Besøg hektiske Chinatown i Bangkok

Bangkok er en hektisk by med menneskemylder og masser af trafik. I hvert fald i de mest populære områder Silom, Sukhumvit og Siam Square, hvor de fleste turister bor. Men der er en bydel, hvor intensiteten lige får et nyk eller to op: Chinatown.

Bangkoks Chinatown er verdens ældste og et helt fantastisk sted. Her kan man bruge dagevis på at gå på opdagelse i de smalle gyder og besøge farverige markeder og ukendte templer i baggårdene. Og så er der maden – her får du bl.a. street food i verdensklasse.

På trods af de mange spændende oplevelser, så er Chinatown bestemt ikke førstevalg hos turisterne. For mit egen vedkommende boede jeg også andre steder i Bangkok de første mange gange jeg besøgte byen. Men da jeg havde gennemtrevlet bl.a. Silom, Sukhumvit og Siam Square skulle der ske noget nyt.

Jeg bookede hotel i Chinatown og her har jeg nu boet nogle gange. Det er et helt anderledes Bangkok, der er meget lidt turistorienteret. De, der besøger bydelen bliver typisk kun nogle timer og har især Chinatowns største seværdighed som mål: Wat Traimit.

Wat Traimit ligner udefra ethvert andet tempel i Thailand, men indenfor gemmer sig en af verdens mest berømte Buddhastatuer. Den kaldes Golden Buddha og har en helt fantastisk historie.

Den 5,5 ton tunge Buddha i massiv guld sidder i Wat Traimit

Da man i 1955 skulle flytte den tre meter høje Buddha faldt den ned fra kranen og gik i stykker. Gipsen udenpå statuen gik i stykker og inden under dukkede en 5,5 ton tung Buddha i massiv guld op.

Man mener, at guldbuddahen blev beklædt med gips for at skjule dens værdi for burmeserne, der dengang var Siams hovedfjende.

Chinatown er som nævnt også berømt for den gode mad. Bydelen syder om aftenen, hvor gadekøkkenerne åbner og sørger for lækre retter og en god, men hektisk atmosfære på og omkring hovedgaden Yaowarat Road.

Også om dagen kan du spise kinesisk og få en på opleveren. Ved middagstid er f.eks. The Bangkok Heritage (tidl. Canton House) proppet med kontorfolk, der indtager lækker dim sum i store mængder. Gør det samme og følg med i den hektiske atmosfære.

Selvom Chinatown bugner med forretninger, så er der ikke meget at komme efter som turist. Det er især kinesisk plastik tingel-tangel, der sælges, og går du en tur ned af den smalle og hektiske Sampheng Lane, så tænker du måske det samme som mig: Er der virkelig kunder til alle de dimser og dippedutter.

Bydelen er også hjem for en lang række engrosvirksomheder. Når du går rundt i gyder og gader kan du ikke undgå at stå i vejen for travle arbejdere, der i en konstant strøm transporterer varer fra a til b.

Op aftenen syder Chinatowns gadekøkkener

 

Sådan besøger du Chinatown

Fra områderne Silom, Sumhumvit og Siam Square kan du tage metroen (blå linje). Stå af på Hua Lamphong (tættest på Wat Traimit) eller Wat Mangkon. Se mere om metroen her.

Hvis du ligesom mig har lyst til at prøve noget andet i Bangkok, så snup et par overnatninger i Chinatown. Det vrimler ikke ligefrem med hoteller, men jeg har boet et par gange på Grand China Hotel, der er et fint mellemklassehotel med en sky bar på 23. etage.

Jeg har også haft kig på Shanghai Mansion, der bare ser så cool og kitchet ud, men det er desværre noget over mit budget.

Vælger du at besøge Chinatown, så kan du samtidig lægge vejen forbi Blomstermarkedet Pak Klong Talat og Little India, der begge ligger 5-10 minutters gang væk.

 

Billeder fra Chinatown

Baggårdstempel i Chinatown
Gadekøkken ud til Yaowarat Road
Ork Phansaa – de unge drenge har udstået deres tid som munk
Chinatown er hektisk med masser af mennesker i de smalle gader
Så er der and…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *