Spisesteder på Koh Samui – 10 gode restauranter

spisesteder på koh samui

Der er masser af gode spisesteder på Koh Samui. Lige bortset fra Bangkok og Phuket, så har Koh Samui nok det største og mest alsidige udvalg af restauranter i Thailand. Her kan du gastronomisk komme verden rundt, men mine anbefalinger til spisesteder vil primært være koncentreret om det thailandske køkken.

I Thailand spiser du godt og billigt. For mig er maden altid en vigtig del af rejsen, og selvom jeg helt klart har mine favoritretter og en tendens til igen og igen at vælge det samme på menukortet, så kan jeg kun anbefale at prøve noget nyt.

Selv har jeg aldrig fået en ret, jeg ikke kunne lide, men skulle det ske, at du får serveret noget helt uspiseligt, så vil det sandsynligvis ikke vælte budgettet, hvis du vælger noget andet på menukortet. Det er nemlig superbilligt at spise i Thailand, hvor du på en almindelig restaurant kan få en hovedret for 30-40 kr.

Men hvilke retter skal du så prøve i Thailand? I indlægget Hvad skal man spise i Thailand – en introduktion til det thailandske køkken, kan du læse om de mest populære retter, som vil være at finde på de fleste spisesteder på Koh Samui, der serverer thailandsk mad.

 

Spisesteder på Koh Samui

Som nævnt i indledningen er der et kæmpe udvalg af spisesteder på Koh Samui. Langt de fleste serverer mad fra det thailandske køkken, men der er også flere glimrende restauranter med europæisk mad.

Du kan altid besøge et af de bedre hoteller, men der er flere restauranter, som har specialiseret sig i det internationale køkken. Her er kokkene som regel fra USA eller Europa.

På den gennemsnitlige thairestaurant er man sjældent gode til at lave andet end mad fra Sydøstasien, men i mine øjne er der ikke rigtig nogen idé i at rejse til Thailand for at spise pasta, fish and chips eller bøffer med pommes frites.

Men nu til mine anbefalinger til spisesteder på Koh Samui, som jeg håber, du kan bruge. Velbekomme!

spisesteder på koh samui
Er du glad for stærk mad, så skal du prøve pad krapow

 

1. Thai Kitchen Restaurant – Chaweng

I den grå masse af spisesteder i Chaweng skiller Thai Kitchen sig ud. Her får du god thailandsk mad til billige penge. På menukortet er der alle de kendte klassikere som supper, curries og risretter.

Rygtet om det gode spisested har bredt sig, så du kan risikere at skulle vente på at få bord. Selvom der ofte er travlt, får du god og hurtig service. Thai Kitchen har åben til frokost og aften. Du finder restauranten på Beach Road tæt på shoppingcentret Central Festival.

 

2. The Thai Tapas – Bo Phut

Centralt i Bo Phut (Fishermans Village) spiser du rigtig godt på The Thai Tapas. Her laver den franske ejer Patrick tapasanretninger fra det thailandske køkken, der laves til noget nær perfektion.

Alt efter sult og antal personer om bordet kan I bestille en stribe retter, som kan deles. Det er således en rigtig god måde at prøve forskellige retter, hvoraf nogle er nytænkt, men det er kun med til at gøre The Thai Tapas til noget særligt.

Det er ofte Patrick selv, der byder velkommen og fortæller om konceptet. Er I to personer vil 4-6 retter til deling være fint. Forvent god stemning og opmærksom service på The Thai Tapas, der har åben fra frokost til aften. Restauranten er også et godt valg til vegetarer. Prisniveauet er forholdsvis højt for en thailandsk restaurant, men absolut stadig rimeligt.

 

3. The Cliff Bar & Grill – Crystal Bay

Ønsker du europæisk mad, så kunne The Cliff Bar & Grill være noget for dig. Restauranten har især fokus på middelhavskøkkenet, men serverer også grillretter og frisk fisk og skaldyr. Beliggenheden med udsigt over havet er blot en bonus.

The Cliff Bar & Grill har egen urtehave og får hver dag leveret grøntsager og alt godt fra havet af lokale producenter. Køkkenet er styret af den italienske kok Sergio Martelli, der laver øens vil nok bedste pastaretter.

På The Cliff Bar & Grill har man modtaget flere priser, og restauranten er et godt valg til den romantiske aften eller hvis noget skal fejres. Bordreservation anbefales i højsæsonen. The Cliff Bar & Grill ligger lige nord for Silver Beach (Crystal Bay) få kilometer fra Lamai og ca. fem kilometer syd for det centrale Chaweng.

 

4. Baan Ya Jai – Chaweng

Baan Ya Jai laver lækker thailandsk mad, men skiller sig væsentligt ud fra øens andre lokale restauranter ved kun at tilbyde et begrænset antal retter. Der er dog rigeligt at vælge mellem på Baan Ya Jai, der bruger nøje udvalgte råvarer fra lokale producenter.

Stedet er ejet af kokken Atitaya Paitoon, der efter ansættelse på nogle af Thailands bedste restauranter, har åbnet sit eget spisested på Koh Samui. Målet er at servere thailandske retter efter traditionelle opskrifter og tilberedningsmetoder.

Mange retter kan også laves til vegetarer og allergikere, der med fordel kan prøve Baan Ya Jai. Det er en mindre restaurant, men det er ikke muligt at reservere bord. Der er åbent til frokost og aften. Baan Ya Jai ligger på Beach Road ud for den større gade Soi 4, hvor der er en offentlig vej til standen.

 

5. Suppatra Thai Dining – Bangrak (Big Buddha Beach)

I den nordlige del af Bangrak, på en sidevej lige overfor markedet, ligger Suppatra Thai Dining, der laver lækker mad, som er flot anrettet. Prisniveauet er noget højere end gennemsnittet, men bestemt rimeligt og stadig billigt set med danske øjne.

Suppatra Thai Dining har et fast menukort, men se også tavlen, hvor dagens specialiteter står skrevet. Restauranten er opkaldt efter Suppatra, der er køkkenchef, mens hendes østrigske mand står får stedets glimrende vinkort. Især satser man på naturvine og økologisk vin, der skal supplere det thailandske køkken.

Suppatra Thai Ding har kun åben om aftenen, hvor bordreservation anbefales. De kan du gøre på restaurantens hjemmeside.

 

6. Chom Chada – Chaweng

Et lækkert sted i Chaweng er Chom Chada, hvor du spiser i flotte omgivelser og med god service. Køkkenet er thailandsk med klar inspiration fra Italien og det øvrige Asien. På Chom Chada er prisniveauet en del højere end gennemsnittet, men du får god værdi for pengene.

Bag restauranten står Sureewan Ratchadarak, der tidligere grundlagde Kapi Sator, der fik Koh Samuis første bib gourmand i Michelinguiden. Flere retter fra Kapi Sator kan således findes på Chom Chada.

Restauranten har en fin vinliste og serverer lækre cocktails, hvoraf mange er med lokale smage og ingredienser. En supergod restaurant i Chaweng, der også får gode anmeldelser.

 

7. Ko Seng – Mae Nam

Umiddelbart ligner Ko Seng enhver anden thailandsk restaurant på Koh Samui, men her får du lækre retter fra Sydthailand, hvor især den friske fisk og skaldyr er et godt valg. Tænk kæmperejser, lækkert krabbekød og hel grillet fisk.

På Ko Seng er portionerne generøse, priserne helt i orden og maden fantastisk. Sammenlagt har det givet Ko Seng en plads i Michelinguiden. Restauranten ligger på Soi 5 i Mae Nam og har åben til frokost og aften.

 

8. Swapam @ Samui – Lamai

For dejlig thailandsk mad i Lamai kan du prøve Swapam @ Samui, hvor du kommer godt rundt i det klassiske køkken. Her serveres bl.a. en lækker pad krapow, men også stedets curries og den legendariske kokosshake er værd at anbefale.

Swapam @ Samui er en familieejet restaurant med god og venlig service. Prisniveauet er lavt, og det er sådan et sted man gerne kommer igen. En perle i Lamai. Restauranten har åben fra kl. 14.00 til over midnat og ligger på den sydlige del af hovedgaden i Lamai.

 

9. Sala Thai Art Gallery & Restaurant – Chaweng

Sala Thai har to restauranter i Chaweng. Ved Samui Natien Resort i den nordlige del af byen og på hovedvej 4169 ved Chaweng Noi Beach. Begge steder får du rigtig god mad, venlig service og hyggelige omgivelser.

Selvom Sala Thai også serverer europæisk mad, så kom for det thailandske køkken. Udvalget er stort og retterne er flot anrettet. Du kan få hovedretter for 180-300 baht.

 

10. Pi Nan’s Sabai Sabai – Bo Phut

For en rigtig god thailandsk restaurant i Bo Phut kan du besøge Pi Nan’s Sabai Sabai. Prøv f.eks. stedets pad thai, pad krapow og den heftige papayasalat som tam. Der er selvfølgelig mange andre ting på menukortet hos Pi Nan’s Sabai Sabai, der har et lavt prisniveau.

Restauranten er populært og forholdsvis travl om aftenen, men du får som regel hurtigt et bord. Det familieejede spisested har god og venlig service. Der er åbent til frokost og aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *