Koh Lanta guide

Syd for Koh Phi Phi og næsten som indgang til paradisøerne i Sydthailand ligger Koh Lanta. Øen er forholdsvis stor og har sin andel af dejlige strande, der ligger som perler på en snor ned ad vestkysten.

Turisterne har for længst opdaget Koh Lanta, men heldigvis er udviklingen gået langsomt – her er hverken bargader, shoppingcentre eller store højhushoteller.  Til gengæld har Koh Lanta en skøn tilbagelænet atmosfære med et glimrende udvalg af hoteller, gode restauranter og interimistiske strandbarer.

Den lille by Saladan på øens nordkyst fungerer som turistcentrum og på trods af den beskedne størrelse, så er det Koh Lantas største by.

Øens strande ligger som nævnt som perler på en snor ned ad vestkysten syd for Saladan. Her kan du vælge og vrage mellem adskillige resorts, der ligger beach front. Jo længere mod syd du kommer, desto mere øde bliver det – mange mener, at det er her, du finder Koh Lantas bedste strande.

 

Strande på Koh Lanta

Første strand du kommer til fra Saladan er Khlong Dao Beach, der er en skøn to km lang sandstrand, som var et af de første steder, der blev udbygget.

2-3 km mod syd når du til Ae Phrae Beach (Long Beach), der kvalitetsmæssigt er på det jævne, men her er opstået et lille turistcentrum med vestligt orienterede restauranter, barer og internetcaféer.

Længere mod syd kommer du til den lange Khlong Khong Beach, der tiltrækker et ungdommeligt publikum. Her er dog plads til alle – langs stranden ligger adskillige resorts og en stribe barer. Klong Khong Beach er hårdt ramt af tidevandet og knap badevenlig.

Fortsætter du et par km længere mod syd deler vejen sig. Du kan vælge at køre ind på øen eller videre ned ad kysten. Ved vejens deling ligger en af Koh Lantas absolut skønneste strande, Khlong Nin Beach, der er bedst mod syd. Stranden har mange gode resorts og i den nordlige ende en del billige guesthouses.

De næste strande ned mod spidsen af øen er lækre Ao Kantiang, Ao Khlong Jaak og Ao Mai Pai. Spredt ligger der hoteller på begge sider af hovedvejen, hvor der også er et mindre udvalg af barer, restauranter og shopping.

koh lanta
Herlig beach bar på Long Beach

 

Oplevelser til lands og til vands

Selvom langt de fleste turister kommer til Koh Lanta for at slappe af og dase på de dejlige sandstrande, så må du ikke snyde sig selv for en tur til Ban Koh Lanta, der er øens oprindelige by og udskibningshavn.

Byen bliver også kaldt Old Town, hvor du stadig kan se nogle af de gamle pælehuse, der engang var almindelige på Koh Lanta. Old Town er hyggelig med et begrænset udvalg af butikker, restauranter og enkle overnatningssteder i form af charmerende guesthouses.

Hvis du er til dykning eller snorkling, så er det om at tage en tur ud på havet for at se, hvad der gemmer sig under havoverfladen. Koh Lanta er den største ø i Koh Lanta Marine Nationalpark, der består af 15 øer, men yderligere knap 40 øer ligger i farvandet ud for Koh Lanta.

I feriebyerne langs kysten og selvfølgelig i Saladan ligger en stribe diveshops, hvor du kan booke dykkerudflugter. Er du strandfreak, så er der store oplevelser i vente – mange af øerne har fantastiske strande med krystalklart vand.

På Koh Lanta findes også gode markeder, der selvfølgelig fås væsentlig større andre steder i Thailand, men vil du indsnuse lidt lokalstemning, så tag til Old Town søndag aften eller mandag morgen og til Saladan i løbet af søndagen, hvor dagmarkedet kan være et godt udflugtsmål.

koh lanta guide
Old Town på østkysten

 

Hotel på Koh Lanta

Uden at være i nærheden af Phukets og Koh Samuis turisme kan Koh Lanta alligevel tilbyde overnatning for enhver pengepung.

Øen er et af de steder, hvor du stadig kan bo forholdsvis billigt på stranden, og så er Koh Lanta i form af de to prisvindende luksushoteller Pimalai Resort & Spa og Layana Resort & Spa også blevet et sted for high-end segmentet.

Har du svært ved at vælge hotel på Koh Lanta, så se nærmere på mine forslag og link til indlæg herunder. Udvalget er selvfølgelig væsentlig større – klik ind på f.eks. hotels.com og booking.com for at finde det hotel, der passer til dine præferencer.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

For at komme fra Krabi til Koh Lanta kan du her på siden få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand.

 

Her bor du godt på Koh Lanta

Lanta Castaway Beach Resort – Long Beach: Populært hotel på Long Beach
Det populære Castaway Beach Resort får masser af topanmeldelser. Her bor du ud til Long Beach i en af de 22 dejlige bungalows. På værelserne finder du bl.a. tv, køleskab og gratis wifi. Castaway har desuden have, strandbar og restaurant. Morgenmad er inkluderet i prisen, og personalet hjælper gerne med udflugter og billetter.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

Lazy Days Bungalows: Dejlige moderne bambushytter direkte ud til Relax Beach
I en lille bugt syd for Long Beach ligger Lazy Days Bungalows, der kun har ni hytter. Du kan enten vælge hytter i haven eller beach front. På værelserne finder du tv, køleskab og gratis wifi. Lazy Days Bungalows tilbyder desuden have, bar/lounge og restaurant. Morgenmad er tilgængelig og personalet hjælper gerne med udflugter/billetter.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

Lanta Pearl Beach Resort – Long Beach: Billigt og med plads til hele familien
Mellemklassehotel på den nordlige del af Long Beach. Du kan vælge mellem otte forskellige værelsestyper – inklusiv familiebungalow – der alle har tv, køleskab og gratis wifi. Du har kun 100 meter til den lange strand, der indbyder til skønne dage under den thailandske sol.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

Se mere i disse indlæg: De bedste hoteller på Koh Lanta 2023Overnatning for hele familien på Koh Lanta • De bedste billige hoteller på Koh LantaBo på stranden på Koh Lanta

koh lanta guide
Det populære Lazy Days ligger lige ud til stranden

 

Praktisk information

Rejsetidspunkt

Koh Lanta skal besøges fra midt november til marts/april. Her skinner solen som regel fra en skyfri himmel med temperaturer på 30-32 °C. Som altid på disse breddegrader kan en byge ikke udelukkes – det gælder især i november og april.

Regnsæsonen strækker sig fra maj til oktober og er ganske våd i denne del af Thailand. Der falder en del regn, men ofte som kraftige byger. September og oktober kan dog byde på vedvarende regn. Nogle hoteller og restauranter lukker ned i lavsæsonen. Temperaturen i sommermånederne ligger på 31-34 °C.

 

Transport

Du kan komme til Koh Lanta på flere måder. Med fly lander du i Krabi Lufthavn, hvorfra der er ca. halvanden times kørsel og en meget kort færgetur til Koh Lanta.

Du kan få dit hotel til at arrangere transport fra lufthavnen – alternativt kan du her på siden få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand.

Du kan også sejle til Koh Lanta fra f.eks. Krabi, Phuket og Koh Phi Phi med den regulære passagerbåd, der sejler flere gange dagligt i højsæsonen. Alternativt kan du tage en privat speedbåd, der selvfølgelig er noget dyrere.

Med færgen ankommer du til havnen i Saladan, hvor taxier holder klar til at køre dig til hotellet. I Saladan ligger selvfølgelig også flere billetkontorer, der kan være behjælpelige med transport til og fra Koh Lanta. Husk, at det er nemt at rejse i Thailand – både dit hotel og ethvert tourbureau ville kunne hjælpe med transport til og fra øen.

For at komme rundt på Koh Lanta, kan du tage en taxi eller en af de sjove knallerter med plads til to i sidevognen. Du kan også leje en scooter, men husk hjelmen og at vejene især på sydøen ikke altid er lige gode.

Vil du besøge naboøerne, er det muligt at tage på tur med speedbåd, hvor der gøres flere stop undervejs. Der er ofte frokost inkluderet i udflugterne. Book på dit hotel eller et af tourbureauerne.

 

Aktiviteter

På Koh Lanta kan du deltage i aktiviteter som f.eks. kokkeskole på restauranten Time for Lime eller snuppe en gang yoga hos f.eks. Oasis Yoga. Begge steder ligger ved Klong Dao Beach.

Hos Lanta Animal Welfare tager man sig af udsatte dyr, og her kan du melde dig som frivillig til f.eks. at gå en tur med en hund. Et populært sted, der bl.a. er støttet af Time for Lime. Se mere om aktiviteter og hvad du kan lave i indlægget 9 gode oplevelser på Koh Lanta.

 

Gode steder at spise

Der ligger mange gode spisesteder på Koh Lanta. Gadekøkkenerne ligger primært i Saladan, men langs hovedvejen fra nord til syd findes adskillige muligheder – fra lokale spisesteder til pizza, burger og sauerkraut. De senere år er der kommet flere pænere restauranter på Koh Lanta, hvor du mange steder kan spise på stranden.

Elsker du frisk fisk og skaldyr, så skal seafoodrestauranterne i Saladan besøges. De ligger på række delvist på pæle i vandet ud til den vestlige del af stien. Her kommer en lille håndfuld rigtig gode spisesteder på Koh Lanta:

Malinas’ Kitchen
Rigtig god og billig thai/asiatisk mad. Her kan du få alle klassikerne. Ligger ved Klong Khong.

The Table
På The Table deler du bord med andre rejsende – en del af konceptet og en god måde at møde nye mennesker på. Maden er lækker i kategorien asiatisk fusion. The Table ligger langs hovedvejen ved Klong Dao.

Time for Lime
Time for Lime har ikke kun en kokkeskole, men også en restaurant, der serverer kreativ thai/asiatisk mad. Et lidt pænere sted med setmenuer og cocktails. Også et godt sted for vegetarer og veganere. Ved Klong Dao Beach.

Red Snapper
I en hyggelig gårdhave ved Phra Ae serverer Red Snapper moderne europæisk inspireret mad. En af Koh Lantas ældre restauranter, der bliver ved med at få gode anmeldelser. I Phra Ae – indgang fra hovedvejen.

 

Andre ting at være opmærksom på

I turistområderne ligger masser af kontantautomater. De har engelsk menu og er nemme at bruge. Bemærk, at der kan være gebyr forbundet med at bruge dem og at der kan være loft på, hvor mange penge du kan hæve af gangen.

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Thailand. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.

Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Thailand – se aktuelle anbefalinger på ssi.dk. Husk også rejseforsikring – det kan du få et tilbud på her.

 

Kort over Koh Lanta

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *