10 gode rooftop barer i Bangkok
En god oplevelse i Bangkok er at besøge en roof top bar. Der er bare noget særligt ved at se byens imponerende skyline fra toppen af en skyskraber – især ved solnedgang.
De fleste tagbarer ligger i forbindelse med et af byens 4- eller 5-stjernede hoteller, men byder også gæster udefra velkommen.
Mange steder er der tale om en kombineret bar og restaurant. Vil du bare have en drink eller to, så kan du som regel gå lige ind, mens du ofte skal reservere bord, hvis du vil spise.
Det er en god idé at tjekke stedets dresscode inden ankomst – de fleste roof top barer i Bangkok accepterer ikke f.eks. shorts eller åbne sko/sandaler.
1. Red Sky at Centara Grand Central World – Siam Square
En cool roof top bar i Bangkok er Red Sky på toppen af hotellet Centara Grand Central World. Her står den på fine dining med fokus på især middelhavskøkkenet samt frisk fisk og skaldyr kreeret af den italienske køkkenchef Luca Russo.
I baren er man især kendte for de lækre cocktails, men du kan selvfølgelig også få øl, vin og alkoholfrie drinks. Som en del af Red Sky ligger champagnebaren CRU fire etager længere oppe. Også herfra har du en forrygende 360° panoramaudsigt over Bangkok.
Centara Grand World er i øvrigt et lækkert moderne hotel med perfekt beliggenhed ved Siam Square – Bangkoks populære shoppingcentrum. Se mere om hotellet her.
2. Moon Bar at Banyan Tree – Sathorn
Moon Bar på toppen af Banyan Tree Hotel var en af de første roof top barer i Bangkok. Den eksisterer stadig og ligger under åben himmel på 61. etage sammen med restauranten Vertigo på etagen nedenunder.
Som noget særligt i forhold til de øvrige barer her på siden, så er der kun gratis adgang for hotellets gæster. Besøgende udefra giver 800 baht i entré, men dem kan du bruge frit på mad og drikke.
Moon Bar serverer gode cocktails, men har også bl.a. vin, mocktails og champagne på drinkskortet. Moon Bar er et mindre sted, så kom tidligt for at få en plads, hvis du vil opleve solnedgangen. Se mere om Moon Bar.
3. Above Eleven – Sukhumvit
Above Eleven er på en gang hip og nede på jorden. Her på 33. etage af hotellet Fraser Suites ved Sukhumvit tilbyder den populære roof top bar en helhedsoplevelse med mad, drikke og musik.
I restauranten serverer man et lækkert japansk-peruviansk fusionskøkken, mens du i baren bl.a. finder en stor cocktailmenu. Du skal forvente at betale ca. 400 baht for en cocktail.
Hver dag er der musik på Above Eleven, der både kan være live eller en setliste valgt af barens forskellige djs. Af og til er der også events som f.eks. salsa night eller ladies night. En del af baren er overdækket, hvilket gør Above Eleven til et oplagt valg, hvis der er er udsigt til regn.
Vil du bo ved Sukhumvit er Fraser Suites et godt valg. Her kan du vælge mellem mange forskellige værelsestyper, hvoraf de største har plads til seks personer. Hotellet har desuden fitnessfaciliteter og to swimmingpools. Se mere om Fraser Suites.
4. Sky Beach – Silom
Tidligere havde Baiyoke Sky Hotel den højest beliggende tagbar i Bangkok, men den titel er nu overtaget af Sky Beach på toppen af den nyere bygning King Power Mahanakhon. Her kan du sippe drinks og cocktails på 78. etage, hvor du har en enestående 360° panoramaudsigt over Thailands hovedstad.
Sky Beach er et uformelt sted med lidt lavere priser end flere af de øvrige barer her på siden. Du skal dog stadig forvente at betale væsentlig mere i forhold til en almindelig bar i Bangkok. Sky Beach er et populært sted at se solnedgangen, da du her er så højt oppe, at der ikke ligger andre skyskrabere foran.
I Mahanakhon-bygningen finder du bl.a. hotellet The Standard, og du kan samtidig med besøget på Sky Beach prøve at gå på den populære SkyWalk med glasgulv. Der er entré på 1000 baht, som giver adgang til SkyWalk – efter kl. 19 er en drink inkluderet.
5. Brewski – Sukhumvit
At det ikke kun behøver at handle om cocktails, champagne og den nyeste musik på Bangkoks tagbarer er Brewski et godt eksempel på. Her satser man især på øl, og der skulle angiveligt være flere end 100 forskellige slags i sortimentet på baren. Er du ikke til øl, så serverer stedet også cider og gode drinks og cocktails.
Brewski ligger på 29. og 30. etage øverst på hotellet Radisson Blu Plaza. Der er en indendørs lounge, men besøg baren for den hyggelige tagterrasse. Der er også mulighed for at spise på Brewski, hvor du f.eks. kan vælge buffeten, der serveres fra kl. 17-20. Køkkenet er internationalt med et udvalg af burgere og bøffer og retter fra især Italien og Thailand.
6. Sky Bar and Sirocco – Silom
En af Bangkoks mest ikoniske og berømte tagbarer er selvfølgelig Sky Bar på toppen af Lebua at State Tower. Stedet blev for alvor kendt, da baren blev brugt som location i filmen Hangover 2. Det har tiltrukket et stort antal gæster til den hippe bar, og der skal nok være nogle, som synes at Sky Bar til tider kan være en klaustrofobisk oplevelse.
Baren hænger sammen med restauranten Sirocco, der serverer lækker mad fra middelhavskøkkenet. Selv var jeg begejstret for at besøge Sky Bar og spise på Sirocco, men du skal forvente priser på højt europæisk niveau.
Med beliggenheden på 64. etage har du en forrygende udsigt over Bangkok uanset om du spiser eller drikker. Er der for mange mennesker på Sky Bar, så ligger tagbaren Breeze på etagen lige nedenunder.
7. Akara Sky Hanuman – Siam Square
Et nyere sted er Akara Sky Hanuman, der med sin beliggenhed på 61. etage lige nu er den tredjehøjest beliggende rooftop bar i Bangkok. I modsætning til de fleste andre tagbarer i byen, der har et mere internationalt udsyn og primært serverer mad fra den store verden, så er temaet på Akara Sky Hanuman thailandsk.
De fleste drinks og cocktails er lavet med lokale frugter og et klart thailandsk twist akkurat som maden. To gange i løbet af aftenen er der kulturshow, men baren har også en lang række events.
Fra Akara Sky Hanuman, der ligger på toppen af kontorbygningen One City Centre, har du en forrygende udsigt, der betragtes som en af de bedste i Bangkok. Her 275 meter over gadeplan er der stort set frit udsyn og et unikt 360° kig over byen. Se mere om baren her.
8. ABar – Sukhumvit
Er du vild med gin, så vil ABar sandsynligvis være lige noget fordi. Den fancy tagbar på toppen af Marriott Marquis Queens Park Hotel er især kendt for at have Bangkoks største udvalg af gin, der selvfølgelig indgår i stedets signaturcocktails. ABar tilbyder desuden øl, vin, cider, champagne, drinks og alkoholfrie cocktails.
Der er også mulighed for at få lidt at spise. Enten hapsere som tapas eller cold cuts, men baren henter gerne mad fra hotellets prisvindende restaurant Akira, der serverer asiatiske retter med tydelige inspiration fra Japan og Korea. Fra torsdag til lørdag er der musik leveret af barens dj.
9. Scarlet – Silom
Regner det vil Scarlet være et godt valg. Beliggende på 37. etage af Pullman Hotel har du her tag over hovedet, mens du kan nyde den fantastiske udsigt bag de store panoramavinduer.
Scarlet er et elegant sted, der også er til dig, som savner europæisk stemning og atmosfære. Mange besøger baren for den store vinmenu, men du kan også nyde franskinspireret mad anbefalet i Michelinguiden. Bl.a. er der østers, charcuteri og ostebræt på menukortet.
Vil du kun drikke, så kan du vælge mellem f.eks. øl, drinks, cocktails og som nævnt et stort antal vine. Scarlett har happy hour hver dag mellem kl. 17 og 19.
10. Octave Rooftop Bar – Sukhumvit
På hele fem etager på toppen af Marriott Hotel på Sukhumvit Soi 2 ligger Octave Rooftop Bar, der er en klassisk bar med fokus på drinks og cocktails. Der er også et fint udvalg af øl. Det er især området på 49. etage, som ligger under åben himmel, der gør Octave til et godt sted. Herfra har du en af de bedste udsigter i Bangkok.
Der er også flere muligheder for at få noget at spise. Vælg mellem f.eks. klassiske grillretter, en lækker seafood bar eller det man kan kalde asiatisk tapas. Bemærk, at du på de tre øverste etager af baren skal være over 20 år for at komme ind.
