Koh Lantas bedste strande
Langs Koh Lantas vestkyst ligger strandene som perler på en snor. De kan være meget forskellige og ikke alle er lige badevenlige. Det gælder dog ikke de dejlige sandstrande, du kan læse om herunder, der har klart vand i turkisblå og smaragdgrønne nuancer.
Du kan bo ved nogle af strandene, mens andre kan besøges på en dagsudflugt – enten med bil eller scooter. Selvom der er overnatningsmuligheder på flere af strandene herunder, så betyder det ikke nødvendigvis trængsel og masseturisme.
Læs mere om Koh Lanta i min guide til øen, og i indlægget Bo på stranden på Koh Lanta kan du finde de bedste overnatningssteder i vandkanten. Men nu til de bedste strande på Koh Lanta.
Long Beach (Phra Ae)
Long Beach er nok det mest veludviklede turistområde på Koh Lanta. Her finder du en flere kilometer lang sandstrand med turkisblåt vand. Nogle steder er Long Beach lavvandet, andre steder bliver det hurtigt dybt.
Du kan finde skygge under et af de mange træer, der “skærmer af” for strandens barer, hoteller og spisesteder. Som du kan se på billedet herunder, så er der god plads på Long Beach.
Der er flere muligheder for at bo beach front på nogle af Koh Lantas bedste hoteller – du kan f.eks. se nærmere på Lanta Castaway Beach Resort.
Langs hovedgaden, der løber fra nord til syd på Koh Lanta, har du ved Long Beach øens største udvalg af cafeer, barer og restauranter. Også på sidevejene finder du mange muligheder for mad og drikke såvel som en lang række overnatningsmuligheder.

Klong Jark Beach
Klong Jark Beach kunne være et godt valg til en barfodsferie. Her ligger en lille håndfuld overnatningssteder direkte på stranden, der er med sand og har dejligt klart vand.
Der er dog store tidevandsforskelle – mod nord på den ca. 1 km lange strand er det stort set ikke muligt at bade ved lavvande, mens der er bedre forhold midt på Klong Jark Beach og mod syd.
I begge ender er der en del klipper, hvor du kan snorkle. Selvom du ikke bor på Klong Jark Beach, så er der fri adgang til stranden, hvor du kan spise og drikke på en af strandbarerne/restauranterne.
Relax Beach
Umiddelbart syd for Long Beach, adskilt af et lille næs, ligger Relax Beach, der er en 400 meter lang sandstrand, som er dejlig, men ikke holder helt samme standard. Relax Beach er dog et godt sted, hvid du vil bo på en lidt roligere strand på Koh Lanta.
Det sagt, så har Relax Beach flere enkle spisesteder og interimistiske strandbarer med solstole. Også på Relax Beach kan du bo på stranden – f.eks. på det populære Lazy Days. For at komme til Relax Beach kan du se efter skiltene ved hovedvejen.

Secret Beach og Beautiful Beach
De næste to strande mod syd er Secret Beach og Beautiful Beach, der af en eller anden grund ikke har nogle overnatningsmuligheder. På de to sandstrande med dejligt klart vand var der stort set øde, da jeg kom forbi.
Et par fiskerbåde lå for anker på Secret Beach, mens der var lidt mere liv på Beautiful Beach. Her ligger en interimistisk strandbar, der kan sørge for mad og drikke.
Hverken Secret Beach eller Beautiful Beach er paradisiske og har lidt sten og klipper i vandet. Det giver til gengæld udmærket snorkling. Der er ingen muligheder at søge skygge på nogen af strandene. Der er kun én vej ned til Beautiful Beach – se efter skiltet på hovedvejen.

Klong Nin Beach
Så skal vi til Klong Nin Beach, der er en knap 3 km lang sandstrand med klart vand i blå og smaragdgrønne farver. Det er en af de strande på Koh Lanta, der er hårdest ramt af tidevandet. Ved højvande er Klong Nin Beach meget smal og ved lavvande knap badevenlig.
Men Klong Nin Beach er alligevel på min liste over Koh Lantas bedste strande. Her kan du få en alsidig badeferie med et godt udvalg af cafeer, barer og spisesteder langs Hoirizon Road og på den nordlige del af stranden, mens du mod syd finder væsentlig mere ro.
På Klong Nin Beach ligger en lang række barer og cafeer, der har gratis solstole, hvis du også køber mad og drikke på stedet. Der er mange muligheder for at bo på stranden – f.eks. på det lækre Lanta Palace Beach Resort & Spa.

Nui Bay
Ca. 8 km syd for Klong Nin dukker Nui Bay op. Det er en væsentlig mindre strand, der fremstår lækker og eksotisk. Sandet er lyst og vandet klart i turkisblå nuancer. Der er lidt klipper i begge ender, hvor der ofte er udmærket snorkling.
Der er ingen overnatningssteder i Nui Bay, der til gengæld har en cool strandbar (Secret Beach Bar) lavet af drivtømmer, hvor du har mulighed for at få mad og drikke. Baren har nogle interimistiske konstruktioner med tag af palmeblade, hvor du kan få lidt skygge. Nui Bay skal ikke forveksles med Nui Beach umiddelbart syd for Klong Nin.
Bamboo Beach
Den sydligste af Koh Lantas større strande er den næsten øde og eksotiske Bamboo Beach. Stranden har lyst sand og krystalklart blåt vand med gode snorkelmuligheder i begge ender. Der er ingen solsenge eller parasoller, men ril gengæld masser af plads ril at smide ait håndklæde i sandet.
Der ligger et enkelt hotel på Bamboo Beach – det populære LaLaanta Hideaway Resort, hvor du kan bo med udsigt til pool og strand. Hotellet har en bar på stranden med solsenge og parasoller. Bor du ikke på hotellet, kommer du nemmest til Bamboo Beach på scooter.

