Shopping i Chiang Mai
Der er masser af god shopping i Chiang Mai, hvor du især finder flere spændende markeder. Udvalget af varer er enormt, men særligt for Chiang Mai og Nordthailand er der mulighed for at købe flot og unikt kunsthåndværk lavet af områdets bjergstammer.
Chiang Mai har også mange unge designere, der sætter deres varer til salg på markederne. Der kan være tale om f.eks. sko, tøj eller tasker som ofte tager udgangspunkt i lokale traditioner og håndværksmetoder.
Shopping i Chiang Mai
Chiang Mai har en stribe gode markeder, der er værd at besøge. Her skal du medbringe kontanter og helst i små sedler. Det er helt normalt at prutte om prisen. Gør det med et smil og lad være med at “kæmpe” om småpenge – 20 baht er måske ikke så mange penge for dig, men kan være det for sælgeren.
I store shoppingcentre som Central Festival og MAYA Lifestyle Shopping Center kan du også betale med de mest benyttede kreditkort. Her er priserne faste.
Chiang Mai er generelt et billigt sted at shoppe. Du skal ikke forvente af finde lavere priser i Bangkok eller ved de populære turistområder i Sydthailand.
Hvad skal du købe
I shoppingcentrene finder du primært mærkevarebutikker, men der kan også være forretninger, som sælger varer fra lokale brands og etablerede designere.
Mere spændende er Chiang Mais markeder, der generelt har et enormt udvalg af varer, der kan være alt fra souvenirs og masseproducerede sko, tasker og tekstiler til lokalt kunsthåndværk og tøj fra upcoming designere. Gode ting at købe:
• Træskærerarbejde
• Håndlavede paraplyer
• Udskårne sæber
• Sko, tøj og tasker fra lokale designere
• Te og kaffebønner fra Nordthailand
• Sølvarbejde – bl.a. smykker
• Thaisilke
• Lakarbejde – bl.a. vaser og kander
• Batik

Natmarkedet (Natbazaren)
Chiang Mais Natmarked er nok det mest populære shoppingområde for turister. Markedet ligger langs gaden Chang Klan Road ca. 800 meter øst for den gamle bydel ved Tha Phae-porten.
Det er et større og til tider hektisk marked, hvor du kan shoppe et kæmpe udvalg af varer, der næsten udelukkende er henvendt til turister. Tænk sandaler, Singha t-shirts, elefantbukser, men også lamper, kosmetik og masseproducerede plastikvarer fra Kina.
De fleste handlende stiller op sen eftermiddag/tidlig aften – kom efter kl. 18.00 for at få det fulde udbytte af markedet, der har åben hver dag.
Anusarn Natmarked
Anusarn Night Market ligger lige ved siden af det store natmarked nævnt ovenover. Her fortsætter de mange boder med bl.a. sko, tøj, souvenirs og kunsthåndværk, men der er også en række spisesteder. Især er markedet kendt for sine seafoodrestauranter.
Man kan sagtens argumentere for, at Anusarn blot er en del af natmarkedet. I hvert fald er varerne nogenlunde de samme, men det er især de mange spisesteder, der gør Anusarn til noget særligt. Markedet har åbent hver dag.
Jing Jai Market (JJ Market)
Hver lørdag og søndag fra tidlig morgen til kl. ca. 15.00 kan du shoppe på Jing Jai Market, der har fokus på bl.a. lokalt kunsthåndværk, økologiske produkter og upcoming designere.
Markedet er nogenlunde inddelt i zoner og har desuden gode spisesteder og underholdning i form af livemusik. Jing Jai Market ligger ca. 1,5 km nord for den gamle bydel. Kom tidlig formiddag for den bedste oplevelse.
Søndagsmarkedet
Chiang Mais helt store begivenhed er det populære søndagsmarked. Der er tale om et kæmpe marked, der finder sted fra Tha Phae-porten ind til den gamle bydel og hele vejen ned til templet Wat Phra Singh. En strækning på ca. 1 km.
Udvalget af varer er enormt – fra tøj, sko, tasker og kinesisk turist tingel-tangel til flot kunsthåndværk for blot at nævne en lille del at det, du kan købe.
Søndagsmarkedet åbner kl. 16.00 og lukker ved midnat. Kom tidligt, hvis du vil undgå de helt store menneskemængder – der kan være rigtig mange mennesker i gaderne. Udover shopping er der også underholdning og mulighed for at få noget at spise.

Wua Lai Natmarked
På gaden Wua Lai, der ligger lige udenfor den gamle bydel, er der hver lørdag et glimrende natmarked. Det er langt fra så stort som Søndagsmarkedet, men har et rigtig godt udvalg af varer. Udover de sædvanlige turistvarer er der også fint kunsthåndværk og en stribe butikker med bl.a. flot lak- og sølvarbejde.
Wua Lai er et mere intimt marked og ikke så hektisk som Søndagsmarkedet. Der er udover shopping og underholding og flere madboder. Markedet åbner sen eftermiddag og lukker ca. kl. 22.30.
Warorot
Warorot er de lokales foretrukne sted at shoppe i Chiang Mais Chinatown. Umiddelbart er der ikke så meget at købe for turisterne, men er du ude efter særlige specialiteter fra Nordthailand eller bare vil have en anderledes oplevelse, så kunne markedet være noget for dig.
Det er ikke kun i selve markedsbygningen, der bliver handlet – gå ned ad gyder og gader, hvor shoppingen fortsætter. Warorot Marked ligger tæt på Ping-floden udenfor Chiang Mais gamle bydel, hvor du kan finde gaden Chiang Moi, der fører direkte til markedet .
Lige ved siden af Warorot Marked ligger Blomstermarkedet. Igen: måske er varerne på de lokale markeder ikke noget for dig, men det er altid spændende at følge med, når de lokale handler. Warorot Markedet har åben hver dag fra kl. 6.00-18.00.
Kad Na Mor Natmarked
Ved Chiang Mais universitet kan du shoppe på Kad Na Mor Natmarked, der primært har de studerende som målgruppe. Her finder du bl.a. vintage, second hand og billigt tøj, tasker og accessories.
Der er en ungdommelig stemning, og markedet er tydeligvis et samlingssted for de studerende, der ligesom turisterne kan finde god og billig mad i boderne og den tilhørende food court. Tidligere havde Kad Na Mor kun åben to gange om ugen, men nu kan du besøge markedet hver dag fra kl. ca. 17.00 til 22.30.
Mae Kha Marked
Mae Kha er lynhurtigt blevet et af Chiang Mais mest populære markeder. Det skyldes til dels den charmerende beliggenhed ved en af byens smalle kanaler. Det giver en hyggelig stemning og atmosfære, der helt forståeligt tiltrækker en del instagrammere.
På markedet langs kanalen kan du bl.a. shoppe lokalt producerede varer fra unge designere og Nordthailands bjergstammer. Som noget særligt har en del af de lokale husejere åbnet deres hjem, der nu fungerer som butikker.
Sammen men flere gode madboder og flot udsmykning i form af bl.a. lanterner, er Mae Kha Marked et lidt anderledes sted, når det gælder shopping i Chiang Mai.

