Hotel på Koh Samui og hvor skal du bo?
Få steder i Thailand finder du så varieret et udvalg af overnatningssteder som på Koh Samui. Øen henvender sig til mange forskellige slags turister, og du kan vælge mellem alt fra små primitive hytter til den vildeste luksus.
Herunder kan du læse lidt mere om at booke hotel på Koh Samui og se de mest populære overnatningssteder lige nu.
Selv bruger jeg udelukkende hotels.com og booking.com, når jeg skal booke hotel på Koh Samui. De har det største udvalg, de laveste priser og nok så vigtigt gratis afbestilling på langt de fleste hoteller.
Hvor skal du bo på Koh Samui
Herunder kan du læse om de mest populære strande og feriebyer på Koh Samui. Der er andre og mere rolige områder på øen, men langt de fleste turister bor på eller ved en af nedenstående strande.
Du kan læse meget mere om Koh Samui i områdebeskrivelsen og få inspiration til ferien i indlægget 12 gode oplevelser på Koh Samui.
Chaweng
Selvom en stor del af backpackernes primitive huse og hytter er erstattet af mellemklassehoteller, så er det stadig muligt at finde enkel og billig overnatning på flere af Koh Samuis strande. Dog ikke i Chaweng – øens største turistområde – hvor bedre hoteller henvendt til pakketuristerne ligger på stribe.
Det er i Chaweng du skal bo, hvis du vil have alt inden for rækkevidde og sætter pris på shopping og godt natteliv. Chaweng har også en af øens absolut bedste strande! Den er flere kilometer lang og med lyst sand og krystalklart vand.
Et lidt roligere område er Chaweng Noi syd for hovedstranden, men generelt er denne del af Koh Samui et sted med gang i den og masser af cafeer, restauranter og overnatningssteder for enhver smag og pengepung. Bemærk, at flyene lander over den midterste del af Chaweng Beach.
Lamai
Et alternativ til Chaweng er lidt roligere Lamai – Koh Samuis andenstørste turistområde, der ligger 5-6 km mod syd. Heller ikke her mangler der tilbud til turisterne, som har masser af muligheder, når det gælder mad og drikke.
Stranden i Lamai er dejlig, men holder ikke helt samme standard som i Chaweng. Der er flere strandbarer, men god plads på den nordlige og sydlige del af stranden. Lamai har også et fint natmarked, der er det naturlige samlingspunkt om aftenen.
Choeng Mon
Så skal vi ca. 7 km nord for Chaweng, hvor området Choeng Mon ligger i en halvmåneformet bugt. Stranden er glimrende med klart vand, men hårdt ramt af tidevandet. Choeng Mon har udviklet sig til et mondænt ferieområde med en lang række lækre 5-stjernede hoteller.
Der er dog også overnatningsmuligheder, hvis budgettet ikke er til luksus. I det lille byområde ligger et mindre udvalg af cafeer, barer og spisesteder. Choeng Mon er til dig, der søger et lidt roligere område af Koh Samui.
Bangrak (Big Buddha Beach)
På nordkysten af Koh Samui ligger strandene på stribe. De er ikke helt så gode som på østkysten ved Chaweng, Lamai og Choeng Mon. Den første strand fra øst til vest på øen er Bangrak, der er flere kilometer lang.
Her finder du et pænt udvalg af overnatningssteder, der kan være alt fra hostels til luksusvillaer. Selve bylivet foregår langs hovedgaden, hvor der er cafeer, barer og restauranter.
Stranden kaldes også Big Buddha Beach, da man fra stranden kan se den store Buddha i templet Wat Phra Tai, der er øens vartegn. Det er omkring templet, du finder lokalmarkedet Bangrak Market. Bemærk, at flyene letter over den østlige del af stranden.
Bo Phut
Søger du et mindre hyggeligt bymiljø så vælg Bo Phut (der også kaldes Fishermans Village), hvor flere cafeer, butikker og restauranter er indrettet i gamle kinesiske fiskerhuse.
Stranden ligger få kilometer vest for Bangrak og er marginalt bedre. Udover mulighederne for mad og drikke i det lille byområde, så er der også et udvalg af cafeer og spisesteder langs hovedgaden.
Bo Phut har en del 4- og 5-stjernede hoteller, men du finder også flere billigere overnatningssteder. I det man kalder Fishermans Village omkring den gamle fiskerhuse er der et mindre aftenmarked.
Mae Nam
Videre mod vest ligger den lange Mae Nam Beach. Heller ikke her er der de bedste badeforhold, men stranden er smuk og eksotisk med sine mange slanke palmer.
Både lange hovedvejen og de mange sidegader ned mod stranden er der et stort udvalg af barer, cafeer og restauranter. Der er også overnatningssteder i alle prisklasser. Mae Nam er mest udbygget mod øst tættest på Bo Phut.
Hotel på Koh Samui – populære steder lige nu
Jeg har lavet flere indlæg om overnatning på Koh Samui. Vil du se, hvilke hoteller, der får de bedste anmeldelser og som andre rejsende synes godt om, så se indlægget De bedste Hoteller på Koh Samui, der bliver opdateret løbende.
Er du på lavbudget, men stadig gerne vil bo godt, så se mere i indlægget De bedste billige hoteller på Koh Samui.
Er I en familie, der skal afsted, så vil jeg anbefale at læse mere i indlægget Overnatning for hele familien på Koh Samui. Her finder du f.eks. hoteller, hvor familien kan bo sammen i værelse eller bungalow.
Vil du bo på stranden, så er det stadig muligt på Koh Samui – se mere i indlægget Bo på stranden på Koh Samui. Andre indlæg om overnatning er Luksushoteller på Koh Samui og Bo med privat pool på Koh Samui.
Forslag til overnatningssteder
Det kan være svært at vælge hotel på Koh Samui, men jeg har valgt syv steder ud i forskellige kategorier og prisklasser, der alle er populære og får rigtig gode anmeldelser.
Udvalget er selvfølgelig væsentlig større – se mere på f.eks. hotels.com og booking.com for at finde det hotel, der passer til dine præferencer.
Når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider, så vær opmærksom på f.eks. disse ting:
• Er det samme værelsestype?
• Hvordan er afbestillingsbetingelserne?
• Er der måltider inkluderet – f.eks. morgenmad?
Husk, at du her på siden kan få et tilbud på lufthavnstransfer (og anden transport i Thailand) fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her.
> Budget: Ampha Place Hotel
To minutters gang til Mae Nam Beach
Utrolig billigt og fantastisk værdi for pengene er blot nogle af de ting tidligere gæster siger om Ampha Place Hotel, der ligger to minutters gang fra dejlige Mae Nam Beach. Hotellet har 11 værelser, der bl.a. har wifi og aircondition. Ampha Place Hotel har også en lille pool og fremhæves for de venlige ejere.
> Mellemklasse: Anavana Beach Resort
Mindre boutique hotel på stranden i Chaweng
Igen og igen får Anavana Beach Resort topanmeldelser fra gæsterne, der ofte vender tilbage til det populære boutiquehotel. Her er kun 24 værelser, som bl.a. har tv, køleskab, gratis wifi og mulighed for at lave te/kaffe. Anavana Beach Resort har faciliteter som have, fitness, strandbar, restaurant og swimmingpool. Morgenmad er tilgængelig.
> Luksus: Garrya Tongsai Bay
På rolig strand ved Choeng Mon
Det 5-stjernede Garrya Tongsai Bay ligger skønt på en lille rolig strand ved Choeng Mon. Her kan du bl.a. booke lækre villaer ved stranden med egen pool. Alle værelser har bl.a. tv og minibar. Garrya Tongsai Bay har en lang række faciliteter som f.eks. spa, fitness, barer, restauranter og swimmingpool. Morgenmad er tilgængelig.
> Familiehotel: Centara Grand Beach Resort Samui
Større resort ud til stranden i centrum af Chaweng
Centara er kendt for deres gode familiehoteller, der som regel har et hav af faciliteter. Sådan er det også med Grand Beach Resort Samui, der bl.a. tilbyder spa, tennisbaner, swimmingpool og 2 restauranter.
Til børnene er der legeplads, børnepool og gratis børneklub. På værelserne finder I tv, minibar, pudemenu, gratis wifi og mulighed for at lave te/kaffe. Morgenmad er tilgængelig.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >
> Strandhotel: King’s Garden Resort
Lækre lyse bungalows centralt på Chaweng Beach
På King’s Garden Resort kan du både booke seafront- og beachfrontbungalows, men det gælder om at være hurtigt ude – her bliver hurtigt udsolgt. Hotellet har 31 værelser med tv, køleskab og gratis wifi. Resortet tilbyder bl.a. have, restaurant, lufthavnstransport og hjælp med udflugter/billetter. Morgenmad er tilgængelig.
> Hostel: Chill Inn Hostel & Beach Cafe
Cool hostel ud til stranden
Det superpopulære Chill Inn Hostel ligger ud til stranden ca. 1,5 km syd for Lamai. Her er kan du bo i sovesal af forskellig størrelse, hvoraf flere har flot udsigt over havet. Chill Inn har bar, restaurant og gratis wifi.
Du kan leje cykler og deltage i flere vandsportsaktiviteter. Chill Inn Hostel bliver bl.a. rost for sit venlige personale, der gerne hjælper med udflugter og billetter.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >
> Kun-for-voksne: Explorar Koh Samui (tidl. Sensimar)
Designhotel med flere aktiviteter
På Explorar Koh Samui handler det ikke så meget om intimitet i rolige omgivelser, men mere om at møde andre mennesker. Det er i hvert fald tilbagemeldingen fra tidligere gæster, der bl.a. nævner dj-sessions og drinks ved poolen som noget ganske særligt.
Resortet er i minimalistisk design og tilbyder spa, restaurant, swimmingpool og to barer. Værelserne har bl.a. tv, køleskab og gratis wifi. Det er muligt at bo beach front eller med egen jacuzzi.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >
> Poolvilla: Sandalwood Luxury Villa
Dejlige villaer mellem Chaweng og Lamai
Her får du lækre villaer til en god pris. Det 14 villaer store Sandalwood Luxury Villa er blevet rigtig populært, og her bor du tæt på både Lamai og Chaweng.
Alle villaer har tv, premium sengetøj, gratis wifi og køkken med bl.a. køleskab og køkkengrej. Sandalwood tilbyder spa, restaurant, swimmingpool og gratis transport fra lufthavn til hotel. Morgenmad er tilgængelig.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

2 comments
Hej
Jeg er i tvivl om hvilke hoteller, der er godkendt i forbindelse med man skal have taget pcr test.
Vi (2 personer) vil gerne bo på Baan Haad Ngam Boutique Resort – SHA Plus fra 2. -12. april 2022. Ved du om det er et godkendt hotel?
Man kan jo selvfølgelig håbe på, at restriktionerne er væk på det tidspunkt!!
Venlig hilsen Berit
Hej Berit. Ja, de restriktioner må godt snart blive fjernet!!! Hotellet du nævner er godkendt som SHA Ekstra Plus, så de skulle kunne håndtere jeres PCR-tests.
Mange hilsner fra Carsten