Thailands historie

Hvor Thailand ligger i dag boede for over 10.000 år siden de første folkeslag man med sikkerhed ved har dyrket jorden og lavet redskaber i metal. De var nomader og talte en form for Thai.

Befolkningsgrupperne kom sandsynligvis fra området omkring Guangxi i Sydkina og indvandrede gradvist til dagens Thailand. De oprettede bystater, der lå langs floderne og hver bystat havde en hersker.

I løbet af årtusindet før kristi fødsel gjorde buddhismen sit indtog i Thailand. Den kom med de indiske missionærer, der drog afsted mod et land de kaldte “Suvannabhumi”, der betyder landet af guld. Suvannabhumi har sandsynligvis været fællesbetegnelsen for et stort frugtbart område, der gik fra det sydlige Burma over Thailand til Cambodja.

Khmererne tager magten

Man siger at buddhismen i Thailand blev grundlagt i Nakhon Pathom vest for det nuværende Bangkok. Her opstod et slags centrum for den såkaldte Dvaravati-kultur, der primært bestod af folk fra Mon-stammen.

Kulturen er kendetegnet ved bl.a. flittig brug af buddhabilleder, tempelgrotter og en meget karakteristisk arkitektur. Mon-folkets magt blev dog gradvist mindre efterhånden som Khmerene invaderede Thailand. De opførte deres hovedstad ved Lopburi, men det sidste Mon-rige, Hariphunchai, forsvandt først mellem det 12. og 13. århundrede.

Khmer-riget, der havde hovedstad i Angkor i det nuværende Cambodja, bredte sig mellem år 900 og 1100. Khmererne havde flere administrationsbyer i Thailand og har stor indflydelse på den kunst og kultur, man kan se mange steder i Sydøstasien i dag, deriblandt Thailand.

Thai’erne blev kaldt “Syam” af khmererne, og det er sandsynligvis grunden til Thailands tidligere navn, Siam. Mens khmererne havde kontrollen i det centrale Thailand, så herskede Sririjaya-riget i den sydlige del af landet.

Sukhothai bliver den første hovedstad i Siam

I 1238 forenede flere fyrstedømmer sig, og de havde held med at tage byen Sukhothai fra khmererne, hvis rige på det tidspunkt var i forfald. Sukhothai blev den første hovedstad i det nye rige, Siam.

Selvom khmererne blev fordrevet bibeholdt thai’erne en stor del af deres kultur og traditioner. Også Sririjaya-riget var i forfald – Sukhothai overtog landområderne i syd og riget strakte sig nu fra Krabi-området til Mekong-floden ved Laos.

Også en del af Burma hørte under Sukhothai, der for thai’erne i dag bliver betragtet som det første rigtige thai-rige. I det nordligste Thailand opstod Lanna-riget, der bredte sig ind i Laos.

Selvom riget kun bestod i nogle hundrede år, har det lagt navn til en betydningsfuld kulturel periode – både Lanna- og Sukhothaistilen bliver ofte fremhævet, når man skal pege på det ypperste af Thailands kunst og kultur.

Ayutthaya bliver gradvist mere magtfuld

I det 14. og 15. århundrede blev kongebyen i Ayutthaya stadig mere magtfuld, og de havde overtaget flere af khmerernes vigtigste byer i Thailand. Ayutthaya formåede at drive khmererne helt ind i deres hovedstad Angkor som de indtog.

Også kongen i Ayutthaya overtog væsentlige dele af kultur og traditioner fra khmererne – bl.a. fik kongen ubegrænset magt og blev betragtet som en halvgud.

Auytthaya væltede også Sukhothairiget og var på det tidspunkt en af de mest magtfulde byer i Asien. I 1511 kommer portugiserne som de første europæere til Ayutthaya, og de vender hjem med fantastiske beretninger om den storslåede by.

I 400 år havde Ayutthaya magten i Thailand, men i 1767 har burmeserne held til at indtage byen efter to års krig.

Ayutthaya brænder ned og hovedstaden flyttes

Burmeserne brænder Auytthaya ned og jævner den med jorden. De formår dog ikke at fastholde grebet om byen – Taksin, en general i den thailandske hær, fordriver angriberne og gør krav på den ledige trone. Taksin flytter hovedstaden til Thonburi, der ligger over for Bangkok på den anden side af Chao Phraya-floden.

Herfra regerede han sit rige, men Taksin fik begyndende storhedsvanvid og betragtede sig selv som den næste Buddha. En gruppe embedsmænd i regeringen var dog ikke enige – de fik ham tilbageholdt og henrettet.

Chakri-dynastiet grundlægges

En af Taksins generaler, Chao Phraya Chakri, overtog magten og han blev kronet i 1782. Han flyttede hovedstaden til den anden side af floden og opførte Grand Palace. Chao Phraya Chakri bliver den først konge i Chakri-dynastiet, og han bliver efterfulgt af sin søn Loet La.

Det var den tredje konge i dynastiet, der indførte kongenavnet Rama, Phra Nang Klau var således Rama 3. Mens Chao Phraya Chakri og Loet La havde travlt med at samle stumperne og genopbygge Thailand, så formåede Phra Nang Klau at se ud over landets grænser – bl.a. grundlagde han en omfattende handel med Kina

I 1851 overtager Phra Nang Klau’s søn, Mongkut, tronen. Han havde levet 27 år som munk inden han kom til magten. Som konge var han en yderst handlekraftig mand –  han talte flere sprog og studerede bl.a. videnskab.

Mongkut etablerede diplomatiske forbindelser med flere europæiske lande som Thailand også begyndte at handle med. Han grundlagde desuden et skolesystem efter europæisk forbillede.

Mongkuts søn, Chulalongkorn, arver tronen efter sin far. Han fortsætter den udvikling af landet som faderen startede. Chulalongkorn blev uddannet af europæere og afskaffede slaveri og tvangsarbejde.

Veje og jernbaner blev etableret ligesom et vandingssystem til de enorme markområder også så dagens lys. Chulalongkorn har tætte forbindelser til Europa, og selvom Thailand aldrig blev koloniseret, så har både England og Frankrig væsentlig indflydelse i landet på dette tidspunkt.

Det bliver Chulanlongkorn’s søn, Vajravudh, der bliver den næste konge. Han er uddannet i England og skolesystemet er noget, der ligger ham meget på sinde – bl.a. indførte han obligatorisk skolegang for alle. Vajravudh var meget vestligt orienteret, hvilket resulterede i en vis modstand mod den kinesiske del af befolkningen.

Monarkiets magt afskaffes

I 1912 forsøger en gruppe af højtstående personer fra militæret at vælte Vajravudh og monarkiet. Kuppet slog fejl, men siden har Thailand som bekendt været ramt af adskillige militærkup. Ironisk nok var det Thailands gode forbindelser til vesten, der var med til at afskaffe monarkiet.

Vajravudh’s bror, Praudhiphok, var konge i 1932, da en gruppe thailandske studenter bosiddende i Paris, blev så grebet af tanken om demokrati, at de gennemførte et ublodigt militærkup og gjorde det forbi med monarkiets absolutte magt.

Praudhiphok måtte udarbejde en ny forfatning, hvor Thailand var et konstitutionelt monarki efter britisk forbillede. De næste år var turbulente for Thailand – landet blev ledet af en række militærpersoner, og i 1933 forsøgte royalister at genindsætte kongen, men uden held.

Det fik kongen til at abdicere i 1935 – han udpegede ingen efterfølger, men regeringen valgte den kun 10-årige Ananda som Rama 8. På det tidspunkt gik Ananda i skole i Schweiz, og han kom først tilbage til Thailand i 1945.

En af mændene bag afskaffelsen af monarkiet, Phibul, stod i spidsen for Thailand fra 1938 til 1945, og det var under hans ledelse, at landet skiftede navn fra Siam til Thailand.

I 1945 kommer Ananda tilbage fra Schweiz, men blot et år senere bliver han fundet skudt i sit soveværelse i Grand Palace. Til dato er der ingen, der ved, hvad der skete og hvem der stod bag, men tre af hans ansatte blev senere dømt for mordet og henrettet.

Sagens detaljer er aldrig blevet offentliggjort, og det er i dag en almindelig opfattelse, at der ingen beviser var mod de tre ansatte – de blev ofret. Politiet måtte ikke tabe ansigt, og nogen skulle holdes ansvarlige og dømmes for mordet.

Bhumibol bliver ny konge

I forbindelse med 2. verdenskrig invaderede japanerne Thailand, der straks gav deres støtte til den asiatiske stormagt. Thailand erklærede USA krig, men Thailands ambassadør i Washington, Seni, blev så vred over beslutningen, at han aldrig overdrog krigserklæringen. Seni blev efter krigen premierminister, men de efterfølgende år var kaotiske med Phibul som den mest iøjnefaldende leder.

1946 var året, hvor Thailands konge Bhumibol blev indsat. Han oparbejdede gennem årene en enorm respekt i befolkningen, og selvom han ikke havde nogen reel magt, har han flere gange været den, der manede til besindighed, når stridende parter kæmpede om regeringsmagten.

Bhumibol døde i 2016, men var i de sidste år så svækket, at han ved optøjerne i Bangkok i 2008 og 2010 ikke magtede at træde frem og bruge sin autoritet.

Militæret tager magten og flere studenteroprør hærger

Phibul sidder på magten til 1951, hvor militæret tager over. I princippet er Phibul stadig premierminister, men blot en slags kransekagefigur for militærets generaler, der sender ham i eksil i 1957.

Samme år bliver der afholdt valg. Sarit, den ledende general, bliver sendt til udlandet af sine egne, men blot for at samle kræfter til endnu et regeringskup.

I 1958 vælter han den siddende regering og er nu enevældig leder af landet. Han nedlægger parlamentet og forbyder politiske partier. Sarit styrer Thailand med hård hånd indtil sin død i 1963.

To generaler, Praphat og Thanom, tager over. De sidder på magten til 1973, hvor et studenteroprør kulminerer med et opgør på Thammasat Universitetet. Kong Bhumibol og en general ved navn Kukrit bakker op om studenterne og tvinger Praphat og Thanom til at forlade landet.

Kukrit får fornøjelsen af at lede en ny koalitionsregering, og han står bl.a. bag indførelsen af en minimumsløn i Thailand. I 1976 demonstrerer studenterne igen, de er sure over, at Thanom er vendt tilbage til Thailand som munk. Forskellige væbnede grupper og militæret kom i kamp på Thammasat Universtitet og efterlod flere hundrede døde og sårede.

De store tabstal fik mange studenter og andre kritikere til at opgive kampen, men de mere hårdkogte aktivister meldte sig under fanerne hos de kommunistiske guerillaer i bjergene.

Militæret brugte urolighederne som undskyldning for at træde til – de afsætter Kukrit, og Thanin bliver ny leder af en højreorienteret regering. Thanin forbyder politiske partier og fagforeninger, en handling, der kun gjorde ham mere upopulær, og den kommunistiske gruppe får fornyet støtte og er oppe på 10.000 medlemmer.

Flere militærkup og kommunisternes endeligt

I 1977 var militæret på banen igen. I et forsøg på at få Thailand på demokratisk kurs, eller sådan skulle det i hvert fald se ud, indsatte de Kriangsrak som ny premierminister, men han havde dog ikke meget held med projektet.

Prem blev ny premierminister og med ham oplevede Thailand en ustabil, men trods alt rolig periode. Prem kom med flere demokratiske tiltag og gav amnesti til kommunisterne, der med den nye styreform ikke længere kunne se nogen grund til at protestere.

I 1988 går Prem frivilligt af og forbereder Thailand til et demokratisk valg, der bliver vundet af den tidligere general Choonhavan, som på det tidspunkt var en succesrig forretningsmand.

Netop det skulle vise sig at være et problem for ham. Choonhavan indsatte forretningsforbindelser i ledende stillinger i stedet for militærpersoner, og det var mere end generalerne kunne klare.

Ved et ublodigt militærkup i 1991 afsatte de Choonhavan og gjorde general Suchinda til ny leder. Kuppet førte til mange demonstrationer, og det demokrati som Thailand stod på tærsklen af var nu sat år tilbage.

Det kom til voldsomme kampe mellem militæret og demonstranter med mange døde til følge. Det var igen kongen, der stoppede urolighederne og beordrede parterne til at finde en fredelig løsning.

Ved valget i 1992 kommer den forholdsvis ukendte Chuan til magten. Selvom han ikke var militærmand stod det efterhånden klart, at ingen thailandsk premierminister kom langt uden at have militærets opbakning. Milliardæren Silapa-archa blev Chuan’s efterfølger, men han kom hurtigt i politisk stormvejr, da han var involveret i flere korruptionsskandaler.

Valget i 1996 blev skæmmet af vold og køb af stemmer, men resultatet blev, at den tidligere vicepremierminister og militærmand Chavalit kom til magten. Der var ikke store forventninger til Chavalit og desværre for ham gik Thailand og det øvrige Asien en svær økonomisk krise i møde.

Den thailandske baht blev devalueret og den nationale økonomi lå i ruiner. Chavalit tog sin afsked ,og ved valget i 1997 kommer Chuan igen til magten.

Thaksin træder ind på scenen

I 1997 vedtager det thailandske parlament “Folkets Konstitution”, der skulle bringe landet mod demokrati og sikre borgenes rettigheder. Rigmanden Thaksin Shinawatra stifter i 1998 partiet Thai Rak Thai, og det bliver begyndelsen til en af de mest turbulente perioder i Thailands historie.

Thaksin vinder valget i 2002 og bliver landets første premierminister valgt efter den nye konstitution. Hans valgløfter er bl.a. bekæmpelse af korruption og sygesikring til alle.

Som noget nyt i thailandsk politik, så overholder Thaksin løfterne og forsætter med at love især landbefolkningen bedre tider. Thaksins popularitet nåede nye højder i 2005, da han vandt en jordskredssejr ved valget.

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for Thaksin. Et af hans mål var at gøre noget ved narkohandelen, og politiet fik ordre til at går hårdt til værks over for pushere og smuglere – ca. 2000 thai’er, der var involveret i narkohandel, blev dræbt. Thaksin modtog kraftig kritik fra både FN og Amnesty International over de barske metoder.

Også i det sydlige Thailand spillede Thaksin med musklerne. Det muslimskdominerede område havde i årevis ønsket en selvstændig stat, men en massiv politiindsats, der skulle slå det ulmende oprør ned, resulterede i flere hundrede dræbte muslimer.

En ny bevægelse, kaldet PAD, ser dagens lys. De anklager Thaksin for svindel, korruption og nepotisme. Ydermere har mange thai’er den mening, at Thaksin ikke viser den fornødne respekt for kongehuset.

Thaksin svarede igen ved at opløse parlamentet og udskrive lynvalg. Oppositionen boykottede valget og et nyt blev planlagt senere på året. Den 19. september 2006, da Thaksin var til møde i FN, tog militæret magten ved et ublodigt kup.

I 2007 afholdes der valg igen. Det bliver Thaksins parti, der vinder med Sundaravej i spidsen. PAD protesterer på ny, umiddelbart ser det ud som, at bevægelsen består af helt almindelige borgere, men det er landets elite og militæret, der står bag.

De mener ikke, at landbefolkningen har viden nok til at stemme ved et valg og vil reelt have demokratiet afskaffet. Sundavarej må gå af, og hans plads bliver overtaget af Thaksins svoger Somchai.

Thaksins parti dømmes for valgsvindel og Ahisit bliver ny leder

PAD bliver ved med at demonstrere og besætter bl.a. regeringsbygninger i Bangkok. I december 2008 dømmer en forfatningsdomstol Thaksins parti for valgsvindel, og Somchai bliver tvunget til at gå af. Thaksin selv lever i eksil i udlandet, men grundlægger partiet Pheu Thai (Thailændernes Parti), mens demokraterne samler en koalitionsregering med den 44-årige Abhisit som leder.

Fronterne er trukket skarpt op, og landet er reelt delt i rig og fattig og for og imod Thaksin. De Røde, som Thaksins tilhængere kalder sig, indkalder i april 2010 til demonstrationer i Bangkok.

I starten forløber de fredeligt, men den lange besættelse af hovedstadens forretningskvarter ser ikke ud til at have nogen ende: Abhisit er presset af sine egne til at finde en løsning, og resultatet bliver, at militæret angriber De Rødes lejr. Det ender i gadekampe, og mellem 80 og 100 mennesker mister livet under urolighederne.

Ledere af De Røde bliver anholdt, og Abhisit opfordrer borgerne til at deltage aktivt i en handlingsplan, der skal føre Thailand frem til et demokratisk valg i 2011.

Thaksin rører på sig igen

Valget blev afholdt i juli 2011 og vundet af Thaksins lillesøster Yingluck fra Pheu Thai. Man kunne nu frygte følgerne og endda endnu et militærkup, men PAD var påfaldende tavse i den efterfølgende periode.

Sent i 2013 krævede oppositionslederen Suthep Thaugsuban en ende på det han kaldte Thaksinregimet. En ny gruppe, PDRC, der med lidt god vilje kan kaldes en folkebevægelse, så dagens lys, og de krævede magten tilbage til folket. De havde adskillige krav, og selvom de fleste syntes urealistiske, så havde de stor opbakning i befolkningen.

Thailand stod nu i et politisk vakuum med PDRC som de højstråbende. De ønskede at befri Thailand for politisk råddenskab, og som en start skulle Yingluck afsættes. Yingluck gik med til et nyt valg, men både Suthep og PDRC krævede, at hun øjeblikkeligt trådte tilbage. Hun insisterede på at passe sine pligter indtil valget i februar 2014 – en dato, der var valgt af valgkommissionen.

Op til valget var der adskillige beskyldninger frem og tilbage mellem partierne. Det var især oppositionens indtryk af, at regeringen ikke lod folk registrere sig til valget, der skabte overskrifter og mistillid.

Militæret tager magten igen

Der blev stemt den 2. februar 2014, men blot to dage efter fik demokraterne erklæret valget for ugyldigt. Den 7. maj 2014 besluttede retten desuden, at Yingluck skulle træde tilbage pga. magtmisbrug. Blot 13 dage efter overtog militæret magten. General Prayut Chan-o-cha understregede, at der ikke var tale om et militærkup.

Militæret indførte undtagelsestilstand i en længere periode, og i august 2014 blev Prayut Chan-o-cha udnævnt til ny premierminister og oprettede Det Nationale Råd For Ro og Orden (NCPO). Formelt blev undtagelsestilstanden ophævet 1. april 2015.

Nyvalg

Prayut Chan-o-cha lovede flere gange et demokratisk nyvalg, men datoen blev hele tiden udskudt. Først i marts 2019 lykkedes det at afholde valg. Prayut Chan-o-cha stillede op for partiet Palang Pracharath, der havde stærke bånd til NCPO.

Partiet fik flest stemmer, men Pheu Thai flest pladser i parlamentet. Det var militærjuntaen selv, der havde indført et nyt valgsystem og endda udpeget den valgkommission, der skulle kontrollere om alt gik rigtigt til.

Både Palang Pracharath og Pheu Thai krævede regeringsmagten, men et indviklet valgsystem og en uklar optællingsmetode endte med at Prayut Chan-o-cha kunne fortsætte som premierminister.

Ny premierminister

I 2022 blev Prayut Chan-o-cha igen udfordret af oppositionen. De mente, at han havde siddet som premierministeren udover den periode, der var tilladt ifølge thailandsk lov. En domstol afgjorde dog, at Prayut Chan-o-cha kunne fortsætte. Den lagde til grund, at han kun havde været premierminister siden 2017 og ikke 2014, hvor han ellers tog magten ved et militærkup.

I foråret 2023 var der valg igen. Denne gang lykkedes det partiet Move Forward (MFP) at få fleste stemmer, men koalitionspartierne ville ikke have spidskandidaten som premierminister. Efter måneders politisk dødvande kunne man 23. august endelig blive enige om Srettha Thavisin fra Pheu Thai som ny premierminister i Thailand.