Thailand – find det rejsemål, der passer til dine ønsker
Thailand er et stort land. Alt efter hvad din ferie skal indeholde, så er det en god idé at finde det rejsemål, der opfylder dine ønsker.
Af og til hører jeg folk sige, at de absolut ikke skal til Thailand igen. Når jeg spørger dem hvor i Thailand de har været, så er svaret stort set altid Phuket eller Hua Hin. Begge steder kan være glimrende til en Thailandsrejse, men hvis man forventer noget andet, så er det klart, at man bliver skuffet.
Nøgleordet er research, og dette indlæg handler netop om at klæde dig på til at vælge, hvor i Thailand du skal rejse hen ud fra dine præferencer. Har du alligevel spørgsmål efter at have læst indlægget, så er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive til mig på info@thailandrundt.dk.
Lad os så komme i gang med at finde det perfekte rejsemål i Thailand til dig. Har du flere forskellige ønsker til ferien, så kan du nemt kombinere øer, byer og områder. Det er nemt at rejse rundt i Thailand – alle steder er man vant til turister.
Bangkok
Thailands hovedstad er en fantastisk by, som jeg vil anbefale alle at besøge. Bangkok er varm, hektisk og kan være overvældende, men byen har så mange oplevelser og muligheder.
Det er her og ikke i turistområderne, du har mulighed for at komme ind under huden på thai’erne. Bangkok er gigantisk, men der er ikke langt til gode naturoplevelser og historiske områder.
Du kan læse mere om Bangkok i områdebeskrivelsen og i indlæggene 18 gode oplevelser i Bangkok og 3 dage i Bangkok – det skal du opleve som førstegangsbesøgende.
Besøg Bangkok for
Kultur, shopping, mad, autenticitet, aktiviteter/forlystelser, natteliv, gode udflugtsmuligheder
Forslag til hoteller
• Ibis Styles Bangkok Silom
• Volve Hotel Bangkok
Se flere forslag i indlæggene: De bedste hoteller i Bangkok (opdateret) • De bedste lejligheder i Bangkok • Overnatning for hele familien i Bangkok
Steder i nærheden
River Kwai, Ayutthaya, Hua Hin, Khao Yai Nationalpark, Pattaya

Hua Hin
Ca. tre timers kørsel fra Bangkok ligger Hua Hin, der har udviklet sig til en turistby med alle tænkelige faciliteter. Du skal ikke rejse til Hua Hin for strandens skyld, men til gengæld finder du her masser af aktiviteter og store resorts, der kan danne en tryg ramme om familieferien.
Hua Hin har også rigtig gode udflugtsmuligheder, hvor du bl.a. kan opleve flotte nationalparker og historiske områder.
Du kan læse meget mere om Hua Hin i områdebeskrivelsen og i indlæggene 13 gode oplevelser i Hua Hin og 7 gode udflugter fra Hua Hin.
Besøg Hua Hin for
Aktiviteter/forlystelser, shopping, store resorts, gode udflugtsmuligheder
Forslag til hoteller
• Hua Hin Soi 7
• Asira Boutique
Se flere forslag indlæggene: De bedste hoteller i Hua Hin (opdateret) • Overnatning for hele familien i Hua Hin
Steder i nærheden
Bangkok, River Kwai

Koh Chang
Koh Chang ligger ca. fem timers kørsel og en kort sejltur fra Bangkok (det er også muligt at flyve). Den jungleklædte ø har gode strande og er i forhold til f.eks. Phuket og Koh Samui noget roligere – her er hverken højhushoteller eller store shoppingcentre.
Selvom Koh Chang har masser af barer, restauranter og overnatningssteder, så er alt i lidt mindre målestok.
Du kan læse mere om Koh Chang i områdebeskrivelsen og i indlægget 9 gode oplevelser på Koh Chang.
Besøg Koh Chang for
Strande, dykning, afslapning
Forslag til hoteller
• Koh Chang Paradise Resort & Spa
• Amber Sands Resort
Se flere forslag i indlæggene: De bedste hoteller i Koh Chang (opdateret) • Bo på stranden på Koh Chang • Bo med privat pool på Koh Chang • Overnatning for hele familien på Koh Chang
Steder i nærheden
Koh Kood og Koh Mak

Koh Kood
Syd for Koh Chang ligger Koh Kood, der har de lækreste paradisstrande. Øen er stadig forholdsvis uberørt med begrænsede muligheder for at spise og drikke udenfor hotellerne.
Til gengæld kan du her få en lidt mere autentisk oplevelse med mulighed for at bo i villa eller bungalow på stranden.
Besøg Koh Kood for
Strande/badeferie, afslapning
Forslag til hoteller
• Koh Kood Beach Resort
• The Beach Natural Resort
Se flere forslag i indlægget De bedste hoteller på Koh Kood (opdateret)
Steder i nærheden
Koh Mak, Koh Chang

Koh Samui
Vi bliver i Thailandbugten, men tager til den vestlige del, hvor Koh Samui ligger. Øen er et af Thailands absolut største turistområder med et kæmpe udvalg af barer, restauranter, aktiviteter og overnatningssteder.
På trods af den massive turisme, primært på øst- og nordkysten, så er der stadig knap så besøgte strande og områder på øen. Koh Samui har flere rigtig gode strande og er kendt for sit hektiske natteliv.
Du kan læse mere om Koh Samui i områdebeskrivelsen og i indlægget 12 gode oplevelser på Koh Samui.
Besøg Koh Samui for
Badeferie, natteliv, store resorts, aktiviteter/forlystelser
Forslag til hoteller
• King’s Garden Resort
• Rocky’s Boutique Resort
Se flere forslag i bl.a. indlæggene De bedste hoteller på Koh Samui (opdateret) • Bo på stranden på Koh Samui • Overnatning for hele familien på Koh Samui • Bo med privat pool på Koh Samui
Steder i nærheden
Koh Phangan, Koh Tao, Khanom

Koh Phangan og Koh Tao
Nord for Koh Samui ligger først Koh Phangan og derefter Koh Tao. De to øer har begge en ungdommelig atmosfære, da Koh Phangan er berømt for sit natteliv (full moon party) og Koh Tao for sin dykning.
Det udelukker bestemt ikke andre fra at rejse til de to øer, der begge har en række dyrere overnatningssteder, hvoraf flere ligger direkte på stranden. Læs mere i områdebeskrivelserne for Koh Phangan og Koh Tao.
Besøg Koh Phangan og Koh Tao for
Badeferie, dykning, natteliv
Forslag til hoteller
• Buri Rasa Koh Phangan
• Coral View Koh Tao
Se flere forslag i indlæggene De bedste hoteller på Koh Phangan • Bo på stranden på Koh Phangan • Bo på stranden på Koh Tao • De bedste hoteller på Koh Tao
Steder i nærheden
Koh Samui, Chumphon

Phuket
Thailands største ø og et af Asiens mest populære rejsemål. Phuket er lagt an på charterturisme med store resorts og et hav af aktiviteter og forlystelser. Her KAN være mange turister i højsæsonen og det er ikke på Phuket, du finder dit eget lille bountyparadis.
Øen har dog glimrende strande, og der er ikke langt til store naturoplevelser. Phuket er stor nok til at have en hovedby, der faktisk er spændende og fuld af historie.
Du kan læse mere om Phuket i områdebeskrivelsen og i indlæggene 16 gode oplevelser på Phuket og 7 gode udflugter fra Phuket.
Besøg Phuket for
Aktiviteter/forlystelser, store resorts, natteliv, badeferie, gode udflugtsmuligheder
Forslag til hoteller
• Navatara Phuket Resort
• Mandarava Resort & Spa
Se flere forslag i bl.a. indlæggene: De bedste hoteller på Phuket (opdateret) • Overnatning for hele familien på Phuket • Bo med privat pool på Phuket
Steder i nærheden
Khao Sok Nationalpark, Khao Lak, Phang Nga, Koh Phi Phi, Koh Yao-øerne

Khao Lak
Khao Lak ligger på fastlandet nord for Phuket. Ferieområdet består af en lang kyststrækning med kilometervis af dejlig sandstrand. Overnatningsstederne er primært større resorts, der ligger direkte ud til stranden.
I Khao Lak finder du ikke de helt store forlystelser og aktiviteter, men typisk har hotellerne alt hvad du skal bruge til en bekymringsfri ferie under den thailandske sol. Se mere i indlægget 11 gode oplevelser i Khao Lak.
Besøg Khao Lak for
Afslapning, badeferie, gode udflugtsmuligheder
Forslag til hoteller
• Khao Lak Bayfront Resort
• Moracea by Khao Lak Resort
Se flere forslag i indlægget De bedste hoteller i Khao Lak (opdateret)
Steder i nærheden
Phuket, Krabi

Krabi (Ao Nang)
Krabi er måske et af Thailands mest alsidige ferieområder. Fra travle Ao Nang til næsten øde paradisøer. Ao Nang og til dels Hat Nopparat Thara ved siden af er ligesom Phuket charterområde med alle tænkelige faciliteter inden for rækkevidde.
Længere mod syd ligger bl.a. Koh Phi Phi og Koh Lanta, der tiltrækker et lidt andet klientel. De unge backpackere elsker Phi Phi, mens familier, der rejser på egen hånd, typisk foretrækker Koh Lanta. Læs mere i områdebeskrivelsen for Krabi og indlæggene 11 gode oplevelser i Krabi og 7 gode udflugter fra Krabi.
Besøg Krabi (Ao Nang) for
Badeferie, store resorts, aktiviteter/forlystelser, gode udflugtsmuligheder
Forslag til hoteller
• Andaman Breeze Resort
• Ban Sainai Resort
Se flere forslag i bl.a. indlæggene: De bedste hoteller i Krabi (opdateret) • Overnatning for hele familien i Krabi • Luksushoteller i Krabi
Steder i nærheden
Phang Nga, Koh Jum, Koh Lanta, Koh Phi Phi, Khao Sok Nationalpark

Koh Phi Phi
Berømte Koh Phi Phi er kendt for sine gode strande, men endnu mere for sit natteliv. Øen er en backpackerfavorit, og det betyder masser af fest og farver. I hvert fald i “hovedbyen” Tonsai, mens der er mere fredeligt langs østkysten. Det er her, du skal bo, hvis du vil have stemningen af rolig paradisø.
Besøg Koh Phi Phi for
Badeferie, strande, natteliv, dykning
Forslag til hoteller
• Phi Phi CoCo Beach Resort
• Viking Nature Resort
Steder i nærheden
Krabi (Ao Nang), Koh Lanta, Koh Jum, Koh Yao-øerne, Phuket

Koh Lanta
Syd for Koh Phi Phi ligger Koh Lanta. Øen tiltrækker både backpackere, pakketurister og de, der rejser på egen hånd. Koh Lanta er dog stor nok til ikke virke overrendt og hektisk som f.eks. Phuket og Ao Nang.
Øen har glimrende strande, og det er et af de steder, hvor du stadig har mulighed for at bo i bungalow i vandkanten. Koh Lanta har et fint udvalg af spisesteder og aktiviteter/forlystelser.
Du kan læse mere om Koh Lanta i områdebeskrivelsen og i indlægget 9 gode oplevelser på Koh Lanta.
Besøg Koh Lanta for
Badeferie, dykning, afslapning
Forslag til hoteller
• Lanta Castaway Resort
• Rawi Warin Resort
Se flere forslag i indlæggene: De bedste hoteller på Koh Lanta (opdateret) • Bo på stranden på Koh Lanta • Overnatning for hele familien på Koh Lanta
Steder i nærheden
Krabi, Koh Phi Phi, Koh Ngai, Koh Mook, Koh Kradan

Koh Mook
Lidt længere mod syd og tæt på fastlandet ligger Koh Mook, der både byder på glimrende strande og en venlig lokalbefolkning. Øen ER kommet på turistlandkortet, men i meget lille målestok.
Udvalget af barer, spisesteder og hoteller er begrænset, og det giver en fin balance mellem turismen og det autentiske Thailand. Læs mere om Koh Mook.
Besøg Koh Mook for
Badeferie, afslapning, autenticitet, øhop
Forslag til hoteller
• Sivalai Beach Resort
• Mook Montra
Steder i nærheden
Koh Lanta, Koh Ngai, Koh Kradan

Koh Ngai og Koh Kradan
Disse to øer syd for Koh Lanta og tæt på Koh Mook byder på fantastiske paradisstrande med hvidt sand og krystalklart vand. Begge øer har en lang strand med et begrænset antal hoteller, der stort set alle ligger lige ud til vandkanten. Her er hverken byliv eller barer, butikker og spisesteder udenfor hotellerne.
Besøg Koh Ngai og Koh Kradan for
Badeferie, afslapning, øhop
Forslag til hoteller
• Thanya Beach Resort (Koh Ngai)
• Mali Koh Kradan
Se flere forslag i indlægget Strandhoteller i Sydthailand.
Steder i nærheden
Koh Mook, Koh Lanta

Koh Lipe
Koh Lipe ligger i det sydligste Thailand på grænsen til Malaysia. Øen er forholdsvis lille, men har strande i absolut verdensklasse. Vi taler om kridhvidt sand og krystalklart band i turkisblå nuancer.
Har du en drøm om at bo direkte på stranden i din egen bungalow, så kunne Koh Lipe være noget for dig. Rundt på den bilfri ø ligger et pænt udvalg af barer, spisesteder og hoteller. Læs meget mere om Koh Lipe i områdebeskrivelsen.
Besøg Koh Lipe for
Badeferie, strande, dykning, øhop, afslapning
Forslag til hoteller
• Castaway Resort
• Wapi Resort
• Mali Resort
Se flere forslag i indlægget De bedste hoteller på Koh Lipe (opdateret)
Steder i nærheden
Langkwai (Malaysia)

Kort over Thailand
Du kan finde alle de nævnte øer, byer og strande på kortet herunder.

14 comments
Hei! Vi er er voksent par på litt over 50 år, som skal reise 8 uker i Oktober og november. Vi skalp først til Bali, Lombok og Gilli-øyene. Vi lurer på å ta de siste ukene i Thailand. Hvilket sted anbefaler du for oss på den tida? Elsker fine strender og ikke for mye party og folk😅😎.
Hej Gunveig. Thailand er desværre ikke det bedste sted i oktober til en strandferie. Alle steder får en hel del regn.
Har I overvejet at blive i området omkring Bali og måske udvide rejsen til f.eks. Flores og/eller Java. Der er i hvert fald masser at opleve.
Mange hilsner og rigtig god dag fra Carsten
Hej,
fantastisk informerende side!
Hvor ville du tage hen i November? Synes der er mange holdninger og ved godt det er “mellem” sæson 🙂
tak
MVH
Rikke
Hej Rikke. November er en glimrende måned at besøge Thailand. Undgå øerne i den vestlige Thailandbugt – Koh Samui, Koh Tao og Koh Phangan – ellers er der frit valg. Det er rigtig nok en mellemmåned, hvor du skal forvente en kraftig eftermiddagsbyge nogle dage, men ellers fint vejr. Som en bonus er det en billig måned at rejse i 🙂
Mange hilsner fra Carsten
Hej Carsten,
Tak for et virkelig gost indblik i de forskellige øer.
Vi er en familie på fem, der gerne vil til Thailand – overvejer Koh Chang eller Koh Lipe – i efterårsferien. Vi kan rejse fra d. 9/10-20/10. Er det helt galt i forhold til regntiden? Bh. Vivi
Hej Vivi. Oktober er generelt en dårlig måned at rejse til Thailand. Glem i hvert fald Koh Lipe, men jeg har fået flere mails fra folk, der har haft en god ferie på Oh Chang i oktober. I skal selvfølgelig være klar på lidt regn, men det er et bedre valg en Koh Lipe.
Mange hilsner fra Carsten
Hej Carsten
Vi er et par i 60erne der gerne vil afsted i midten af november.
Vi er til strand og pool.
Har kikket på Koh Chang men syntes priserne er i den høje ende.
Har tidligere været på Khao Lak
Hvad med Koh Samet
Skal være afsted i 16 dage
Mange ferie hilsner
Hej Frank. Koh Samet er ganske lille og 16 dage er måske lige i overkanten. Men hvis I udelukkende er til sol og strand, så kunne det bestemt være en mulighed.
Mange hilsner fra Carsten
Hej
Vi er et par (60 år), der skal på ferie i Thailand i hele maj måned. Ved jo at regntiden er startet, så hvor kan du anbefale, at tage hen mht. mindst varme, selvom vi er til badeferie ? Har hørt så meget om Koh Lipe, men hvordan kommer man dertil ?
Det eneste vi pt. har på plads er billetten til Bangkok 🤩
Mvh. Tina
Hej Tina. Maj er generelt en af de varmeste måneder i Thailand, så det ungår I nok ikke uanset hvor I tager hen. Koh Lipe er ganske rigtigt en dejlig ø, men maj er en forholdsvis våd måned. Mht. transport, så kan du søge på Koh Lipe her på siden – jeg har lavet flere indlæg om emnet.
Tilbage til destination i maj: Prøv f.eks. Koh Samui, Koh Tao eller Koh Phangan, men varmen slipper I ikke for.
Mange hilsner fra Carsten
Hej Carsten
Jeg er en gut på 55 der tager alene til Thailand slut februar.
Lander i Bangkok og vil gerne opleve lidt af Bangkok,og derefter både badeferie oplevelser, men jo også lidt natteliv nu når jeg er alene afsted 😉
Vil være der i ca 17 dage, har du nogle forslag?
Hej Johnny. Uha – der er jo masser af muligheder. Fra Bangkok kunne du opleve River Kwai og/eller tage ned til Koh Chang, hvis du vil have gode strande. Har du ikke noget imod at flyve indenrigs (billigt) er der både Nord- og Sydthailand.
Nordthailand er primært kultur og naturoplevelser, mens det handler om sol og strand i syd. Her kunne Krabi være et fint valg – her er både deciderede turistområder og mulighed for at tage på øhop. På øerne (undtagen Koh Lanta) sker der dog ikke det helt store = ingen natteliv af betydning.
Og så er der jo Phuket, hvis natteliv er vigtigt. Her er der fest og farver. Fra Phuket er der gode dagsudflugter til f.eks. øer og nationalparker. Der er masser af muligheder :-).
Mange hilsner fra Carsten
Hej Carsten
Vi er en familie på fire med voksne børn. Planlægger Thailand, for første gang, slut november/start december. Vi ønsker at besøge flere steder. Ønsker er bl.a. strand, Lidt historie, byliv, dyk, scooter/atv ture mm.
Hvad har du af gode steder/områder vi skal tjekke ud?
De bedste hilsner fra lene
Hej Lene. Jeg tænker, at I måske kunne starte/slutte i Bangkok for at få lidt byliv med templer/historie og derefter tage ned til Koh Lanta, hvor der både er strand, dyk og ATV. Eventuelt kunne I tage lidt videre mod syd for at besøge Koh Mook (ca. 45 min. sejltur fra Koh Lanta), der er en mindre hyggelig ø med et fiskersamfund. Er I mere til strand er Koh Ngai og Koh Kradan gode valg, men her sker ikke rigtig noget udenfor de få hoteller.
Ønsker I det helt store udvalg af ture/aktiviteter/udflugtsmuligheder kan I overveje Ao Nang eller Phuket, men begge steder er ret turistede. Der er dog steder/områder som er lidt mere rolige. Fra både Ao Nag og Phuket er der ikke langt til f.eks. Koh Yao-øerne, der er en noget mere autentisk oplevelse.
Det var lidt fra mig – håber I kan bruge mine forslag.
Mange hilsner fra Carsten