Ao Nang – guide til Ao Nang i Krabi

Ao Nang ligger i Krabi og er et af Thailands mest populære rejsemål. Det er især pakke- og charterturister, der holder ferie i Ao Nang, som har et stort udvalg af aktiviteter og overnatningssteder.

Den centrale del af byen i området langs strandvejen er temmelig turistet, og det er ikke her, du oplever det autentiske Thailand. Til gengæld har du alt hvad der skal til for en bekymringsfri ferie inden for rækkevidde, og skulle du gå lyst til at opleve noget andet, så har Ao Nang rigtig gode udflugtsmuligheder.

 

Transport

Krabis internationale lufthavn har koden KBV og ligger ca. 25 km fra Ao Nang. I vintermånederne har SAS en direkte rute til Krabi fra København, men der er også mulighed for at flyve med ét stop med f.eks. Etihad, Thai Airways og Emirates/flydubai.

Nogle charterbureauer kan i vintersæsonen have en direkte rute fra Danmark til Krabi med egne fly. Lufthavnen har desuden en række regionale ruter til f.eks. Bangkok, Koh Samui, Singapore og Kuala Lumpur.

Fra lufthavnen til dit hotel er der flere muligheder. F.eks. taxi, delt minibus eller privat transfer. Det kan du læse mere om i indlægget Fra Krabi lufthavn til dit hotel, men også få et tilbud fra et dansk rejsebureau på denne side.

Er du allerede i f.eks. Sydthailand, så kan du fra alle destinationer bestille transport til Ao Nang. Det kan eventuelt være med båd/færge inkluderet. Fra øerne i Andamanhavet kan du sejle til Krabi – de fleste både lægger til i Krabi By eller Nopparat Thara tæt på Ao Nang.

 

At komme rundt

Ao Nang dækker et større område. Bor du centralt – dvs. omkring strandvejen – så kan du sandsynligvis gå til det meste. Alternativt kører songtaews, deletaxier, hvor man sidder på laddet, faste ruter i området. De kan stoppes hvor som helst på ruten, men du skal selvfølgelig sikre dig, at den kommer forbi dit bestemmelsessted.

Du kan også benytte en køretjeneste som Grab, der er superpopulær i Sydøstasien. Her skal du downloade app’en, hvor du kan bestille transport.

Alle hoteller vil sandsynligvis også kunne hjælpe med transport – nogle tilbyder endda shuttlebus til deres gæster eller gratis transport på anmodning.

ao nang guide
Hygge på en af barerne på den østlige del af stranden

 

Overnatning

Ao Nang har et kæmpe udvalg af overnatningssteder. Fra hostels og guesthouses til store resorts og lækre luksushoteller.

I Thailand får man generelt rigtig meget for pengene, når det gælder overnatning, og i Ao Nang er det tilmed blevet billigt. Da jeg første gang besøgte byen i 2002, var det et forholdsvis dyrt område at overnatte, men måske er det den store konkurrence, der er årsagen til det markante prisfald.

Herunder finder du en lille håndfuld anbefalelsesværdige overnatningssteder i Ao Nang, men du finder endnu flere i indlæggene De bedste hoteller i Krabi (opdateret), Overnatning for hele familien i Krabi og Luksushoteller i Krabi.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

 

Ban Sainai Resort – Ao Nang

Topvalg i Krabi
Det dejlige 4-stjernede Ban Sainai Resort ligger i rolige omgivelser 15-20 minutters gang fra Ao Nangs strand. Hotellet har 40 værelser, der bl.a. har tv, køleskab, gratis wifi og mulighed for at lave te/kaffe.

Du bor i en skøn tropehave og kan bl.a. vælge familieværelser. Ban Sainai Resort tilbyder desuden spa, restaurant og swimmingpool med tilhørende bar. Morgenmad er tilgængelig, og hotellet sørger gerne for lufthavnstransport.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

Centara Ao Nang Beach Resort & Spa

Perfekt beliggenhed i Ao Nang
Det moderne Centara Ao Nang Beach Resort & Spa ligger perfekt i Ao Nang. Her bor du roligt et stenkast fra stranden, og ad den lille promenade er der kun fem minutters gang til den travle strandvej.

På Centara Ao Nang Beach Resort & Spa kan du vælge mellem mange forskellige værelsestyper, hvoraf flere har plads til fire personer. Du har desuden mulighed for at vælge swim-up eller værelser med privat pool. På værelserne finder du bl.a. tv, køleskab, pengeskab og gratis wifi.

Hotellet har faciliteter som spa, fitness, bar/lounge, restaurant, børnepool og swimmingpool. Morgenmadsbuffet kan tilkøbes.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

Glur Hostel

Hostel med private værelser
På populære Glur Hostel bor du godt og billigt. Stedet har udover sovesale (der er også sovesal kun til kvinder) også private væreler med eget bad. Her er en lille swimmingpool, og stedet tilbyder desuden lufthavnstransport og gratis wifi. Glur Hostel ligger i rolige omgivelser ca. 20 minutters gang fra stranden i Ao Nang.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

Ao Nang har overnatning for enhver smag og i alle prisklasser

 

Aktiviteter

Ao Nang har en lang række forskellige aktiviteter. Naturligvis er en bådtur i øhavet mest populært. Her ligger adskillige paradisøer med de lækreste strande.

Du kan booke din egen tur i de orange skure, der ligger i begge ender af strandvejen. Priserne er faste, og du sejler ud med en longtailbåd i dit eget tempo.

Alternativet er at tage med på en gruppetur, der som regel foregår i speedbåd eller større tourbåde. Her er programmet fast, og jeg anbefaler, at du tager en privat tur med longtailbåd.

Der er selvfølgelig andre aktiviteter i Ao Nang. Her et udpluk:

• Madlavningskursus
• Guidede cykelture
• Spa/massage
• Thaiboksning
• Klatrekursus (på Railay-halvøen)
• Kajak

I omegnen er der gode udflugtsmuligheder til bl.a. templer og smuk natur. Du kan læse mere i min Krabi guide og i indlæggene 14 gode oplevelser i Krabi og 7 gode udflugter fra Krabi. Uanset hvad du har af ønsker mht. ture, udflugter og aktiviteter, så kan dit hotel eller nærmeste tourbureau helt sikkert hjælpe.

 

Shopping i Ao Nang

I Ao Nang er der masser af butikker med f.eks. tasker, souvenirs, sandaler og tøj som elefantbukser og t-shirts med tryk. Det er ikke her, du skal forvente at gøre de helt store unikke indkøb.

I nabobyen Nopparat Thara, ca. 1 km fra Ao Nang, er der hver aften marked med nogenlunde samme varer som butikkerne. Enkelte steder sælger dog kunsthåndværk og hjemmelavede smykker.

I øhavet ud for Ao Nang ligger adskillige dejlige paradisstrande

 

Mad og drikke

I Ao Nang kan du få mad fra det meste af verden. Personligt holder jeg mig altid til det lokale køkken, når jeg rejser, og det er især i Thailand en rigtig god idé. Det er billigere, og så er man generelt ikke særlig gode til at lave f.eks. vestlig mad.

Men hvorfor skulle nogen dog også rejse til Thailand for at spise pizza, pasta og steaks med bearnaise, når der er så meget lækker mad fra det lokale køkken.

Især i Ao Nang er det værd at være opmærksom, hvis du vil spise godt til en god pris. Langs strandvejen ligger adskillige spisesteder med italiensk eller såkaldt international mad. Den slags steder, der prøver at hive gæster ind på restauranten. Dem skal du generelt undgå.

Der findes selvfølgelig gode restauranter med f.eks. europæisk mad – ofte i forbindelse med et af Ao Nangs bedre hoteller. Udover de klassiske retter fra det thailandske køkken, så er fisk og skaldyr også et godt valg. Det er tilmed billigt i forhold til i Danmark.

Om mad i Thailand kan du læse meget mere i indlægget Hvad skal man spise i Thailand – en introduktion til det thailandske køkken.

 

Gode spisesteder i Ao Nang

Kodam Kitchen – en af Ao Nangs bedste restauranter. Her får du alle de klassiske thairetter samt lækker fisk og skaldyr. Kodam Kitchen er en større restaurant, men altid travl og der kan være ventetid på at få et bord i højsæsonen. På Klong Hang Road.

CRU Kitchen – ønsker du vestlig mad i Ao Nang, så er CRU Kitchen et rigtig godt valg. Der er tale om en pænere restaurant, der bl.a. serverer tapas, steaks, burger og gourmetpizza. CRU er også et godt sted til vin, cocktails og champagne. Bordreservation anbefales – se mere her.

Café 8.98 – populær og moderne café, som du også finder i Krabi By og på Koh Phi Phi. Her får du vestlig mad som sandwich, bowles, salater og burger. Det er også stedet til te, kaffe, cappuccino og et glas vin. Cafe 8.98 tilbyder desuden en god morgenmad.

 

Gode barer i Ao Nang

Ao Nang er ikke et partysted som f.eks. Patong på Phuket eller Chaweng BeachKoh Samui, men der er masser af steder, hvor du kan slukke tørsten.

Foruden et par områder med beer bars finder du også cocktailbarer og engelske pubs. I den østlige ende af Ao Nang Beach ligger en stribe strandbarer, der er populære steder til en sundowner.

REEVE Beach Club – populær beach club, der har åbent fra morgen til aften. Her kan du få øl, drinks og cocktails, mens du ser ildshows, hører livemusik eller nyder den smukke solnedgang.

The Last Cafe – The Last Cafe er en af de strandbarer, der ligger helt mod øst på Ao Nang Beach. Kom for den gode beliggenhed og muligheden for at vælge gynge, strandstol eller et tæppe i sandet.

En lækker pad thai er et godt valg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *