller snuppe en gang yoga hos Oasis Yoga. Begge steder ligger ved Klong Dao Beach.

Hos Lanta Animal Welfare tager man sig af udsatte dyr, og her kan du melde dig som frivillig til f.eks. at gå en tur med en hund. Et populært sted, der bl.a. er støttet af Time for Lime.

Se mere om aktiviteter og hvad du kan lave i indlægget 9 gode oplevelser på Koh Lanta.

 

Gode steder at spise

Der er mange gode spisesteder på Koh Lanta. Gadekøkkenerne ligger primært i Saladan, men langs hovedvejen fra nord til syd findes adskillige muligheder – fra lokale spisesteder til pizza, burger og sauerkraut. De senere år er der kommet flere pænere restauranter på Koh Lanta, hvor du mange steder kan spise på stranden.

Elsker du frisk fisk og skaldyr, så skal seafoodrestauranterne i Saladan besøges. De ligger på række delvist på pæle i vandet ud til den vestlige del af stien. Her kommer en lille håndfuld rigtig gode spisesteder på Koh Lanta:

Malinas’ Kitchen
Rigtig god og billig thai/asiatisk mad. Her kan du få alle klassikerne. Ligger ved Long Beach.

SeaSky
SeaSky ligger på Layana Resort og er nok en af Koh Lantas bedste restauranter. Her får du lækker mad fra Thailand og middelhavskøkkenet i form af kreative retter. SeaSky er en lidt dyrere restaurant, men stadig billig i forhold til kvaliteten.

Red Snapper
I en hyggelig gårdhave ved Phra Ae serverer Red Snapper moderne europæisk inspireret mad. En af Koh Lantas ældre restauranter, der bliver ved med at få gode anmeldelser. I Phra Ae – indgang fra hovedvejen.

 

Aften- og natteliv

Aften- og nattelivet på Koh Lanta er helt nede på jorden. Det er med få undtagelser ikke her, du finder fest og farver til langt ud på natten.

Koh Lanta har dog masser af barer, der kan være ganske livlige. Strandbarerne er især populære ved solnedgang og ud på aftenen, hvor nogle arrangere ildshows. Mange af barerne ligger i forbindelse med hotellerne.

Long Beach har det største udvalg af barer, men på Klong Khong Beach ligger en koncentration af såkaldte reggaebarer lavet af drivtømmer og genbrugsmaterialer.

Ozone Beach Club på den nordlige del af Long Beach er det nærmeste man kommer et diskotek/natklub med djs, men besøg også Aqua Bar ved Kantiang Bay, der er et cool sted på den sydlige del af øen.

Langs hovedgaden er der både irske og engelske pubs, mens du på luksushoteller som Layana og Pimalai kan få drinks og cocktails i international topklasse.

 

Andre ting at være opmærksom på

Mange hoteller, barer og restauranter accepterer kort som Visa og Mastercard, men det er altid en god idé at have kontanter på lommen. F.eks. hvis du skal handle på markederne.

I turistområderne er der masser af kontantautomater – ofte i forbindelse med en 7-Eleven. De har engelsk menu og er nemme at bruge. Bemærk, at der kan være gebyr forbundet med at bruge dem og at der kan være loft på, hvor mange penge du kan hæve af gangen.

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Thailand. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.

Husk også rejseforsikring – det kan du få et tilbud på her – og at udfylde ankomstkort online (TDAC). Det anbefales, at kortet udfyldes tre dage før ankomst. Kortet erstatter ankomstkortet TM6, der tidligere skulle udfyldes i flyet eller lufthavnen.

 

Mere om at rejse i Thailand

Vil du vide mere om Thailand – f.eks. kultur, historie og traditioner – kan du læse mere i disse indlæg:

• Om at rejse i Thailand
• Thailands bedste festivaler og vigtigste mærkedage
• Thailand på egen hånd (mest for lavbudgetrejsende)
• Thailands historie

 

Kort over Koh Lanta

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *