9 gode oplevelser på Koh Lanta
Søger du inspiration til oplevelser på Koh Lanta, så læs med her. Den populære ferieø har flere gode aktiviteter og seværdigheder, der kan være et fint afbræk fra strand og pool.
Nedenstående er selvfølgelig ikke en udtømmende liste over hvad du kan se, gøre og opleve, og jeg anbefaler, at du også læser min Koh Lanta Guide med endnu mere inspiration til din rejse.
Husk også, at du altid kan leje en scooter (meget populært på Koh Lanta) for at udforske øen. Flere af stederne herunder kan du nemt besøge på scooter, men du kan også opleve f.eks. grotter og vandfald. Du kan som altid få hjælp af dit hotel eller nærmeste tourbureau, hvis du vil leje scooter eller booke en udflugt.
Oplevelser på Koh Lanta
1. Lær at lave thailandsk mad på et madlavningskursus
Som mange andre steder i Thailand kan du også på Koh Lanta prøve et madlavningskursus. Et af de bedste steder er gode gamle Time for Lime, der har eksisteret i over 20 år. Her går overskuddet til Lanta Animal Welfare, som du kan læse mere om herunder.
Et andet godt sted er Lanta Thai Cookery School, hvor kursisterne i fællesskab vælger hvilke retter, de skal lave. Begge udbydere har et udvalg af kurser af forskellig varighed og indhold. Retterne kan som regel også laves til vegetarer og veganere.
Jeg har selv været på en del madlavningskurser rundt om i verden, og det er altid en god oplevelse med mulighed for at møde andre rejsende.
2. Få en rundvisning hos Lanta Animal Welfare
Lanta Animal Welfare blev grundlagt i 2005 af Junie Kovacs med det formål at hjælpe skadede og herreløse hunde og katte. Organisationen, der bliver holdt i live af donationer og frivillige, har siden starten hjulpet tusindvis af dyr inklusive aber og desmerdyr.
Fokus hos Lanta Animal Welfare er dog stadig på hunde og katte, der bl.a. bliver opereret og steriliseret. Udover at få en rundvisning, hvor du kan høre mere om organisationens arbejde, kan du også tage en tørn som frivillig og adoptere en hund eller kat. Se mere på Lanta Animal Welfares hjemmeside.
3. Sejl en tur ud i øhavet
En af de mest populære aktiviteter og oplevelser på Koh Lanta er en tur ud i øhavet. Der er flere forskellige programmer, hvor den såkaldte 4 Island Boat Tour er den langt de fleste booker. Her er der typisk to snorkelstop, et besøg i Emerald Cave på Koh Mook og frokost med badestop på Koh Ngai.
Inden du booker din tur, så overvej om du vil med stor speedbåd eller en mindre longtailbåd. Der er også mulighed for at besøge andre steder i øhavet – f.eks. Koh Rok og Koh Kradan, der begge har strande i verdensklasse.
4. Deltag i en Yogaklasse
En god måde at holde sig i form i ferien er at dyrke yoga. På Koh Lanta ligger flere steder, du kan booke en yogaklasse uanset dit niveau. F.eks. på Oasis Yoga og Sanctuary Koh Lanta, hvor du kan droppe ind uden reservation – regn med priser på 80-100 kr. pr. session.
Begge steder kan du overnatte billigt og dermed være tæt på yogaklasserne. Flere af de større hoteller på Koh Lanta tilbyder også yoga, men det er som regel kun for gæster.
5. Tag en kajaktur i mangroven
I den lille by Tung Yee Peng på Koh Lantas østside kan du tage med på en kajaktur i mangroven. Du kan sejle på egen hånd eller med guide. Sidstnævnte kan anbefales, hvis du vil have mest ud af turen.
Udover den flotte natur i mangroven skal du holde øje med fuglelivet, og ofte kan du også spotte aber. Leje af kajak koster 300 baht og en guidet halvdagstur ca. 500-600 baht. Tager du med guide, er der flere forskellige ture, der også kan inkluderer besøg i grotter og på småøer.
6. Besøg Lanta Old Town
En god udflugt kunne gå til Lanta Old Town (Sri Raya) på øens østkyst. Det er Koh Lantas “originale” by, der engang var en vigtig havn for arabiske og kinesiske købmænd. Sri Raya har stadig en del kinesiske efterkommere boende, men ingen havn af betydning.
Lanta Old Town består af en hyggelig hovedgade, der er flankeret af gamle kinesiske købmandshuse, som i dag indeholder cafeer, butikker, restauranter og mindre overnatningssteder. Der er også flere kinesiske helligdomme og et ganske lille museum med bl.a. genstande og billeder fra gamle dage.
7. Få en dejlig massage (eller spabehandling)
Ingen rejse til Thailand uden en god gang massage. I alle feriebyer ligger massageshops, der tilbyder forskellig slags massage, som typisk koster 300-400 baht for en time. Du kan de fleste steder vælge mellem f.eks. thai-, olie- eller aromamassage.
Vil du gerne forkæles lidt mere, så har flere hoteller spa- og wellnessafdelinger, hvor du kan få skræddersyede behandlinger. Det er selvfølgelig lidt dyrere, men stadig billigt i forhold til tilsvarende steder i Danmark.
8. Prøv et kursus i thaiboksning
Er du til aktiv ferie eller vil du bare gerne holde dig i form, så kan du tage et kursus i thaiboksning. Der er flere forskellige udbydere, som typisk tilbyder kurser i forskellige sværhedsgrader.
Se mere hos f.eks. Lanta Muay Thai Complex i Klong Dao eller Lanta Muay Thai Academy ved den sydlige del af Long Beach for at se mulighederne.
9. Hæng ud en af hippiebarerne på Klong Khong Beach
Klong Khong Beach er så langt fra den bedste strand på Koh Lanta. Til gengæld er det her, du kan tilbringe dagen på en af de mange hippie- og reggaebarer, der er fantasifuldt udsmykket og lavet af drivtømmer og genbrugsmaterialer.
Udover at slappe af, sippe drinks og lytte til musik, så kan du også møde andre rejsende. Barerne er i den grad sociale steder, og flere af dem arrangerer ildshows og livemusik.