Thailand i marts – læs om vejr, festivals, aktiviteter og prisniveau

Marts er en rigtig god måned at rejse til Thailand. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har besøgt Thailand i den første forårsmåned, og det er der flere grunde til.

Prisniveauet er lavt, vejret er godt i hele Thailand og så er der væsentlig færre turister end i f.eks. januar og februar.

 

Vejret

Som nævnt er vejret godt i hele Thailand i marts. Du kan forvente temperaturer på 29-33 °C og masser af sol. Skulle der komme nedbør, så vil det være kortvarigt og nok falde som en eftermiddagsbyge. Risikoen for regn er størst sidst på måneden.

 

Destinationer og aktiviteter i marts

Med solrigt vejr er marts perfekt til en badeferie. Du kan forvente roligt og klart vand i hele Thailand. Også snorkling og dykning er gode aktiviteter i marts – der vil sandsynligvis være færre dykkere ved revene end i højsæsonen.

Selvom vejret er godt, så er der andre ting at være opmærksom på, når du skal vælge destinationer til rejsen. Marts er en del afbrændingssæsonen i Nordthailand, og det kan alt efter vind og vejr betyde en del røg/smog i f.eks. Chiang Mai. Bønderne begynder på et tidspunkt i januar at brænde markerne af, og det fortsætter til marts/april.

Ønsker du flotte naturoplevelser med brusende floder og vandfald, så er marts ikke den bedste måned. Efter en længere periode uden regn er der ikke meget vand i hverken floder eller vandfald.

Til gengæld vil det være et fint tidspunkt at trekke, ligesom det er nemmere at arrangerer udendørsaktiviteter. F.eks. golf, rafting eller et besøg på en af Bangkoks tagbarer – det er bare lidt sjovere i tørt vejr.

thailand i marts
Marts er perfekt til en badeferie

 

Festivals og events i Thailand i marts

Der er ingen helligdage i Thailand i marts. Til gengæld kan du deltage i en lang række events og festivals rundt om i landet, hvor Pattaya Music Festival nok er den mest kendte. Her kan du hver fredag og lørdag i marts høre musik ved en lang række gratis koncerter.

Et af de mere spektakulære events er Phanom Rung Light Phenomenon, der finder sted ved det berømte tempel Phanom Rung i Buriram, hvor du i tre dage kan se solens stråler skinne gennem alle 15 døråbninger i templet. Fænomenet begynder ved solnedgang kl. ca. 17.30.

Den 17. marts er det national muay thai-dag, hvor Ayutthayas historiske park er centrum for en todages festival, som hylder muay thai og de mange traditioner, der følger med.

I marts afholdes som regel også Thailands Turistfestival i Queen Sirikit Convention Center i Bangkok. Det er en fem dage lang messe, hvor du kan lære mere om de forskellige områder af Thailand med fokus på f.eks. mad, dans og kultur. Der er gratis adgang.

Andre begivenheder i marts er national elefantdag den 13., kitefestival i Cha-am og PELUPO Musikfestival i Chonburi.

For at se flere events og festivals rundt om i Thailand kan du besøge TATs hjemmeside (Thailands turistmyndigheder), der løbende bliver opdateret.

thailand i marts
Templet Phanon Rung

 

Prisniveau på fly, hoteller og rejser i marts

I marts er der gode muligheder for at få en billig rejse til Thailand. Prisniveauet på hoteller og flybilletter er som regel en del lavere end i januar og februar – billigst er det sidst i marts. Skulle påsken falde i marts, så kan du godt forvente højere priser på flybilletter i højtiden.

Mht. flybilletter fra Danmark til Thailand, så tjek løbende priserne for at få en idé om niveauet. Flere af de sider, der sammenligner flybilletter giver mulighed for at oprette en prisagent eller prisovervågning, hvor du kan få tilsendt en mail, når priserne ændrer sig på de datoer, du ønsker at rejse.

Husk som altid at lege lidt med ud- og hjemrejsedatoer. Der kan være gode penge at spare. Du kan også besøge indlægget Overblik over flybilletter, hvor jeg hver måned tager pulsen på flybilletter fra Billund og København til Bangkok.

Her på siden finder du en lang række hotelforslag i næsten hele Thailand – se listen her.

Book overnatning i god tid, hvis du f.eks. har særlige krav til dit hotel mht. beliggenhed og faciliteter eller ønsker at hele familien kan bo på samme værelse.

Det kan næsten altid betale sig selv at booke fly og hotel, men det er selvfølgelig en god idé at sammenligne pris med en pakkerejse hos et dansk rejsebureau. Nogle gange er der tilbud og kampagner med billige rejser – se mere og sammenlign priser her.

I marts er prisniveauet på overnatning lavere end i januar og februar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *