Mae Hong Song – aktiviteter, seværdigheder og oplevelser

Mae Hong Son ligger i det nordvestlige Thailand tæt på grænsen til Myanmar. Byen er omringet af bjerge og har i årevis ligget afsides med kun ganske lidt kontakt til omverdenen.

Det lavede en ny flyrute fra Bangkok dog om på. I en periode blev det pludselig nemt at besøge Mae Hong Son, men ruten med Nok Air er nu lukket igen.

I dag er byen således kun tilgængelig via landevejen, hvor den er en del af det såkaldte Mae Hong Son Loop. En ca. 600 km lang rute, der starter og slutter i Chiang Mai. Undervejs kommer man forbi bl.a. Pai, Mae Hong Son, Khun Yuam og Mae Sariang. Se mere om transport til Mae Hong Son nederst på siden.

Mae Hong Son er på mange måder anderledes med tydelig indflydelse fra Shan-folket, der er en af byens største befolkningsgrupper. De har sat deres præg på f.eks. mad, sprog, kultur og arkitektur.

I området er der andre etniske minoriteter som lisu, lahu, hmong og karen inklusive long neck. Se mere om Thailands bjergstammer her.

Turismen ER kommet til Mae Hong Son, hvor man er vant til besøgende udefra, men forvent middelmådige overnatningssteder og det samme når det gælder restauranter.

Et besøg i Mae Hong Son understreger endnu en gang, at Thailand er et alsidigt rejsemål.

 

Aktiviteter, seværdigheder og oplevelser i Mae Hong Son

 

1. Wat Chong Klang og Wat Chong Kham

Mae Hong Son er domineret af de flotte templer Wat Chang Klang og Wat Chang Kham (billedet øverst), der ligger side om side og vel egentlig udgør ét stort tempel. Området ligger lige ud til søen Nong Jong Kham, der med de smukke bjerge og morgendisen i baggrunden giver et utroligt smukt syn.

Wat Chang Klang indeholder de såkaldte burmesiske dukker, der skal illustrere Buddhas livsfaser. Dukkerne er købt i Burma for over 150 år siden. I Wat Chong Kham kan du se en næsten fem meter høj Buddha.

 

2. Morgenmarkedet (Talat Chao)

Thailands lokalmarkeder er altid værd at besøge. Det gælder også morgenmarkedet i Mae Hong Son (Talat Chao), der er fuld af liv. For det bedste indtryk skal du stå tidligt op og besøge markedet inden kl. 8.30.

Har du mod på det, er der mulighed for at spise billig morgenmad sammen med de lokale. Du kan også bare følge med i dagliglivet og blive klogere på de mange spændende og fremmedartede varer, der er til salg.

Markederne i Thailand er altid et besøg værd

 

3. Wat Phra That Doi Kong Mu

En flot oplevelse er at gå op til Shan-templet Wat Phra That, der ligger på bjerget Doi Kong Mu. Herfra er der en fantastisk udsigt over Mae Hong Son. Bedst er det om morgenen, når disen ligger som en dyne over byen.

Templet består bl.a. af to chedier opført i henholdsvis 1860 og 1874. Det ene siges at indeholde relikvier fra Kalita, der var en af Buddhas nærmeste disciple. Der er gratis adgang.

 

4. Su Tong Pae Bridge

Ca. 13 km fra Mae Hong Son kan du besøge Su Tong Pae Bridge, der er en flot bambusbro. Den minder lidt om den i Pai og er også her lavet for at munkene kan komme nemmere til det lokale tempel.

Broen er ca. 500 meter lang og går over rismarker og en lille flod. En tur på Su Tong Pae Bridge er en fin oplevelse, men endnu bedre tidlig morgen (ca. kl. 6.30), hvor munkene går over broen. For at se rismarkerne grønne skal du komme i løbet af sommer og efterår og senest i november.

 

5. Huay Pu Keng Village

Mange steder i Nordthailand kan du besøge små samfund med etniske minoriteter. Et af de steder er Huay Pu Keng Village, der bl.a. er beboet af long neck-folket (se billede herunder), eller kayan, som stammen egentlig hedder.

Indbyggerne i det lille landsbysamfund er flygtet fra krig og etnisk udrensning i Myanmar og lever nu i Thailand. Som andre samfund beboet af stammefolk modtager de besøg udefra, og i Huay Pu Keng kan du overnatte og lære om mere om deres liv. En fin oplevelse, men kom med respekt og ægte nysgerrighed. Se mere på landsbyens hjemmeside.

Ved Mae Hong Son kan du besøge Long Neck-stammen

 

6. Pha Suea National Park

En god naturoplevelse er Pha Suea National Park, der er berømt for den såkaldte fiskegrotte. Her kan du se enorme stimer af blå karper, der ligesom grotten anses som hellige.

Men der er andre ting at komme efter i nationalparken. Du kan også opleve søer, vandfald, limstensklipper og et kuperet landskab med dybe dale. Dyrelivet inkluderer gaur, aber, hjorte, vildsvin og et stort antal fuglearter. Der er mulighed for at overnatte i nationalparkens telte.

 

7. Trekking

Har du lyst til at prøve trekking i Thailand, så er området omkring Mae Hong Son et godt valg. Her har du mulighed for en unik og autentisk oplevelse, hvor du på flerdagesturene bor hos f.eks. lahu- og karenfolket. De små stammefolk her er knap så vant til turister som i f.eks. Sambuthong og Mae Taeng ved Chiang Mai.

Inden du booker en trekkingtur, så skal du have en vis kondition og være klar til at bo primitivt. Til gengæld oplever du smuk natur og får mulighed for at møde nogle af Thailands bjergstammer. Se mere i indlægget Trekking i Thailand om hvad, du skal være opmærksom på mht. trekking.

Trekking er en god oplevelse

 

Hvordan kommer man til Mae Hong Son?

Du kommer nemmest til Mae Hong Son fra Chiang Mai. Der er en hel del bjergkørsel, og jeg anbefaler, at du tager turen i dagtimerne. Du kan vælge mellem disse muligheder for transport:

Privat transfer
Hurtigst, men også dyrest, er en privat transfer. Du skal dog overveje om besparelsen ved bus eller delt minivan står mål med transporttiden og den manglende komfort. Især hvis I er flere i rejsegruppen, vil prisforskellen måske ikke være så stor.

Delt minivan
En delt minivan er en slags shuttlebus, som du deler med andre rejsende. Det er en hurtig måde at komme fra Chiang Mai til Mae Hong Son, men minibusserne er ofte fyldte og komforten minimal. Der er desuden begrænset plads til bagage.

Alt efter selskab har de delte minivans forskellige startsteder, men prisen inkluderer som regel transport fra dit hotel til busstationen. På turen fra Chiang Mai til Mae Hong Son er der typisk et eller flere stop undervejs.

Bus
Der kører regelmæssigt busser fra Chiang Mai til Mae Hong Son. Det er en billig løsning, men køretuen tager ca. 6 timer ad den nordlige rute, der går via Pai. Den sydlige rute via Mae Sariang tager 8 timer. Busserne kører fra Arcade Busterminal. Se mere på busselskabets hjemmeside.

Uanset hvordan du ønsker at komme fra Chiang Mai til Mae Hong Son, så kan du finde priser og afgangstider på populære 12go, hvor du selvfølgelig også kan booke.

Se mere om transport fra Chiang Mai til Mae Hong Son på 12go

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *