Sydøstasien i oktober – her skal du rejse hen
Som jeg skrev i indlægget Sydøstasien i september, vil jeg også i oktober især anbefale Indonesien med Bali i spidsen. Jeg har selv besøgt bl.a. Bali, Lombok og Gili Trawangan flere gange i oktober og altid med godt vejr.
Der er andre steder i Sydøstasien, du kan rejse hen i oktober, men du må forvente regnbyger og vekslende skydække. En fordel ved oktober er til gengæld brusende vandfald og en overdådig frodighed. For mere inspiration kan du også se indlægget Sydøstasien i september.
Bali – Indonesien
Vejret: Oktober er en overgangsmåned fra den tørre tid til den våde periode, der for alvor begynder i november. I oktober kan du således forvente en regnbyge nogle dage, men ellers masser af sol og temperaturer på 30-32 °C.
Derfor: Som jeg har skrevet før her på siden, så er Bali et utrolig alsidigt rejsemål, man aldrig rigtig bliver færdig med. Det er en forholdsvis stor ø, der fortjener flere besøg – måske i kombination med f.eks. Java, Lombok og Flores.
Uanset om du er til sol og strand eller fantastiske naturoplevelser, så kan du få det på Bali. Den spændende og fremmedartede kultur finder du alle steder på øen, hvor du kan besøge smukke templer og måske støder ind i en farverig ceremoni.
Bali er også god mad, lavt prisniveau og lækre overnatningssteder af høj kvalitet. Jeg anbefaler at du besøger 2-4 steder på din rejse til Bali alt efter længden på din ferie. Som i Thailand er det nemt og som regel det billigste selv at booke fly og hotel. Du kan dog se priser på pakkerejser til Bali her, hvis du er mere tryg ved det.
Forslag til hoteller: Bombora Medewi Wavelodge (Mellemklasse) • The Kayon Resort (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Du lander i lufthavnen i Denpasar Ngurah Rai Airport (kode: DPS), der ligger på den sydlige del af øen. Fra Danmark kan du flyve med ét stop til Bali med f.eks. Emirates, Thai Airways, Qatar Airways og Singapore Airlines.
Koh Chang – Thailand
Vejret: Hvis du absolut skal rejse til Thailand i oktober, så giv Koh Chang en chance. Det er en ø, der får en del nedbør i oktober, men jeg har efterhånden fået en del mails fra jer læsere, der fortæller, at I har haft en fantastisk ferie med godt vejr.
Historisk får øen 270 mm regn i oktober, hvor temperaturen ligger på 29-31 °C. Måske er Koh Chang en god mulighed for en efterårsferie i Thailand.
Derfor: Koh Chang er en dejlig ø med en lang række strande ned ad vestkysten. Mest populær er White Sand Beach mod nord, men vil du bo lidt roligere er der andre muligheder – også for at booke villa eller bungalows på stranden. Se mere om det i indlægget Bo på stranden på Koh Chang.
Koh Chang har ingen historiske seværdigheder, men til gengæld smuk natur i form af tæt jungle på midtøen, hvor du kan opleve flere vandfald og sejle i mangroven i skovens udkant.
En bådtur ud i øhavet er også en populær aktivitet – her kan du snorkle og besøge paradisstrande. Du kan nemt kombinere Koh Chang med f.eks. Koh Mak og Koh Kood, men også hovedstaden Bangkok.
Forslag til hoteller: Amber Sands Resort (Mellemklasse) • Santhiya Tree (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Nærmeste lufthavn er den lille Trat lufthavn (kode: TDX) , der ligger på fastlandet. Herfra er der kun forbindelse til Bangkok. Mange kører fra hovedstaden til Koh Chang – en tur på ca. 5 timer inkl. færge.
Nordvietnam
Vejret: Et andet bud på en oktoberrejse til Sydøstasien kunne være Nordvietnam. Oktober er den første måned efter den våde periode over sommeren, og du skal således forvente dage med regnbyger. Det er dog et glimrende tidspunkt at besøge området, hvor temperaturen i f.eks. Hanoi ligger på 28-30 °C.
Derfor: Nordvietnam er et overflødighedshorn af oplevelser. En af mine yndlingsbyer er Hanoi, der bl.a. byder på templer, god shopping, historiske seværdigheder og fremragende mad, der tilmed er superbillig. Byen kan nemt bruges som udgangspunkt for udflugter eller videre rejse i Nordvietnam.
Her er flere gode seværdigheder du kan tage med i din rejseplan. F.eks. Halongbugten, hvor jeg anbefaler en overnatning eller to, samt Mai Chau og Ninh Binh. Du kan også booke et par overnatninger i smukke Sapa, hvor du kan trekke, bo på homestay eller bare byde den smukke natur og de spændende kulturoplevelser.
Nærmeste lufthavn: Hanois internationale lufthavn hedder Noi Bai (kode: HAN). Den ligger ca. 30 minutters kørsel nord for byen. Hanois lufthavn har forbindelse til f.eks. Doha, Dubai, Bangkok og Singapore.
Vientiane – Laos
Vejret: Laos hovedstad på grænsen til Thailand er et glimrende sted at besøge i oktober. Det er slutningen på den våde periode, og det betyder, at du kan forvente lidt regnbyger, vekslende skydække, men også gode solrige dage. Temperaturen ligger på 30-32 °C, og der falder ca. 60 mm nedbør.
Derfor: På trods af status som hovedstad, så er Vientiane ikke helt så kendt som Luang Prabang. Men der er masser af gode oplevelser i Vientiane, hvor du skal besøge den store buddhapark og selvfølgelig byens vategn Patuxai Victory Gate. Sejrsporten er inspireret af Triumfbuen i Paris og ligger i et parklignende område.
Vientiane har også spændende markeder, masser af flotte templer og så kan du lære mere om det spændende land på Nationalmuseet. Du kan kombinere Vientiane med f.eks. Vang Vieng mod nord, men også med f.eks. Nordthailand.
Forslag til hotel: Lao Poet Hotel
Nærmeste lufthavn: Vientiane har en mindre international lufthavn (kode: VTE), der har ruter til bl.a. Bangkok, Hanoi, Singapore og Ho Chi Minh City.
Chiang Rai (og Den Gyldne Trekant) – Thailand
Vejret: Endnu et sted i Thailand, du kan besøge i oktober. Igen skal du være forberedt på regnbyger, men Chiang Rai har faktisk glimrende vejr i oktober, hvor du kan forvente 29-31 °C og ca. 80 mm regn.
Derfor: Chiang Rai er den største by i det allernordligste Thailand. Byen er dog til at overse og centrum kan nemt opleves til fods. Først og fremmest skal du besøge morgen- og natmarkedet, der begge har masser af liv.
Mens førstnævnte er et lokalmarked, så er natmarkedet også henvendt til turister. Den største seværdighed er dog Det Hvide Tempel, der ligger lige syd for Chiang Rai.
Du kan også køre op til Mae Sai for at stå på Thailands nordligste punkt og tage en sejtur på Mekongfloden ved Den Gyldne Trekant. Her deler floden Laos, Myanmar og Thailand. Fra Chiang Rai kan du også trekke, opleve bjergstammer og besøge byen Chiang Saen, der har en stribe gamle templer fra et kongerige, der var engang.
Forslag til hoteller: Le Patta Hotel Chiang Rai • Sooknirund Hotel
Nærmeste lufthavn: Chiang Mai har en mindre lufthavn (kode: CEI), hvor flere forskellige selskaber har ruter til Bangkok.
Yogyakarta – Indonesien
Vejret: Som på Bali er oktober også en overgangsmåned omkring Yogyakarta på Java. Temperaturen ligger på 30-32 °C og der falder ca. 130 mm regn.
Derfor: Den indonesiske ø Java synes lidt overset af turisterne. Her ligger hovedstaden Jakarta, men du kan også opleve smuk natur og spændende kulturelle oplevelser. F.eks. i og omkring byen Yogyakarta, hvor hovedattraktionen er det imponerende buddhistiske Borobudur-tempel, der er på UNESCOs verdensarvliste.
Andre seværdigheder tæller det hinduistiske tempelkompleks Prambanan, den 3000 meter høje vulkan Merapi og den store nationalpark Kalibiru. Yogyakarta er et obligatorisk stop på en rundrejse på Java, men kan også nemt kombineres med Bali.
Forslag til hoteller: Swiss-Belboutique Yogyakarta (Mellemklasse) • Hotel Tentrem (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Yogyakarta International Airport ligger ca. 45 km fra centrum og har koden YIA. Herfra er der forbindelse til bl.a. Singapore, Jakarta, Denpasar (Bali) og Kuala Lumpur.