Sydøstasien er perfekt for solorejsende
Rejsebogsforlaget Lonely Planet har netop udgivet en ny guide til solorejsende. Titlen er The Solo Travel Handbook, der er fyldt med tips og råd til dig, der rejser alene ud i verden.
I anledning af udgivelsen har Lonely Planet sat navn på destinationer i forskellige kategorier, der er perfekte til solorejsende. En stribe af dem ligger i Asien – f.eks. disse tre:
Lonely Planet anbefaler
Vietnam: Det bedste sted for madoplevelser
Tag til Vietnam, hvis du vil have den bedste mad. Ikke nok med at det vietnamesiske køkken er lækkert, så er det også billig at spise. Netop mad er i fokus, hvis du vil møde andre rejsende. Du kan deltage i aktiviteter som f.eks. madlavningskurser og food tours.
Ubud: Bedst til selvrealisering
Den balinesiske by Ubud er stedet, hvis du er til yoga, meditation eller reikihealing. Det er et sted, hvor du kan komme helt ned i tempo og gå lange ture i rismarkerne. Går du all in, så booker du et et af de lækre helsehoteller, hvor du kan møde ligesindede. Uanset hvad, så vil du helt sikkert opdage, at du langt fra er den eneste, der rejser alene i Ubud.
Singapore: Bedst til et stopover
Der er så meget at se Singapore. Østaten er samtidig et af de sikreste steder på jorden, og så elsker de lokale at gå ud. Det er en nem by at møde andre mennesker, men du skal selvfølgelig også opleve Singapore – f.eks. Chinatown, Gardens by The Bay og de lækre gadekøkkener.
Rough Guides: Thailand et oplagt sted at rejse alene
Også Rough Guide har sat fokus på solorejsende og især Thailand, som forlaget mener bør være oplagt til de, der rejser alene for første gang.
Rough Guides kommer med en stribe råd, hvis du savner selskab. F.eks. kan du bo på hostel og ikke hotel. Det er naturligvis også en god idé at besøge nogle af de steder og byer, som er populære blandt rygsækrejsende. F.eks. Koh Phangan og Chiang Mai, mens du i Bangkok kan bo på eller ved Khao San Road, hvor der er masser af gang i gaden.
Ikke nok med at det er billigere, så skal du booke gruppeture, hvor du næsten ikke kan undgå at komme i kontakt med andre rejsende. Endnu et godt råd fra Rough Guides.
Kom så afsted!
Jeg har selv rejst en del alene i Thailand og gør det gerne igen. Det er bare supernemt at møde andre rejsende, hvis du har lyst til selskab. Og så kan det ikke siges tit nok: Du er IKKE mærkelig bare fordi du rejser alene ud i verden.
På mine rejser har jeg mødt tonsvis af mennesker, der hellere tager afsted alene end med venner, bekendte og familier. Det er en trend, der bare bliver ved med at vokse. For inspiration og erfaringer kan du f.eks. læse artiklen 5 kvinder deler deres historie om at rejse alene.
På nettet kan du også finde mange primært engelsksprogede rejseblogs med fokus på solorejser. Her kan du finde masser af tips og gode råd. Her på siden kan du desuden tjekke indlæggene Asien på egen hånd og Om at rejse i Thailand.
