Inspiration til din rejse i Sydøstasien – de bedste seværdigheder

Skal du til Thailand og/eller det øvrige Sydøstasien, så kan du her få inspiration til, hvad rejsen skal indeholde. Det er brugerne på verdens største rejsesite, Tripadvisor, der igen i år har stemt på de bedste vartegn/seværdigheder i hele verden.

Naturligvis er Sydøstasien også repræsenteret på listen. I rigt mål endda – faktisk tager Angkor Wat i Cambodja den samlede førsteplads over verdens mest imponerende attraktioner. Helt forståeligt – verdens største tempelkompleks er en fantastisk oplevelse og selvfølgelig et must-see på en rundrejse i Asien.

Som altid er Tripadvisors lister domineret af de steder, hvor turisterne primært kommer, men læs med her, hvis du vil se, hvad brugerne synes godt om.

 

1. Angkor Wat – Cambodja

Verdens største tempelkompleks ved den gamle khmer-hovedstad Angkor lige udenfor byen Siem Reap byder på bl.a. relieffer, udskæringer og masser af spændende historie.

Du kan besøge imponerende templer som f.eks. Bayon, Baphuon og Ta Prohm, men hovedattraktionen er selvfølgelig Angkor Wat. Der er masser at opleve på det enorme område, hvor jeg anbefaler, at du tager med på en guidet tur. Læs mere mere om Angkor Wat her.

 

2. Wat Po – Thailand

Templet med den liggende Buddha er et af Thailands største og ældste templer. Den 46 meter lange Buddha er på UNESCOs verdensarvliste og besøgt af millioner af turister hvert år.

Wat Po er i øvrigt et af Thailands største og ældste tempelområder, hvor man desuden har en skole, som underviser i traditionel thaimassage.

 

3. Shwedagon Pagoden – Myanmar

Den verdensberømte pagode i Yangon er et pilgrimsmål for buddhister. Pagoden bliver kopieret adskillige steder i Myanmar, men den i Yangon er den originale og et overvældende syn.

Myanmar står måske ikke øverst på din liste over steder i Sydøstasien, der skal besøges, men landet er så fremmedartet, at det er en attraktion i sig selv. Det er dog værd at holde øje med situationen i Myanmar, inden du booker din rejse.

 

4. Petronas Twin Towers – Malaysia

Kuala Lumpurs altoverskyggende vartegn er Petronas tvillingetårnene, der begge har 88 etager og med antenne er hele 451,9 meter høje. Det er muligt at komme op i tårnene, hvor du kan vælge at tage med på en guidet rundvisning.

Kuala Lumpur er en kæmpe by, der har en lang række andre gode seværdigheder som templer og markeder, men byen har også mad i verdensklasse.

 

5. Cu Chi Tunnelerne – Vietnam

Nord for Ho Chi Minh City kan du besøge det berømte tunnelsystem som Viet Cong brugte til at gemme sig for fjenden under den amerikanske krig. Tunnelerne er i dag gjort større, så du selv kan prøve at kravle rundt under jorden.

Det er et spændende sted, hvor du også kan se bombekratere og en række af de fælder, som Viet Cong lagde for amerikanerne. Du kan kombinere Cu Chi-tunnelerne med et besøg ved Cao Dai-religionen for at overvære en ceremoni.

 

6. Grand Palace – Thailand

Bangkoks absolut største turistattraktion er det gamle kongepalads, som er et overflødighedshorn af templer, Buddhaer og spændende historie. Det er selvfølgelig et must-see i Bangkok og en af verdens mest besøgte seværdigheder. Læs mere om Grand Palace.

 

7. Marina Bay Sands Park – Singapore

Mens de fleste af seværdighederne på listen er af ældre dato, så er Marina Bay Sands Park – toppen af det, der siges at være verdens dyreste bygning, af nyere dato. Hvem har ikke set billeder af den forrygende infinitypool?

 

8. Killing Fields – Cambodja

Massegravene udenfor hovedstaden Phnom Penh i Cambodja er en rystende, foruroligende og vanvittig oplevelse. Her blev tusinder af mennesker slået ihjel under Khmer Rouges brutale styre fra 1975 til 1979.

 

9. Angkor Thom – Cambodja

Angkor Thom var den sidste khmer-hovedstad og indeholder også Angkor Wat. Angkor Thom består af et hav af templer og helligdomme – her kan du bl.a. se kilometerlange relieffer og fantastiske stenansigter.

 

10. Supertree Groove – Singapore

Gardens by The Bay i Singapore er et forholdsvis nyopført område, der allerede nu har taget alle med storm. Blandt oplevelserne er Supertree Groove, der er 25-50 meter høje trælignende konstruktioner, som du via skywalk kan se på nærmeste hold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *