De bedste oplevelser i Sydthailand
For de fleste turister er Sydthailand især kendt for sine lækre strande, men der er mere at komme efter. F.eks. smuk natur, dykning i verdensklasse og nogle af Thailands bedste og mest unikke overnatningssteder.
Sydthailand dækker et stort område. Fra provinsen Chumphon i nord til den malaysiske grænse i syd. I alt 14 provinser, der byder på nogle af Thailands mest populære øer, strande og turistområder, men også uberørt jungle og lange øde strande.
Også den forskelligartede kultur gør Sydthailand speciel. Fra det buddhistiske nord til det muslimskdominerede syd, hvor en stor del af indbyggerne har rødder i Malaysia. Netop det faktum, at Storbritannien og det daværende Siam i 1909 blev enige om en ny grænsedragning har skabt alvorlige konflikter.
De sydligste provinser føler sig ikke som en del af Thailand, og en blodig kamp for selvstændighed er i gang. Af samme grund fraråder Udenrigsministeriet rejser til provinserne Yala, Pattani, Songkhla og Narathiwat. Du kan se præcis hvor i ministeriets rejsevejledning til Thailand.
I dette indlæg handler det derfor udelukkende om oplevelser i Sydthailand i de øvrige provinser. Heldigvis er der her masser af aktiviteter og seværdigheder, hvor provinserne Krabi, Phuket og Phang Nga er de mest kendte.
Similanøerne
Similanøerne ud for kysten ved Khao Lak har nogle af Thailands bedste strande. Turen til paradiset tager en time i speedbåd, og du ankommer til de lækreste bountystrande med hvidt sand og krystalklart turkisblåt vand.
Der er i alt 11 øer, hvor den mest kendte er Koh Similan med den berømte strand med stenformationen Sail Rock, som man ofte ser på billeder (f.eks. herunder). Også på Koh Miang er der strand i ren verdensklasse.
Hvordan: Du kommer til Similanøerne ved at købe en dagsudflugt fra Khao Lak eller Phuket. Afhentning på dit hotel, besøg på flere øer og eventuelt frokost er typisk inkluderet. Der kan også være et eller flere snorkelstop undervejs på programmet. Når dagen er omme, bliver du kørt tilbage til dit hotel.
Det er muligt at overnatte i nationalparkens telte og hytter. Her skal du booke i god tid i forvejen. Bemærk, at Similanøerne i perioder er lukket ned – som regel i sommermånederne. Læs mere om Similanøerne her.
Phang Nga-bugten
En af de mest populære oplevelser i Sydthailand er Phang Nga-bugten mellem Krabi og Phuket. Det er her, du kan se et fantastisk landskab med limstensklipper, der skyder op af havet. Du kan bl.a. opleve grotter, mangrove, tunnelsystemer og gemte bugter. Dyrelivet tæller aber, søkøer, varaner, gedeantiloper og flere end 100 fuglearter.
I bugten ligger også en muslimsk fiskerlandsby på pæle, men hovedattraktionen er for mange stadig den legendariske James Bond Island, der blev brugt i filmen Manden med den gyldne pistol. Området her er stærkt overrendt og i mine øjne det mindst interessante ved Phang Nga-bugten, der har så mange andre spændende ting at byde på.
I den sydlige del af bugten finder du også lækre strande. Først og fremmest på Koh Hong, der har to fantastiske halvmåneformede bugter med høje limstensklipper som baggrund. Her kan du ikke overnatte, men det kan du til gengæld på Koh Yao-øerne. Strandene her holder ikke helt samme standard, men til gengæld kan du få en autentisk oplevelse.
Hvordan: De fleste besøger Phang Nga-bugten på en endagstur fra Krabi, Phuket eller Khao Lak. Der er forskellige programmer, men den klassiske tur går bl.a. til den muslimske pæleby Koh Panyee og James Bond Island.
Der er flere andre muligheder for at opleve Phang Nga-bugten – du kan f.eks. sejle kajak og overnatte undervejs – her kan du tjekke udvalget hos John Gray Seacanoe.
Haad Tien Beach Resort
På den sydlige del af Koh Tao ligger Haad Tien Beach Resort direkte på en pudderhvid sandstrand, hvor du kan snorkle og måske se skildpadder og revhajer. De lækre villaer beach front er ikke billige, men uanset hvilken værelsestype du vælger, så er der kun et stenkast til stranden.
På alle værelser finder du bl.a. tv, køleskab, pengeskab, gratis wifi, møbleret terrasse og mulighed for at lave te/kaffe. Haad Tien Beach Resort har faciliteter som bar, restaurant og swimmingpool.
Hvordan: Haad Tien Beach Resort ligger på Koh Tao, som du kommer til ved at tage en færge fra fastlandet eller fra Koh Samui/Koh Phangan. Hotellet henter dig gerne ved færgen.
Phuket By
Jeg har skrevet det en gang eller to før her på siden: Phuket By er stærkt undervurderet og et sted, jeg vil anbefale dig at bruge et par dage eller tre. I den hyggelige gamle bydel finder du bl.a. gallerier, specialbutikker, kinesiske templer og det livlige ferskvaremarked.
Fremfor alt, så har Phuket By øens bedste restauranter. Udover de gode thailandske spisesteder, så kan du også finde retter fra malaj-køkkenet, ligesom hokkien-kineserne har taget deres madtraditioner med til byen.
Kineserne kom til Phuket i forbindelse med tinudvindingen omkring år 1900, og deres historie kan du høre mere om på det glimrende Thaihua Museum. Sørg for at besøge byen over weekenden for at opleve det herlige søndagsmarked.
Hvordan: Phuket By ligger ca. 33 km fra Phuket lufthavn og er således nemt tilhængelig. Du kan kombinere med nogle af øens strandområder eller andre steder i Thailand og Malaysia.
Phuket by har mange rigtig gode overnatningssteder. F.eks. det moderne Book a bed Poshtel, der både har sovesale og almindelige værelser, og det historiske The Memory at On On Hotel indrettet i et af bydelens gamle sino-portugisiske huse.
Ang Thong Marine National Park
Uanset om du bor på Koh Samui eller Koh Phangan, så er en tur til Ang Thong Marine National Park et must. Ang Thong består af 42 mindre øer, der ligger spredt ud over Thailandbugtens smaragdgrønne hav.
Hovedøen hedder Koh Wua Talap, hvor du finder parkkontoret, der forvalter de basic telte og hytter ved siden af. Det er eneste mulighed for at overnatte på øerne, men til gengæld bor du tæt på den fantastiske natur. Lige præcis her havde jeg den store oplevelse i flere minutter at sidde supertæt på en gruppe langurer, der normalt er ret sky.
Koh Wua Talap har også en glimrende strand, hvor du kan leje kajak for at tage på opdagelse i øhavet. Den største attraktion er dog udsigtspunktet 260 m.o.h. – det er en hård tur til toppen (ingen trapper), men til gengæld bliver du belønnet med den smukkeste udsigt over øhavet.
Hvordan: På både Koh Samui og Koh Phangan kan tourbureauer sørge for udflugter til Ang Thong. De fås i forskellige udgaver og kan have måltider og/eller kajakture inkluderet. Der er som regel også et eller flere snorkelstop undervejs.
Thale Noi
Naturelskere, fugleentusiaster og alle, der ønsker at opleve en del af Thailand, som kun få turister finder frem til, vil uden tvivl synes godt om Thale Noi. Den lille sø er et slags vedhæng til den store Songkhla Lake, og sammen udgør de et enormt vådområde med mange forskellige oplevelser.
Fra januar til marts/april kan du se et tæppe af blomstrende vandliljer, og året rundt er der mulighed for at spotte fugle. Over 270 arter er observeret her – nogle er residerende, andre på træk.
En stor del af besøget ved Thale Noi er mødet med de lokale, hvoraf mange lever af fiskeri. De benytter den traditionelle fiskemetode yok yor, der er en stor trækonstruktion med et net i midten.
En sejltur på Thale Noi kan ikke kun byde på fugle, vandliljer og fiskere, men også vilde vandbøfler og enestående solopgange. Sørg for også at køre over den spektakulære bro Ekkachai, som går lige gennem vådområdet.
Broen er Thailands længste og af nyere dato. Der er endda lavet en cykelsti – en perfekt måde at opleve Thale Noi, hvis du er til aktiv ferie. Området hører ikke til de mest kendte oplevelser i Sydthailand og er til dig, der gerne vil prøve noget andet.
Hvordan: Nærmeste lufthavn er den i Trang, der ligger ca. 92 km fra Thale Noi. Du kan flyve til Trang fra bl.a. Bangkok. Det er også lufthavnen i Trang, du benytter, hvis du f.eks. vil besøge Koh Mook og Koh Kradan. Det er derfor oplagt at kombinere naturoplevelserne i Thale Noi med strandferie på en eller begge af øerne.
I Thale Noi kan du bo på Ban Suan Keaw Resort, der får gode anmeldelser. Uanset hvor du booker overnatning kan personalet på stedet hjælpe med udflugter og transport.
Treehouse Villas Koh Yao Noi
På den nordlige del af Koh Yao Noi ligger et af Thailands mest spektakulære hoteller. Treehouse Villas er et supercool overnatningssted på stranden med bl.a. to etagers villaer med privat pool.
Helt billigt er det ikke, men har I noget, der skal fejres, så kunne det unikke overnatningssted være noget for jer. Treehouse Villas har spa, bar/lounge, restaurant og beach club. Hotellet er kun for voksne.
Hvordan: Fra både Krabi og Phuket kan du sejle til Koh Yao Noi, hvor der venter taxier, som kan køre dig til hotellet. Treehouse Villas kan uden tvivl også hjælpe med transport – her er der mulighed for at blive sejlet direkte til hotellet. Du kan læse mere om Koh Yao Noi her.
Koh Lipe
I det sydligste Thailand ligger lille Koh Lipe, der har nogle af Thailands absolut bedste strande. Det kræver lidt arbejde og rejsetid at nå frem til Koh Lipe, men det er det hele værd. Her kan du bo direkte på en af øens strande, der har kridhvidt sand og det mest krystalklare vand, man kan tænke sig.
Du kan sejle kajak, tage med på snorkelture eller hænge ud på en af de interimistiske strandbarer sat sammen af drivtømmer og genbrugsmaterialer.
Hvordan: Du kommer til Koh Lipe med båd eller færge fra fastlandet eller nogle af øerne mod nord. Fra Bangkok kan du tage AirAsias Island Transfer, der inkluderer fly fra Bangkok (Don Muang Lufthavn) til Hat Yai, transport til molen i Pakbara og speedbåd til Koh Lipe. Indtast Lipe som destination – også selvom der ikke er lufthavn på øen.
Læs mere om Koh Lipe og tjek de bedste hoteller på øen her, hvor du bl.a. har mulighed for at bo direkte på en af de lækre strande.
Sametnangshe Viewpoint
Blot en times kørsel fra Phuket Lufthavn ligger Sametnangshe Viewpoint, der er blevet berømt for sit udsigtspunkt. Her kan du opleve fantastiske solopgange over Phang Nga Bugten og tage på opdagelse i mangrovens små fiskerlandsbyer.
Det var fotografen Theerasak Saksritawee, der “opdagede” Sametnangshe. Han lagde billeder på Instagram af udsigtspunktet, og det har gjort stedet populært. Tidligere var det kun muligt at overnatte i telt ved udsigtspunktet, men i dag ligger der også hotellet Sametnangshe Boutique, der har mange forskellige værelsestyper.
Hvordan: Du kan selv finde transport til Sametnangshe, men vil du bo på Sametnangshe Boutique, så hjælper hotellet gerne med lufthavnstransfer og videre rejse.
Mångata Boutique Bungalow
Cycy og svenske Mika har skabt et helt unikt overnatningssted på Koh Phangan. Mångata Boutique Bungalow ligger direkte ud til Hin Khong Beach, og du har mulighed for at bo i de lækre bungalows ved stranden.
Mångata Boutique Bungalow er et superpopulært sted, der hurtigt bliver udsolgt. Du finder faciliteter som have, swimmingpool, gratis wifi og adgang til fælles køkken. Hotellet er kun for voksne.
Hvordan: Med færge fra fastlandet eller Koh Samui ankommer du til Thong Sala på Koh Phangen. Her henter hotellet dig gerne.
Elephant Hills Rainforest Camp
Et af de mest efterspurgte overnatningssteder i Sydthailand er Elephant Hills. Selve hovedcampen ligger naturskønt lige uden for Khao Sok Nationalpark, men det er Rainforest Camp, der i mine øjne er en af de absolut bedste oplevelser i Sydthailand.
På flåder i Cheow Lan-søen ligger Elephant Hills Rainforest camp, hvor du bor i luksustelte med privat bad og toilet. Både beliggenhed og udsigt fra flåderne er formidabel med mulighed for at spotte dyr og vågne op til gibbonabernes kalden.
Hvordan: Elephant Hills tilbyder forskellige pakkeløsninger med måltider, udflugter og overnatning inkluderet. De kan også sørge for transport til og fra deres camps. Se mere på Elephant Hills hjemmeside.
Dykning
Det sydlige Thailand er verdensberømt for sin gode dykning. Især Koh Tao i Thailandbugten tiltrækker rigtig mange dykkere på alle niveauer. Nybegyndere kan tage certifikat tæt på øen under ordnede forhold, mens de mere erfarne kan sejle længere væk og prøve kræfter med Sail Rock, der er lidt mere udfordrende.
Meget mere alsidig og forskelligartet er Andamanhavet. Surin- og Simailanøerne mod nord er stedet for mere øvede dykkere, hvoraf mange tager på liveaboard.
Det var i øvrigt den kendte dykker og eventyrer Jacques Cousteau, der gjorde øerne verdensberømte. Det siges, at Cousteau opkaldte et af de bedste dykkersteder, Richileu Rock, efter den franske kardinal som de fleste nok kender fra De Tre Musketerer.
Andre gode dykkersteder i Andamanhavet er Shark Point og Anemone Reef mellem Phuket og Koh Phi Phi og Hin Daeng og Hin Muang ca. 45 km sydvest for Koh Lanta. Men der er selvfølgelig mange andre steder med god dykning i det sydlige Thailand, og de fleste steder er der mulighed for at tage certifikat.
Hvordan: Vil du dykke eller tage certifikat, så er det bare om at henvende sig til nærmeste dykkercenter. Husk dog at spørge ind til sikkerheden og hvad der præcis er inkluderet. En del steder, især på Koh Tao og Koh Phi Phi, har skandinaviske instruktører, der kan være nemmere at forstå.
Koh Kradan
Koh Kradan er længe gået lidt under radaren i forhold til mange af Thailands øvrige øer og strande. Det blev der dog lavet om på i 2023. Den britiske hjemmeside World Beach Guide kårede Koh Kradan til at have verdens bedste strand, og det gav selvfølgelig øget opmærksomhed.
Faktisk har Koh Kradan kun én regulær strand. Den er 1,5 km lang og helt fantastisk lækker med et rigtig godt rev, hvor du kan snorkle. Stranden er også stort set øde. Koh Kradan har kun syv hoteller på den lange strækning, og det giver følelsen af at være Robinson Crusoe på sin helt egen bountystrand.
Hvordan: Nærmeste lufthavn er den i Trang (kode: TST), der har flere ruter til Bangkoks Don Mueang-lufthavn. Dit hotel på Koh Kradan kan helt sikkert hjælpe med transport – alternativt kan du få et tilbud på tranport her.
Koh Kradan er også perfekt til et øhop, hvor du kan kombinere med bl.a. Koh Mook, Koh Ngai og Koh Lanta. Af overnatningssteder kan du tjekke det forholdsvis nye Reef Resort og de flotte beachfrontvillaer på Mali Resort.