Thailands bedste strande – her er de

Du har set billeder af dem. Thailands fantastiske strande. Du booker en rejse og ender ved en middelmådig strand, der knap er badevenlig.

Det undgår du med garanti, hvis du besøger de steder, jeg præsenterer i dette indlæg. Her kan du læse om Thailands bedste strande med mulighed for overnatning.

Du kan bo beach front – hoppe ud fra din hytte, villa eller bungalow lige ned i det kridhvide sand, der blænder om kap med det krystalklare turkisblå vand.

Jeg har selv taget alle billederne herunder. Ingen hokus pokus. De steder, du har set, hørt og læst om findes.

Og husk så, at du ikke behøver et rejsebureau for at tage på øhop eller at rejse rundt i Thailand generelt. Det er supernemt at komme fra sted til sted – dit hotel eller nærmeste tourbureau vil med glæde hjælp dig på vej.

 

Thailands bedste strande

Koh Lipe

Koh Lipe har uden tvivl nogle af Thailands bedste strande. Uanset om du vælger Pattaya Beach på sydkysten eller Sunrise Beach på østkysten, så får du strand i absolut verdensklasse. Øen er bilfri med et netværk af stier kaldet Walking Street. Her ligger barer, butikker og spisesteder som perler på en snor.

På strandene finder du spredte barer mellem hotellerne, hvor du kan bo beach front. Koh Lipe har mange rigtig gode overnatningssteder, men book i god tid, hvis du har særlige krav til faciliteter eller størrelsen på villa, værelse eller bungalow. Du kan læse mere om Koh Lipe her.

Gode steder at bo: På Sunrise Beach er Wapi Resort et godt valg. Her er både bungalows helt ud til stranden, dobbelthuse lige bagved (20 meter til stranden) og mindre huse i haven bagerst. En fordel ved Wapi Resort er, at der kun ligger få eller ingen opankrede både ud for hotellet.

På Pattaya Beach er Mali Resort værd at kigge på. Her kan du booke villaer med plads til fem personer. Hotellet ligger ud til en lækker lavvandet del af stranden (billedet herunder).

Thailands bedste strande
Pattaya Beach ud for Mali Resort

 

Koh Kradan

Koh Kradan er længe gået lidt under radaren i forhold til mange af Thailands øvrige øer og strande. Det blev der dog lavet om på i 2023. Det britiske site World Beach Guide kårede Koh Kradan til at have verdens bedste strand, og det gav selvfølgelig øget opmærksomhed.

Faktisk har Koh Kradan kun én regulær strand. Den er 1,5 km lang og helt fantastisk lækker med et rigtig godt rev, hvor du kan snorkle. Stranden er også stort set øde. Koh Kradan har kun syv hoteller på den lange strækning, og det giver følelsen af at være Robinson Crusoe på sin helt egen bountystrand.

Gode steder at bo: Koh Kradan har som skrevet kun syv hoteller. Gode valg er det forholdsvis nye Reef Resort og naboen Kalume Eco Boutique Resort, der kun er for voksne. Begge hoteller ligger lige ud til den fantastiske strand. Se også de flotte beachfrontvillaer på Mali Resort.

Stranden på Koh Kradan er bare superlækker

 

Koh Ngai

Koh Ngai minder på flere måder om Koh Kradan, der ligger en kort bådtur mod syd. Heller ikke her er der noget lokalt byliv, men en lang strand med spredte hoteller. Stranden er lækker med hvidt sand og krystalklart vand, men lidt mere ramt af tidevandet end både Koh Lipe og Koh Kradan.

Også her gælder det om at booke overnatning i god tid i højsæsonen. Udvalget af hotellet er begrænset og de holder ikke helt samme standard som på Koh Kradan. Til gengæld har du mulighed for at bo lidt mere primitivt og dermed også billigere.

Gode steder at bo: På Koh Ngai er det ikke til at komme udenom Thanya Beach Resort, der ligger ud til det bedste snorkelområde. Andre gode steder at bo er de skønne bungalows på stranden på Thapwarin Resort og de mere basic hytter på Coco Cottage, hvis det skal være lidt billigere.

Thailands bedste strande
Lækkert krystalklart vand på Koh Ngai

 

Koh Kood

Koh Kood, der ligger syd for den mere kendte Koh Chang, har flere strande i absolut topklasse. Og så er det endnu et sted, hvor du kan stå helt alene på en paradisisk palmestrand og undre dig over alle dem, der synes at Thailand er overrendt. Du skal bare rejse de rigtige steder hen.

Udover de superlækre strande, så har Koh Kood også mange rigtig gode hoteller, der ligger i vandkanten. Til gengæld er der ikke meget byliv og kun få barer og restauranter udenfor overnatningsstederne. Et godt sted at komme ned tempo.

Gode steder at bo: På den lange Klong Chao Beach (Klong Jao) er det ikke til at komme udenom Tinkerbell Resort. Sammen med Shantaa Resort ved Ao Tapao er det et af Koh Koods dyrere overnatningssteder. Selvfølgelig er evig populære Koh Kood Beach Resort også et godt valg og noget billigere.

Thailands bedste strande
Koh Kood har flere helt øde strande

 

Koh Mook

Generelt er strandene på Koh Mook hårdt ramt af tidevandet, men på øens østlige spids er der som regel bademuligheder ved både høj- og lavvande. Her ligger det kendte Sivalai Beach Resort, hvor du kan bo direkte på stranden. Vælg de sydvendte bungalows.

I forhold til Koh Ngai og Koh Kradan har Koh Mook et lille bysamfund, der traditionelt har levet af fiskeri, men nu også turisme. Byen er ganske lille og består af et netværk af stier med spisesteder og lidt barer og shopping. Der er ingen biler på Koh Mook, som er en hyggelig ø med supervenlig befolkning.

Gode steder at bo: Selvfølgelig Sivalai Beach Resort, hvis du vil bo direkte på stranden, men jeg har også boet godt på Mook Montra Resort Sea Front – her kan du dog ikke bade fra stranden, der er fyldt med fiskerbåde og hårdt ramt af tidevandet.

Bungalow og strand ved Sivalai Beach Resort på Koh Mook

 

Du kan også overveje

Phra Nang Beach

Den berømte og supersmukke Phra Nang Beach på Railayhalvøen har kun ét hotel: det ultraluksuriøse Rayavadee, men du kan booke overnatning på Railays øst- eller veststrand og gå til Phra Nang Beach. Det tager ca. 10-15 minutter.

Phra Nang Beach er lækker og ligger utrolig smukt

 

Koh Wai

På lille Koh Wai syd for Koh Chang finder du et par fantastiske strande med krystalklart vand. På nordsiden af øen kan du gå lige ud fra stranden for at snorkle på revet. Øen har en håndfuld basic overnatningssteder, hvis du skulle få lyst til at blive, når alle dagsturisterne er taget hjem.

Vandet er krystalklart på Koh Wai, men sandet lidt grovere

 

Tjek også disse steder

I et indlæg om Thailands bedste strande er det bare ikke til at komme udenom disse tre steder. På et par af dem kan du kun bo i nationalparkernes telte eller hytter, men det er muligt at besøge alle tre på en bådtur.

Koh Rok

Det her er bare Thailands bedste strand. Det er i hvert fald den bedste, jeg har besøgt. Og så havde vi den helt for os selv. Mens kaptajnen på vores båd tog en lur boltrede vi os på den 400 meter lange kridhvide sandstrand, der har vand som i en swimmingpool. En stor oplevelse.

thailands bedste strande
Stranden på den østlige del af Koh Rok Yai – den bedste strand jeg har besøgt i Thailand

 

Koh Rawi

Nordvest for Koh Lipe ligger Koh Rawi, der er en del af Tarutao Nationalpark. Der kan være en del opankrede både på den populære sydøstvendte strand (billedet), men da jeg kom forbi var der kun en håndfuld andre turister. Et superlækkert sted, men der er ingen mulighed for overnatning.

thailands bedste strande
Stranden på lækre Koh Rawi nordvest for Koh Lipe

 

Koh Similan

Vandet ved Similanøerne er i de mest fantastiske dybblå og turkise nuancer. Det er bare magisk at komme sejlende ind til øerne, der har nogle af Thailands bedste strande. Og så er der endda flere af dem spredt rundt på øerne. I modsætning til flere af stederne her på siden, så har du dem dog ikke for dig selv.

Thailands bedste strande
Vandet ved Similanøerne er krystalklart i turkisblå nuancer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *