Coronavirus i Thailand – et overblik

Det, der skulle være et kort overblik over situationen omkring Coronavirus i Thailand, er nu blevet en længere føljeton. Siden nedlukningen i marts 2020 har jeg fulgt udviklingen med fokus på turismen – det kan du læse mere om herunder. Andre rejsenyheder fra Thailand finder du her.

Sidste nyt: Nye indrejserestriktioner sløjfet igen – Thailand er åben for alle turisterRejsebranchen rasende og frustrerede over nye indrejserestriktioner • Uvaccinerede kan alligevel indrejse i Thailand • Nye indrejserestriktioner en realitet (opdateret)Nye indrejserestriktioner på trapperne (uofficielt)Læs mere længere nede på siden.

 

Kan du rejse til Thailand nu?

Almindelige turistrejser som du kender dem fra før coronavirus er nu muligt. Alle restriktioner er pr. 1. oktober 2022 ophævet. Dvs., at du kan rejse ind i Thailand uden krav om vaccination eller negativ test. Læs mere her.

Indrejserestriktionerne, der trådte i kraft 9. januar 2023 holdt kun få timer. Læs pressemeddelelsen fra TAT her.

 

Ophold i Thailand

Hele Thailand er i grøn zone. Dvs., at man stort set er vendt tilbage til normale tilstande mht. åbningstider, udskænkning af alkohol m.v. Der kan stadig være regionale forskelle.

Myndighederne opfordrer til at følge regler og retningslinjer i forhold til Covid 19. Selvom kravet om forsikring er bortfaldet, så opfordrer man turister til at tegne en, da eventuelle sundhedsudgifter vil blive pålagt denne.

Der er krav om at bære maske/mundbind i den offentlige transport.

 

Herunder følger vi udviklingen i Thailand

9. januar – 2023

Nye indrejserestriktioner sløjfet igen

I en pressemeddelelse fra TAT (Det Thailandske Turistbureau) fremgår det, at indrejsereglerne fra 1. oktober 2022 stadig gælder. Dvs., at Thailand er åben og kravet om dokumentation for vaccination er sløjfet igen.

Rejseforsikring er dog obligatorisk, hvis du rejser fra Thailand til et land, der kræver PCR-test ved indrejse.

Kilde: TAT og Bangkok Post


9. januar – 2023

Rejsebranchen rasende og frustrerede over nye indrejserestriktioner

Både flyselskaber, udenlandske rejsebureauer og internt i Thailand er der stor frustration over de nye indrejseregler. Ifølge bl.a. Bangkok Post, så er der sendt adskillige protester afsted mod den thailandske regering for at få stoppet restriktionerne.

Bangkok Post skriver også, at det i lande som f.eks. Tyskland, hvor vaccinationsraten er forholdsvis lav, har skabt panik og vrede over de pludselige ændringer i restriktionerne.  Her har man annulleret hundredevis af hotelbookinger. Flere medier skriver, at der her til morgen vil blive holdt ministermøde om situationen, hvor også TAT deltager.

Kilde: Bangkok Post


8. januar – 2023

Uvaccinerede kan alligevel indrejse i Thailand

Flere thailandske medier, bl.a. TPN,  skriver nu, at Civil Aviation Authority of Thailand (CAAT) har udgivet en sidsteøjebliks opdatering af de nye retningslinjer. Her står der, at uvaccinerede eller de, der ikke kan fremvise dokumentation for vaccination, vil blive testet ved ankomst i lufthavnen i Thailand.

Kilde: TPN, CAAT og Richard Barrow (journalist)


8. januar – 2023

Nye indrejserestriktioner en realitet

Det er nu officielt, at Thailand har indført nye indrejserestriktioner fra mandag den 9. januar. Følgende, der også kan læses på Udenrigsministeriets hjemmeside, gælder (uddrag på dansk).

  1. Alle over 18 år skal have modtaget mindst 2 vaccinationer (kun 1 hvis man er vaccineret med Johnson & Johnson) eller et certifikat, der viser at man har været smittet inden for de sidste 6 måneder. Der er ingen krav om, hvornår vaccinationerne skal være givet. Alle dokumenter skal være på engelsk. Det danske coronapas gælder som dokumentation, skriver Udenrigsministeriet.
  2. Det er obligatorisk for passagerer, der rejser ud af Thailand til en destination, der kræver negativ PCR-test ved indrejse at tegne en rejseforsikring
  3. Det er lufthavnspersonalet, der ved check-in skal holde øje med, at restriktionerne bliver overholdt
  4. Der skal bæres maske på flyveturen
  5. Transitpassagerer er undtaget ovenstående regler

Læs den fulde tekst udgivet af Civil Aviation Authority of Thailand på engelsk her. De nye regler gælder indtil videre til 31. januar.

Kilde: Bangkok Post, TPN og um.dk


7. januar – 2023

Nye indrejserestriktioner på trapperne (uofficielt)

Flere thailandske medier skriver nu, at fra mandag den 9. januar vil følgende restriktioner gælde ved indrejse til Thailand:

  1. Alle over 18 år skal have modtaget mindst 2 vaccinationer (kun 1 hvis man er vaccineret med Johnson & Johnson) eller et certifikat, der viser at man har været smittet inden for de sidste 6 måneder. Der er ingen krav om, hvornår vaccinationerne skal være givet. Alle dokumenter skal være på engelsk
  2. Det er obligatorisk for passagerer, der rejser ud af Thailand til en destination, der kræver negativ PCR-test ved indrejse at tegne en rejseforsikring
  3. Det er lufthavnspersonalet, der ved check-in skal holde øje med, at restriktionerne bliver overholdt
  4. Der skal bæres maske på flyveturen
  5. Transitpassagerer er undtaget ovenstående regler

Ovenstående er blot et kort uddrag på dansk. Du kan se den fulde tekst på engelsk her. Retningslinjerne er angiveligt hvad Civil Aviation Authority of Thailand har sendt ud til flyselskaber verden over. F.eks. har australske Qantas allerede sendt meddelelsen ud til deres passagerer. De nye regler gælder indtil videre til 31. januar.

Som skrevet i overskriften er der endnu ikke sendt noget officielt ud.

Kilde: TPN og Richard Barrow (journalist)


5. januar – 2023

Thailand indfører (måske) krav om vaccination ved indrejse (opdateret)

Som skrevet for nogle dage siden, så kunne indrejserestriktioner for kinesiske turister komme til at ramme danske rejsende. Det scenarie er nu kommet et skridt nærmere. På et møde i dag besluttede de thailandske myndigheder at indføre krav om vaccination (mindst 2 stik) for alle, der rejser ind i landet.

“Det er principielt for os, at der ikke diskrimineres mod statsborgere fra bestemte lande – Covid 19 er overalt og det er de samme mutationer”, siger sundhedsminister Anutin Charnvirakul efter mødet.

Det er uklart, hvornår de nye regler træder i kraft og om det overhovedet kommer til at ske. Eventuelle regelændringer skal først godkendes af regeringen, der mødes hver tirsdag.

Myndighedskilder kunne efter mødet i dag ellers fortælle, at de nye regler vil træde i kraft før kineserne åbner grænserne. Kina ændrer ind- og udrejseregler 8. januar, men det første rutefly forventes at lande i Bangkok 12. januar. Lige nu er der heller ingen meldinger om, hvordan internationale turister skal dokumentere, at de er vaccinerede.

Det amerikanske businessmedie Bloomberg har efter mødet snakket med TAT, der fortæller, at bevis for vaccination ikke kommer til at ske lige nu.

Som det har været tilfældet adskillige gange de sidste par år, så er der tilsyneladende igen forvirring om hvilke regler og restriktioner, der kommer til at gælde.

Kilde: Bangkok Post og Bloomberg


31. december – 2022

Indrejserestriktioner for kinesere kan ramme danskere

Indrejserestriktioner for kinesiske rejsende til Thailand kan måske ramme andre internationale turister, skriver Bangkok Post. I lighed med andre lande i verden, vil Thailand også holde særligt øje med kinesiske rejsende, men det kan ses som diskrimination.

Derfor vil myndighederne nu overveje om alle internationale turister skal vise dokumentation for vaccination (mindst to stik), mens kineserne også skal medbringe en negativ kviktest.

Det er ellers kun to dage siden, at sundhedsminister Anutin Charnvirakul sagde til thailandske medier, at der ikke ville komme indrejserestriktioner for de kinesiske turister. Planen er, at turistministeren vil mødes med epidemiologer den 5. januar for at diskutere emnet.

Kilde: Bangkok Post


30. september – 2022

Alle indrejserestriktioner er nu fjernet

Thailand har pr. 1. oktober fjernet alle indrejserestriktioner. Du kan nu rejse ind i Thailand som før pandemien. Læs udmeldingen her (på engelsk).

Kilde: TAT


26. september – 2022

Thai Airways’ vintertrafikprogram

Thai Airways præsenterede for et par uger siden vintertrafikprogrammet, og det er nu bekræftet af flyselskabet. Programmet gælder fra 30. oktober til 25. marts 2023. Her kan man læse, at i forhold til tiden før Covid 19, så er der ingen ændringer i ruten til København, der vil blive betjent dagligt.

Til gengæld nedlægges den direkte rute fra København til Phuket, og det samme gør sig gældende med flyselskabets rute fra Bangkok til Oslo. Thai Airways nedjusterer desuden antallet af flyvninger til Stockholm fra 7 til 5 ugentlige afgange.

Kilde: Airways Mag


25. september – 2022

Turistbranchen glade for lempede restriktioner

Turistbranchen i Thailand er glade for de lempede restriktioner, der efter al sandsynlighed træder i kraft 1. oktober. Her vil det ikke længere være et krav at vise bevis for vaccination eller negativ test ved indrejse.

Sanan Angubolkul, der er formand for Det Thailandske Handelskammer, forventer nu, at mellem 10 og 12 millioner udenlandske turister vil besøge Thailand i år. Den svage baht og nært forestående vinter i Europa, vil også være med til at give turismen et boost, siger Sanan Angubolkul til Bangkok Post.

I Bangkok fortæller guvernør Chadchart Sittipunt, at hovedstaden er klar til en fuld genåbning for udenlandske turister. Også her forventes det, at antallet af bookinger vil stige de kommende måneder. Formanden for Khao San Road Business Association tror, at omsætningen vil stige 20-30 %.

Kilde: Bangkok Post


23. september – 2022

Slut med at vise bevis for vaccination eller negativ test ved indrejse

I onsdags besluttede myndighederne, at coronavirus ikke længere er en såkaldt “forbudt sygdom ved indrejse”. Det betyder, at turister ikke længere skal vise vaccination eller negativ test ved indrejse.

I dag meddelte sundhedsminister Anutin Charnvirakul, at ændringer i indrejserestriktionerne skal godkendes i regeringen, men de nye regler ventes at træde i kraft 1. oktober.

Kilde: The Nation og Bangkok Post


23. september – 2022

CCSA nedlægger sig selv og ophæver undtagelsestilstanden

På dagens møde i CCSA blev det besluttet pr. 1. oktober at ophæve den undtagelsestilstand, der blev indført 24. marts 2020. Samtidig meddelte Dr. Taweesilp Visanuyothin, der er talsmand for CCSA, at den særlige Covid 19-adminsitration vil nedlægge sig selv samme dag.

Antallet af nysmittede fortsætter med at falde, og sundhedsministeriet nedgraderede i august coronavirus til en smitsom sygdom under overvågning. Myndighederne vil fortsat tilbyde gratis vacciner til befolkningen.

Thailand har oplevet en kraftig vækst i antallet af turister de seneste måneder. Indtil videre har 5,2 millioner turister besøgt Thailand i år. På samme tid i 2021 var tallet knap 428.000.

Kilde: Bangkok Post


20. august – 2022

Thailand forlænger opholdsperioden fra 30 til 45 dage

Når danskere rejser ind i Thailand, kan de opholde sig 30 dage uden at søge om visum (visa extemption). Den periode bliver fra 1. oktober og frem til 31. marts 2023 forlænget til 45. Det besluttede CCSA på gårdsdagens møde.

Tiltaget er et forsøg på at booste turismen. Tidligere på måneden kunne TAT ellers fortælle, at der i juli rejste 1 million turister ind i Thailand, hvilket er det højeste antal på én måned siden pandemien startede.

Thailand ønsker dog flere turister, og CCSA håber, at de med de nye regler vil blive i længere tid. “Vi ønsker at forlænge turisternes ophold, så de bruger flere penge i Thailand. Det vil genstarte økonomien og reducere det tab pandemien har skabt”, siger talsmand for CCSA, Dr. Taweesilp Visanuyothin.

Kilde: The Nation, Thai Enquirer og Bangkok Post


19. august – 2022

CCSA gør coronavirus endemisk og videregiver det fremtidige ansvar

På dagens møde i CCSA blev det besluttet at erklære coronavirus endemisk i oktober. Samtidig kom det frem, at CCSA, den særlige Covid 19-administration med premierminister Prayut i spidsen, ikke længere vil have ansvaret for fremtidige tiltag mod sygdommen. Det er meningen, at sundhedsministeriet skal overtage den opgave, men det kom der dog ingen fast dato på.

Beslutningen om at erklære coronavirus endemisk kommer som følge af de fortsat lave smittetal i Thailand. “Målet er, at vi som samfund skal leve et normalt liv samtidig med at coronavirus er blandt os – der vil hele tiden være nye tilfælde, som der er med influenza”, siger talsmand for CCSA, Dr. Taweesilp Visanuyothin.

Kilde: Bangkok Post


10. august – 2022

Sundhedsmyndighederne nedgradere Covid 19

De thailandske sundhedsmyndigheder med Center for Sygdomskontrol i spidsen har nedgraderet Covid 19 til en sygdom “under overvågning”. Det sker, selvom antallet af smittetilfælde i Thailand er steget en anelse den seneste tid.

Officielt ligger smittetallet på lige over 2000 dagligt foretaget ved PCR-test, men ifølge flere medier, så er det reelle tal omkring 30.000, hvis man tæller kviktests med.

“Antallet af mutationer er faldet, men vi overvåger stadig sygdommen og holder øje med udviklingen”, siger Dr. Opas Karnkawinpong. Sundhedsmyndighederne overvejer også at indføre et vaccinationsprogram, som man har ved influenza.

Kilde: Bangkok Post


Opdateringer fra før 1. august 2022 er fjernet for at mindske sidens loadtid

20 comments

  1. Skal jeg have nyt thai pass og alt forfra hvis jeg tager 3 stik vacine ???skal rejse den 31 dec 2021

    1. Hej Johnny

      Jeg kan ikke finde noget om emnet, men hvis de betragter to stik som fuldt vaccineret, så opfylder du jo kravene. Jeg tror ikke du skal søge om nyt Thailand Pass.

      Venlig hilsen Carsten

  2. Vi skal rejse til Phuket den 2. januar. vi skal være der i 4 uger og datter/svigersøn i 14 dage. Vi har indsendt alle dokumenter til Thailand pas i fredags – min mand blev godkendt efter 3 timer – vi andre tre venter stadig. Kan se, vi nu måske skal tilbage til Sandbox-modellen – hvad indeholder den udover de vi allerede har indsendt?

    1. Hej Lis. Som jeg læser det, så kræver det booket og betalt ophold på 7 dage på SHA++ hotel i de blå zoner (inkl. transport og tests). Phuket er blå zone. Ved negativ test ved ankomst kan man opholde sig i den blå zone (f.eks. Phuket), men skal returnere til sit hotel om natten.

      Udover hotelophold kan jeg ikke umiddelbart se, at der er yderligere krav i forhold til Thailand Pass. Du kan læse meget mere her: https://www.tatnews.org/2021/12/thailand-reopening-living-in-the-blue-zone-17-sandbox-destinations/

      Venlig hilsen Carsten

  3. Hej Carsten

    Det er en super god side, som jeg følger dagligt. Efter planen skal vi rejse til Phuket d. 4.2. og bo i Khao Lak de første syv dage. Hører det under Sandbox modellen, eller skal vi finde et hotel på Phuket?
    Nogen gange står der, at det skal være et Sha++ hotel og andre gange Sha+ hotel. Hvad skal vi følge?
    Vh Tanja

    1. Hej Carina. Som det er lige nu hører Koh Lanta ikke med til Sandbox-modellen. Det er kun Phuket.

      Mange hilsner fra Carsten

  4. Hej Carsten

    Betyder dagens opdatering (7/1 2022), at Koh lanta nu er en del af sandbox (under krabi) eller?

    Vh Carina

    1. Hej Carina. Ja, de skriver HELE Krabi-provinsen, så det må også gælde Koh Lanta.

      Mange hilsner fra Carsten

  5. Hej Carsten

    Du skriver, at man med sandbox (vi skal til koh lanta) skal bo de første 7 dage på sha++ hotel.
    Hvad er forskellen på sha+ og sha++? Og vil det sige, at man ikke kan bo på et, der hedder sha+ de første 7 dage så?

    Vi har booket Southern Lanta resort.

    Vh Carina

    1. Hej Carina. SHA++ hotellerne har en aftale med certificerede hospitaler omkring PCR-test.

      På TATs side henviser de både til SHA+ og SHA++ hoteller, så det er lidt svært at blive klog på, hvad der gælder. På denne side, hvor man søger Thailand Pass skriver de, at det skal være SHA++. Se under Generel info.

      Jeg ville nok vælge et SHA++ for at være på den sikre side.

      Mange hilsner fra Carsten

  6. Hej Carsten.
    Tak for en rigtig god blog. Jeg har hørt, at hvis man har siddet i nærheden af en person i flyet, som testet positiv ved ankomst, at man så skal isoloere sig i 10 dage – har det noget på sig? Og gælder det i så fald også, hvis man har et certificate of recovery (eller tilsvarende)
    Venlig hilsen Eline

    1. Hej Eline. Tidligere skulle man i isolation, hvis en to rækker foran eller to rækker bagved blev testet positiv. Den regel blev taget op til overvejelse for nogle måneder siden, men hvad der kom ud af det kan jeg ikke finde noget på.

      Det var desværre ikke så meget jeg kunne hjælpe med her.

      Mange hilsner fra Carsten

  7. Hej Carsten

    Et spørgsmål i forhold til at rejse efter man har haft corona for ganske nylig:

    Kan du blive klog på, om det er nok med immunitetspas 14 dage efter smitte, når man samtidig har alle sine vacciner?
    Eller om man både skal have immunitetspas OG lægeerklæring med på rejsen?

    Vh Carina

    Ps: tak for alle dine gode opdateringer, som jeg følger med i løbene.

    1. Hej Carina. Udenrigsministeriet skriver følgende:

      Those who have recovered from COVID-19 within 3 months before travelling to Thailand must present a valid COVID-19 recovery form or medical certificate certifying that they have recovered from COVID-19 within 3 months before travelling or are asymptomatic in case their COVID-19 RT-PCR test shows a positive result.

      Jeg ville nok medbringe begge dele for at være på den sikre side.

      Mange hilsner fra Carsten

  8. Hej Carsten
    Vi er en familie på 5 med ankomst i Bangkok d 06.03.22 og har booket PCR no. 1 via Test and Go package på hotellet.
    Den 08.03.22 flyver vi til Phuket og skal bo på La Flora Khao Lak, Phang- Nga i 10 nætter.
    Derved skal vi have booket PCR no. 2 på Adnaman Medical Center.
    Desværre har jeg problemer at booke denne test på den officielle web page, da jeg jo ikke skal booke test 1 her.
    Kan du mon hjælpe mig?
    Mange hilsner fra
    Lisa

  9. Hej Carsten.

    Super informativ side, tak fordi I følger situationen i Thailand.

    Du skriver under FAQ: Alle over 12 år skal have et vaccinationscertifikat, der bekræfter fuld vaccination.

    Det er vel ikke rigtigt længere efter 1. maj, da børn kan rejse frit ind i Thailand så længe de rejser med forældre/værger som er fuldt vaccineret?

    Mvh Thomas

    1. Hej Thomas. Det har du ret i. Det passer ikke helt med det jeg har skrevet længere oppe. Tak for rettelsen – det er ændret nu.

      Mange hilsner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *