Sydøstasien i august – her skal du rejse hen
Vil du rejse til Sydøstasien i august, så se her hvor du skal tage hen for at få godt vejr. Der er gode muligheder for en lækker strandferie, men du kan også opleve smuk natur og spændende historiske steder. Se også indlægget Thailand i august.
Koh Phangan – Thailand
Vejret: August er en rigtig god måned at besøge Koh Phangan. Øen får masser af sol, men du må også forvente kraftige eftermiddagsbyger nogle dage. Temperaturen ligger på 31-33 °C.
Derfor: Koh Phangan er perfekt til en badeferie i Thailand. Øen har adskillige fremragende paradisstrande med mulighed for at bo beach front i f.eks. villa, hytte eller bungalow. Koh Phangan er kuperet med flere små bugter, der kun kan nås fra vandsiden, hvilket giver en følelse af øde ø.
Der er ikke de store udflugtsmuligheder, men Koh Phangan er til gengæld berømt for sit full moon party, der finder sted en gang om måneden. Er du ikke til fest og farver, så kan du roligt rejse til øen alligevel – festen er isoleret til den sydøstlige del af Koh Phangan.
Du kan kan kombinere Koh Phangan med de nærliggende øer Koh Tao og Koh Samui. Læs mere om Koh Phangan.
Forslag til hoteller: Phangan Rainbow Bungalows (Budget) • Santhiya Koh Phangan Resort & Spa (Mellemklasse) • Anantara Rasananda Koh Phangan Villas (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Nærmest lufthavn er den på Koh Samui (kode: USM), der har ruter til f.eks. Bangkok og Singapore. Fra Koh Samui kan du tage færgen til Koh Phangan. Søg og sammenlign flybilletter her.

Gili-øerne – Indonesien
Vejret: Gili-øerne er perfekt at besøge i august. Du kan forvente masser af sol og temperaturer på 30-32 °C.
Derfor: Sol, strand og masser af fest og farver. Sådan kunne man godt præsenterer Gili Air, Gili Meno og Gili Trawangan, der ligger få kilometer fra Lomboks nordvestkyst. De tre bilfri øer har alle smukke strande, men tilbyder noget forskelligt.
Gili Trawangan er den største af øerne – her finder du et lille turistcentrum, der strækker sig både nord og syd for havneområdet. Øen er en backpackerfavorit med gode barer og mulighed for at tage dykkercertifikat.
På Gili Air og Gili Meno er der til gengæld mulighed for at få en lækker badeferie – her er tempoet i bund. Læs mere om Gili Trawangan.
Forslag til hoteller (Gili Trawangan): PinkCoco Gili Trawangan (Mellemklasse) • Ponte Villas (Luksus)
Nærmeste lufthavn: For at komme nemmest til Giliøerne med fly skal du benytte lufthavnen på Lombok (kode: LOP). Fra lufthavnen til havnen, hvor bådene til Giliøerne sejler, er der ca. halvanden times kørsel.

Pulau Perhentian – Malaysia
Vejret: Med beliggenheden i troperne kan du forvente nedbør året rundt. August er dog en af de bedste måneder at besøge Pulau Perhantian, hvor der som regel er masser af sol og temperaturer på 30-33 °C.
Derfor: Er du udelukkende til sol, strand og en hængekøje under palmerne, så kunne Pulau Perhentian være noget for dig. Faktisk er der tale om to øer – Kecil og Besar, hvor førstnævnte er en anelse roligere.
Begge øer er dog fuldt udbyggede og ikke helt det uopdagede paradis som i gamle dage. Til gengæld er strandene i verdensklasse – tænk hvidt sand og krystalklart turkisblåt vand.
Der er ingen nævneværdige seværdigheder på Pulau Perhentian – her handler det udelukkende om at slappe af og nyde de smukke omgivelser. Du kan snorkle, arbejde på kuløren eller snuppe en velfortjent sundowner i en af strandbarerne. Øen er et rigtig godt valg til nogle rolige dage efter en indholdsrig rejse i Malaysia/Sydøstasien.
Forslag til hoteller: Perhentian Nemo Chalet (Mellemklasse) • BuBu Villa (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Nærmeste lufthavn ligger i Kota Bharu (kode: KBR). Herfra er der forbindelse til Penang og Kuala Lumpur. Fra lufthavnen er der ca. 45 km til Besut, hvorfra færgen til Perhentian afgår.

Hué – Vietnam
Vejret: Du kan sagtens besøge Vietnam om sommeren. F.eks. Hué, der dog er meget varm med temperaturer på 32-34 °C. Du kan forvente vekslende skydække, og en regnbyge kan bestemt ikke udelukkes, men august er også en måned med gode solchancer.
Derfor: Hué er i mine øjne en af de mest spændende byer i Vietnam. Mest berømt er Den Forbudte By, der var hjem for Vietnams kejsere. Området blev dog stærkt medtaget under den amerikanske krig, men der er stadig meget at se, og så er dele af citadellet genopbygget.
Hué ligger ud til Duftenes Flod, og ned ad den kan du besøge Thien Mu Pagoden, der anses som et af Vietnams vigtigste buddistiske steder. Men der mere at komme efter i byen, som er berømt for det såkaldte kejserkøkken. Den bedste mad i Vietnam får du i Hué siger man, og det burde være grund nok til et besøg.
Forslag til hoteller: Hué Four Seasons Hotel (Budget) • The Scarlett Boutique Hotel (Mellemklasse) • Indochine Palace (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Hué har en mindre lufthavn, der primært betjener indenrigsruter. Lufthavnen hedder Phu Bai og har koden HUI. Ca. 93 km syd for Hué ligger den større lufthavn i Da Nang, der har koden DAD. Find flybilletter hos Vietnam Airlines.

Koh Samet – Thailand
Vejret: Koh Samet er et af de bedste steder til en sommerferie i Thailand. En eftermiddagsbyge må forventes, men du vil uden tvivl også opleve solrigt vejr. Temperaturen ligger på 31-33 °C i august.
Derfor: Lille Koh Samet, der ligger et par timers kørsel og en kort sejltur fra Bangkok, byder på skønne strande ned ad østkysten. Flere steder har du mulighed for at bo beach front, men husk at booke hotel i god tid i forvejen – også thai’erne elsker Koh Samet, der er et yndet rejsemål i weekends og på helligdage.
Koh Samet har ingen seværdigheder af betydning. Her handler det udelukkende om sol og strand. Du kan slappe af i solen om dagen og nyde en god sundowner på en af strandbarerne, før du spiser frisk fisk og skaldyr med fødderne i sand. Koh Samet er et fint sted til badeferien i Thailand eller som afslutning på en rejse i Thailand og/eller Sydøstasien.
Forslag til hoteller: Samed Villa Resort (Budget) • Saikaew Beach Resort (Mellemklasse) • Paradee (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Lufthavnene i Bangkok ligger nærmest Koh Samet. Kommer du fra Europa lander du i Suvarnabhumi lufthavn (kode: BKK). Herfra er der ca. halvanden times kørsel til havnen i Ban Phe, hvorfra båden til Koh Samet sejler. Du kan få et tilbud på transport fra dansk rejsebureau her.

Borneo (Sarawak) – Malaysia
Vejret: Året rundt kan du forvente nedbør på Borneo, men i sommermånederne er det som regel tørt vejr med rigtig gode solchancer. Du skal forvente høj luftfugtighed og temperaturer på 28-32 °C. Er vejret meget vigtigt for dig, så skal du besøge Sarawak på den vestlige del af Borneo.
Derfor: Er du vild med unik og smuk natur, så vil du bare elske Borneo. Her finder du bl.a. mangrove, tæt jungle og mulighed for at spotte vilde dyr. De fleste, der besøger Borneo har som ønske at se orangutanger og det kan lade sig gøre i både Sabah på den østlige del af Borneo og i Sarawak på den vestlige del.
Du har også mulighed for at se næseaber, møde stammefolk, spise lækker mad og gå på opdagelse på farverige markeder. I havet nord for Sabah er der dykning i verdensklasse, og det er også på denne del af Borneo, du kan bestige smukke Mount Kinabalu.
Der er masser af spændende oplevelser på Borneo, hvor jeg anbefaler at besøge både Sabah og Sarawak, der tilbyder noget forskelligt.
Forslag til hoteller (Sarawak): The Ranee Boutique Suites (Mellemklasse) • Cove 55 (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Kuchings internationale lufthavn (kode: KCH) ligger ca. 8 km nord for byen. Herfra er der forbindelse til bl.a. Penang, Singapore, Kota Kinablau og Kuala Lumpur.

