Hvad skal man spise i Thailand – en introduktion til det thailandske køkken

Hvad skal man spise i Thailand? Det giver jeg et bud på her, hvor du også kan læse om de mest populære retter.

I Thailand spiser du godt og billigt. For mig er maden altid en vigtig del af rejsen, og selvom jeg helt klart har mine favoritretter og en tendens til igen og igen at vælge det samme på menukortet, så kan jeg kun anbefale at prøve noget nyt.

Selv har jeg aldrig fået en ret, jeg ikke kunne lide, men skulle det ske, at du får serveret noget helt uspiseligt, så vil det sandsynligvis ikke vælte budgettet, hvis du vælger noget andet på menukortet. Det er nemlig superbilligt at spise i Thailand, hvor du på en almindelig restaurant kan få en hovedret for 30-40 kr.

Men hvad skal du så spise i Thailand? Herunder kan du læse om de mest populære retter, som du kan finde på de fleste restauranter, der serverer thailandsk mad.

 

Bemærk: Man kan translitterere thailandske bogstaver til latinske ved hjælpe af flere metoder udviklet gennem årene. Derfor kan du i Thailand og på internettet finde retterne nævnt herunder stavet på flere forskellige måder

 

Populære retter – det skal du spise

Supper

Det thailandske køkken inkluderer flere supper, der bare smager godt. Mest kendt er tom yum, der perfekt lavet har en fantastisk balance mellem surt, sødt, salt, bittert og umami. De fem smage, som er et af grundprincipperne i køkkenet.

En anden suppe du skal smage er khao soi, der primært serveres i Nordthailand. Det er en karrybaseret nudelsuppe med kokosmælk og friterede nudler på toppen. Yummy – det smager bare godt.

 

Curries (karryretter)

Gengangere på menukortene er curries – karryretter, der ikke har noget at gøre med f.eks. karrypulver. I en thailandsk curry er grundelementet en karrypasta, der laves af forskellige ingredienser.

Nogle af dem kan f.eks. være løg, chili, hvidløg, citrongræs og korianderrod. En curry fås i forskellige versioner som bl.a. rød, gul, grøn, panang og massaman.

Karrypastaen tilberedes med kokosmælk og forskellige ingredienser og krydderurter, der varierer fra version til version. Man kan som regel selv vælge, hvilken slags kød retten skal laves med. Du kan også få curries med rejer og i vegetarisk udgave, hvor kødet er skiftet ud med tofu. Karryretterne spises med ris.

De thailandske curries er superlækre – her grøn karry

 

Dybstegte retter og snacks

Forårsruller forbinder du måske med Kina, men de er også en del af det thailandsle køkken. Her er de som regel væsentlig mindre og kan være en god snack eller forret. Fyldet er f.eks. bønnespirer, gulerødder og hakket svinekød.

Kunsten at lave en god forårsrulle ligger i mine øjne ikke kun i smag og tekstur, men i mængden af dej i forhold til fyld. En forårsrulle, der kun består af friturestegt dej går bare ikke.

Andre ting du kan prøve dybstegte er rejer, kylling, fyldte krabber og majs- og rejefritter. Du kan spise de dybstegte snacks med f.eks. nam jim – en dyppelse (sauce) af lime, chili, koriander, hvidløg og fiskesauce. På restauranterne er det dog lige så normalt at bede om sur-sød sauce.

 

Stir fry – lynstegte retter

En stor del af det thailandske køkken består også af lynstegte retter med kød og grøntsager, hvor saucen typisk er lavet af f.eks. sojasauce, fiskesauce, østerssauce og tamarind.

Mest kendt er nok pad krapow, der består af hakket kød med hellig basilikum og masser af chili. Ofte bliver retten serveret med et spejlæg på toppen.

Du skal også prøve kylling med cashewnødder (gai pad med mamuang), hvor kødet drysses med mel og derved samler al den lækre smag fra de lynstegte grøntsager som løg, hvidløg, forårsløg og både frisk og tørret chili samt soja- og østerssauce smagt til med hvid peber. Det er en superlækker sprød ret med det møreste kød.

En ret jeg også vil nævne i dette afsnit er stegte ris. Det er en ret, som jeg bare elsker og altid spiser til morgenmad i Thailand. Nåh ja, jeg laver den også temmelig ofte herhjemme.

Stegte ris fås i mange forskellige versioner. Den laves på anden dags ris – dvs. rester – og du kan tilsætte de grøntsager, du har i køleskabet. Den bedste er i mine øjne den helt enkle version med æg, ærter, rejer og hvidløg smagt til med fiskesauce, limesaft og hvid peber.

En lækker pad krapow

 

Mine favoritter

Nogle af mine favoritretter har jeg nævnt herover, men det er umuligt at skrive om det thailandske køkken uden at nævne pad thai (billedet øverst). Den lækre nudelret fås i mange gadekøkkener, men serveres på alle thairestauranter.

En pad thai består af bl.a. æg, hvidløg, forårsløg og bønnespirer. Den kan laves med f.eks. tofu, rejer eller kylling og saucen består af fiskesauce, østerssauce og tamarind.

Jeg kan også anbefale larb, der laves med hakket svinekød smagt til med chili, limesaft og fiskesauce og serveres med friske krydderurter som mynte og koriander. Det er en vild smagseksplosion, som jeg bare elsker.

Larb er en ret fra Isan og til dels Nordthailand og er ikke altid på menukortene i den sydlige del af landet ved de populære badeferiedestinationer.

 

De stærke

Det thailandske køkken er kendt for at være stærkt. Det er dog ikke altid tilfældet, men f.eks. larb, pad krapow og de forskellige curries kan være ret heftige. Og så er der de retter, som altid bare kan få sveden frem.

F.eks. som tam, der er en papayasalat fra Isan-provinsen. Og netop Isan har ry for at have meget stærke retter. Her er larb et andet eksempel, men også regionens supper er ret hotte.

I Sydthailand er der også flere meget stærke retter på menukortet, f.eks. gaeng tai pla, der er fermenteret fisk med bl.a. bambusskud og masser af chili.

De fleste steder i turistområderne er man gode til ikke at lave maden superstærk, men spørg, hvis du er i tvivl.

En stærk ret er papayasalaten som tum fra Isan-provinsen

 

Det eksotiske

Ovenstående er det, du som almindelige turist vil finde på menukortene, men thai’erne spiser også mere eksotiske ting. F.eks. melorme og græshopper.

Går du rundt på lokalmarkederne, især ude på landet, vil du også se frøer, rotter og andre dyr, som du sandsynligvis ikke kender navnet på. Myrer med æg og andefostre er andre ting, du kan sætte tænderne i.

 

De regionale forskelle

Der kan være stor forskel på maden fra nord til syd og fra øst til vest. Som nævnt er Isan kendt for sine stærke retter, mens man især i Sydthailand benytter kokosmælk og ingredienser som ananas og forskellige krydderier. Maden har en del til fælles med malaj-køkkenet.

I Nordthailand kan du også prøve helt anderledes retter og specialiteter end i den centrale og sydlige del af landet. Du kan f.eks. få serveret pølser (sai oua) og simreretter med oprindelse i Myanmar.

De fleste steder i Thailand vil du også se en tydelig indflydelse fra det kinesiske køkken. Bl.a. nudelretten hokkien mee og nudelsuppen guay tiew, der fås i adskillige versioner. Der er mange andre retter, hvor det thailandske og kinesiske køkken er kombineret.

Dip, pølser og chutneys er en del af det nordthailandske køkken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *