Nyt fra Thailand og Sydøstasien – april/maj 2016
Nyt fra Thailand og Sydøstasien – april/maj 2016
Rekordbilligt fra Billund til Asien
Flypriserne fra Billund til Asien er rekordbillige, skriver takeoff.dk med Dansk Flypris Index som kilde. Priserne er faldet markant til de fleste destinationer i Asien, herunder Bangkok, hvor billetprisen i f.eks. uge 16 er faldet med hele 32 % i forhold til samme uge sidste år.
Ved et hurtigt pristjek har jeg fundet priser fra Billund til Bangkok på ca. 4.060 Kr. i juni med KLM/Air France, mens det er ca. 1.400 Kr. dyrere i juli og august.
I dag fik Billund lufthavn i øvrigt en ny flyrute til Helsinki med Finnair, der giver endnu bedre forbindelse fra den jyske lufthavn til Asien. Der flyves dagligt mellem de to lufthavne, og allerede inden første flyvning har Finnair oplevet så stor efterspørgsel, at en større flytype er sat ind.
Lav vækst giver lave hotelpriser
Væksten i verdensøkonomien er stadig ikke kommet op i omdrejninger, og det går også ud over turismen i Thailand. Langt de fleste hoteller vil således tilbyde store rabatter i lavsæsonen for at holde belægningsprocenten oppe.
En af de kæder, der lige nu giver 50 % rabat er Centara, der regner med, at belægningen på hotellerne vil blive som forudset, men til en væsentlig lavere værelsespris.
Også den franske hotelkæde Accor har igangsat en kampagne, der primært er henvendt til de 25 millioner mennesker, der er medlem af kædens loyalitetsprogram.
Både Centara og Accor forventer at nå ud til kunderne ved såkaldt aggressiv markedsføring og klækkelige rabatter.
Ifølge det thailandske turistbureau (TAT) er lavsæsonen startet tidligere i år. Normalt begynder det at ebbe ud med bookinger i midten af maj måned, men den lave vækst er hovedårsagen til, at lavsæsonen er begyndt allerede i slutningen af april.
På Sukhumvit Road i Bangkok er der flere hoteller, hvis belægning ligger 10 % under samme tidspunkt sidste år. Det er især europæere og amerikanere, der bliver væk. TATfortæller også om hoteller lange floden i den thailandske hovedstad, der giver helt op til 80 % rabat.
TAT opfordrer hotellerne til at give 30-50 % rabat fra mandag til fredag, hvor flest værelser er ledige.
Flere danskere holdt ferie i Thailand
Den netop offentliggjorte statistik fra det thailandske turistministerium viser, at 5,8 % flere danskere besøgte Thailand i årets første tre måneder sammenlignet med sidste år.
Den samlede stigning i antallet af ankomster lå på lige over 15 %, og det er fortsat kineserne, der sender flest turister til Thailand og har den største procentvise fremgang.
Antallet af udenlandske turister stiger stødt. Vi har nu fokus på at præsentere Thailand som en feriedestination med kvalitet gennem Thainesskampagnen. Samtidig med væksten i turismen er vi nød til at finde en balance, hvor vi også tager hensyn til kultur og miljø. Sports- og Turistminister Kobkarn Wattanawrangkul
Der kom også flere svenske (+5,8 %) og norske (+7,1 %) turister til Thailand fra januar til april, mens Finland (-6,9 %) og Østrig var de eneste lande i Europa, der oplevede en nedgang i antallet af besøgende.
Ifølge turistministeriet er sportsrelaterede rejser i fremgang. Folk kombinerer ferien med bl.a. golf, tennis og cykling ligesom træning i muay thai er populært.
Asiens bedste øer
Bali strøg til tops ved Tripadvisors årlige Travelers Choice Awards i kategorien øer i Asien. Den indonesiske ø opnåede en 5. plads på den globale Top 10-liste, der indholdt to øer fra Asien. Udover Bali er det Phuket, der således blev kåret som Asiens anden bedste ø at holde ferie på ( Nr. 8 world wide).
Uddelingen af awards sker på baggrund af antallet af positive tilbagemeldinger samt anmeldelser af hoteller, restauranter og attraktioner på øerne.
Med fremragende strande, masser af aktiviteter og hoteller og restauranter af høj standard er Travelers Choice-øerne meget populære på Tripadvisor. Selvom du kan besøge de fleste øer året rundt, så kan du opnå store rabatter på hoteller i lavsæsonen. Barbara Messing fra Tripadvisor.
Som nummer tre i Asien finder vi Koh Samui, der med sin alsidighed både tiltrækker backpackere og high-end turister. Dykkeparadiset Koh Tao, også i Thailand, løber med fjerdepladsen, mens Balis naboø Lombok kommer ind som nummer fem.
Hele listen over de bedste øer i Asien valgt af brugerne på Tripadvisor ser således ud:
- Bali – Indonesien
- Phuket – Thailand
- Koh Samui – Thailand
- Koh Tao – Thailand
- Lombok – Indonesien
- Gili Trawangan – Indonesien
- Boracay – Filippinerne
- Langkawi – Malaysia
- Havelock Island – Indien
- Taketomicho – Japan
