Fra Bangkok til Hua Hin – sådan gør du

Du kan komme fra Bangkok til Hua Hin på flere måder. Der er knap 200 km fra Bangkok og 220 km fra Suvarnabhumi lufthavn til Hua Hin. Uanset om du vil have det hurtigt eller billigt, så læs her hvordan du kommer fra den thailandske hovedstad og Suvarnabhumi lufthavn til den populære turistby.

Har du ikke allerede booket hotel, så kan du få inspiration i indlæggene De bedste hoteller i Hua Hin 2024 og Overnatning for hele familien i Hua Hin.

 

Tog

Det er muligt at tage toget fra Bangkok til Hua Hin. De kører fra den nye Bang Sue Grand Station, der ligger tæt på Chatuchak Weekendmarked. Der er ca. 12 afgange dagligt og prisen er ca. 150-550 baht alt efter klasse og afgang.

Den hurtigste forbindelse tager 3½ time og den langsomeste ca. 4½ time. Togstationen i Hua Hin ligger centralt i byen, og herfra kan du tage en songtaew til dit hotel. Det bedste sted at booke togbilletter i Thailand er hos 12Go.asia.

 

Minivan og bus

Minivan og bus til Hua Hin kører fra flere busstationer i Bangkok. Minivan kører fra Ekkamai, Mo Chit (den nordlige busstation) og Sai Tai Mai (den sydlige busstation). Prisen er 180 baht og tager ca. 4 timer. Der køres adskillige gange dagligt fra ca. klokken 6 om morgenen til sen eftermiddag. Minivans har endestation ved busstationen på Soi 51 i Hua Hin.

Bussen fra Bangkok til Hua Hin kører fra Mo Chit (ca. 245 baht) og fra Sai Tai Mai (ca. 155 baht). Der køres ca. 5-6 gange dagligt og turen tager ca. 4½ time. Endestationen er Soi 96 overfor gaden Thanon Phetkasem (ca. 3 km syd for centrum).

De statslige busser gør også et kort stop ved klokketårnet i centrum af Hua Hin. Busselskabet Pran har endestation ved deres egen terminal på gaden Thanon Sra Song midt i byen.

Fra Suvarnabhumi lufthavn kan du tage Airport Hua Hin Bus, der kører fra level 1, gate 8 til busstationen ved den lille lufthavn i Hua Hin. Der køres ni gange om dagen.

Fra busstationen i Hua Hin arrangerer Airport Hua Hin Bus shuttleservice til klokketårnet for 30 baht pr. person eller delt minivan til hoteller i Hua Hin og Cha Am for 100 baht pr. person.

 

Taxi

Du kan selvfølgelig også tage en taxi til Hua Hin. Er du i Bangkok kan dit hotel sørge fra transport, mens du i lufthavnen kan benytte den officielle limousine service – kig efter skiltene med AOT Limousine Service i ankomsthallen. Turen fra Suvarnabhumi lufthavn til Hua Hin tager ca. 3 timer.

 

Privat transfer

Uanset om du allerede er i Bangkok eller netop er ankommet med flyet, så er det nemmest, men også dyrest, at benytte en privat transfer, som du kan booke her via et dansk rejsebureau i Thailand eller få dit hotel til at hjælpe med.

Regn med ca. 3000 baht pr. vej for en almindelig bil og ca. 3500 baht for en minivan. Ofte er det muligt at få det billigere på gaden i Bangkok eller hos mindre firmaer, der fungerer som taxiservice. Turen fra Bangkok til Hua Hin tager ca. 2½ time.

Fra Suvarnabhumi lufthavn er prisen hos mange tourbureauer den samme som fra Bangkok centrum. Hjemmefra kan du også aftale med dit hotel i Hua Hin, at de henter jer i lufthavnen. Her er prisen ofte lidt højere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *