Thailands bedste festivaler og vigtigste mærkedage
Thailand har en række rigtig gode festivaler og vigtige mærkedage, der kan være en rejse værd. De fleste af dem er religiøst betingede og fejres over hele landet, men der er også festivaler, som kun finder sted i en by eller et område.
De religiøse festivaler ligger som regel ikke på faste datoer, men fastlægges af den buddhistiske kalender, som igen følger månekalenderen. Har du et ønske om at opleve en af Thailands festivaler, er det således en god idé at finde den præcise dato. Se mere på TATs hjemmeside, der lister stort set alle vigtige og større events og festivaler.
Herunder kan du få et indblik i Thailands bedste festivaler og vigtigste mærkedage listet fra januar til december.
Kinesisk nytår (januar/februar)
I januar eller februar fejrer man det kinesiske nytår med bl.a. optog, tempelbesøg og fællesspisninger. Der vises respekt til forfædrene og pyntes op med især røde lanterner. Man klæder sig også i rødt tøj, da det bringer lykke.
Nytåret er en vigtig begivenhed, der fejres i stort set hele Thailand. De bedste steder at følge med i begivenhederne er bl.a. i Chinatown i Bangkok, omkring Warorot i Chiang Mai og ved de kinesiske templer i Phuket By.
Det kinesiske nytår følger månekalenderen, og for en god ordens skyld skal det nævnes, at det ca. hvert tredje år falder i januar.

Chiang Mai Blomsterfestival (februar)
I februar afholdes Blomsterfestival i Chiang Mai, som jeg selv har haft fornøjelsen at deltage i. Der er et overflødighedshorn af farvestrålende blomster, der præsenteres på udstillinger og i parader.
Blomsterne er selvfølgelig i fokus, men festivalen byder også på musik, underholdning og god mad. Det centrale festival- og udstillingssted er parken Nong Buak Haad i det sydvestlige hjørne af den gamle bydel. Det er også her det store optog slutter.
Makha Bucha (februar/marts)
Ved Makha Bucha ærer man 1250 disciple, der spontant samlede sig for at høre Buddhas lære, hvorefter de blev ordinerede munke. Thai’erne besøger templet, gør gode gerninger og deltager i den såkaldte wian tian, hvor man med lys og røgelsespinde går tre gange rundt i templet.
Makha Bucha er helligdag, hvor der ikke serveres alkohol. Dagen kaldes også Sangha Dag – den følger månekalenderen og kan således også falde i marts.
Songkran (april)
I april er den helt store begivenhed Songkran, der markerer det thailandske nytår. Festivalen finder sted hvert år fra 13.-15. april, men der kan sagtens være arrangementer både før og efter de officielle datoer.
Songkran fejres med optog, ceremonier og besøg i templet. Man ære forfædrene og giver mad til munkene, ligesom det er tid til hovedrengøring og at finde sit fineste tøj frem. Det er i høj grad en begivenhed, der samler familien.
De fleste forbinder nok Songkran med en gigantisk vandkamp. Vandet bruges som et symbol på at vaske det gamle år væk og gøre klar til et nyt. En slags renselsesproces. Går du i gaderne under Songkran, kan du næsten ikke undgå at få kastet vand på dig, men det er med til at ønske held og lykke i det nye år.
Det kan være sjovt at opleve Songkran i Thailand, men i dagene før og efter festivalen er der travlhed på veje og i lufthavne. Alle skal hjem til familien for at fejre begivenheden. Songkran er i øvrigt nationale helligdage.

Visakha Bucha (maj)
Wan Wisakhabucha, der også kaldes Vesak og Viasakha Bucha, anses som en af de vigtigste helligdage i Thailand, da den markerer henholdsvis Buddhas fødsel, oplysning og død.
Indbyggerne besøger templet, laver ofringer og giver sig tid til ro, fordybelse og at være sammen med familien. Der er alkoholforbud, og de mest dedikerede buddhister klæder sig i hvidt og spiser kun vegetarmad.
Som turist skal du forvente mange mennesker ved templerne, hvor en stor del af fejringen foregår. Wan Wisakhabucha følger månekalenderen og afholdes fra år til år på forskellige datoer i maj.
Asanha Bucha (juli/august)
I juli afholdes Asanha Bucha, der markerer Buddhas første prædiken og udviklingen af den buddistiske lære med De Fire Ædle Sandheder. Det er en national helligdag, hvor thai’erne giver almisser til munkene og besøger det lokale tempel for at donere lys (typisk stearinlys).
Rundt om i Thailand afholdes lysfestivals, hvor især den i Ubon Ratchathani er berømt. Der er festivals flere andre steder, og den kan sagtens varer nogle dage. Asanha Bucha følger månekalenderen, men ligger som regel i juli.
Asanha Bucha markerer også indledningen til Khao Pansa, eller vassa, der er en tre måneder lang periode, hvor munkene bliver i templet for at meditere og studere Buddhas lære.
I gamle dage var det svært for munkene at bevæge sig rundt i den våde periode, og derfor blev de på samme sted indtil regntiden var ovre. Den tradition er bibeholdt i dag. Asanha Bucha kaldes også Dharma Dag – der kan oversættes til Lærens Dag.

Awk Pansa (oktober)
I oktober afholdes Awk Phansa, der er afslutningen på Khao Phansa, som begyndte i juli, hvor munkene i en tre måneder lang periode bliver i templet for at meditere og studere Buddhas lære.
Khao Pansa og Awk Phansa følger månekalenderen og markerer henholdsvis indledningen og afslutningen på den våde periode.
I buddhismen markerer Awk Phansa også Buddhas tilbagekomst til jorden efter et tre måneder langt besøg hos sin mor i himlen. På selve Awk Phansa-dag besøger man templet for at ofrer, og rundt om i landet afholdes festivals.
Thailand Vegetarfestival (oktober)
En anden vigtig festival i oktober er Thailand Vegetarfestival, der fejres i hele landet. Da den ni dage lange festival har rødder i den kinesiske taoisme, vil fejringerne være koncentreret i de områder, hvor der bor mange kinesere.
Gode steder er bl.a. Chinatown i Bangkok og selvfølgelig i Phuket By, der nok har den mest berømte festival. Vegetarfestivalen, der også kaldes Nine Emperor Gods Festival, er en slags renselsesproces, hvor man bl.a. ikke spiser kød, ikke drikker alkohol, ikke dyrker sex og skal bære hvidt tøj.
Under festivalen er der optog, fejringer og besøg i templer og ved helligdomme. Det er en hektisk og farverig affære, der på Phuket også byder på deltagere, som udsætter sig selv for vanvittige pinsler for at hidkalde guderne. De bliver sendt hjem på sidstedagen af festivalen, der selvfølgelig er en særlig dag.
Loy Krathong (november)
En af de vigtigste begivenheder i Thailand er Loy Kratong, hvor man ære Buddha og vandgudinden Phra Mae Kongkha. Thai’erne siger samtidig farvel til problemer og dårlig energi. Det gør de ved at sætte små lysende flåder (krathong) i floden eller sende rislamper med lys op i luften.
En krathong er lavet af banan- og lotusblade og kan medbringe f.eks. lys, blomster og røgelse. Der vil som regel være fyrværkeri og optræden med fokus på kultur og historie. Loy Krathong finder sted første fuldmåne i november.

Nytårsaften (december)
Selvom Songkran og det kinesiske nytår er vigtigere hos thai’erne, så blev det i 1940 besluttet at følge den gregorianske kalender. 1. januar går man således officielt ind i det nye år i Thailand.
Det er især i Bangkok og feriebyerne nytåret fejres med diverse arrangementer, hvoraf mange er henvendt til turister. Restauranter og bedre hoteller tilbyder f.eks. nytårsmiddag eller nytårsfester med underholdning.
Ved strandområderne arrangeres beach parties, og natklubber og diskoteker kan have særlige nytårsfester, der som regel kræver reservation.
Både 31. december og 1. januar er helligdage i Thailand. Nytårsaften afholder mange templer ceremonier. Der vil nogle steder også være fyrværkeri og især i Nordthailand opsendelse af samme lanterne, der også benyttes ved Loy Krathong
