21 ikke så kendte steder i Thailand du skal besøge

Thailand har masser af spændende steder, der går lidt under radaren. Har du lyst til opleve noget andet, så læs med her. I dette indlæg kan du nemlig få en stribe forslag til steder, seværdigheder og oplevelser i Thailand, der sjældent bliver nævnt.

Jeg har selv besøgt alle stederne herunder, som jeg håber kan give inspiration til din rejse.

 

1. Phra Sumen Fort i Bangkok

Har du boet på eller i området omkring Khao San Road i Bangkok, så har du sandsynligvis set Phra Sumen. Hvis ikke, så vil det måske være overraskende, at du her centralt i Bangkok kan se resterne af et ældre fort.

Det blev opført i 1782, da kong Rama 1. flyttede hovedstaden fra Thonburi til den anden side af Chao Praya-floden. Phra Sumen er et af få tilbageværende vagttårne, der var en del af den 7,2 km lange bymur, som dengang rammede byen ind.

På øverste etage af det lille fort er der en mindre udstilling med fund fra Phra Sumen ved renoveringen i 1982. Et andet tilbageværende fort i Bangkok er Mahakan, der ligger få hundrede meter fra Democracy Monument.

Phra Sumen i Bangkok

 

2. Solsikkemarkerne mellem Lopburi og Saraburi

I området mellem Lopburi og Saraburi nord/nordøst for Bangkok ligger kilometervis af solsikkemarkeder. Bedste tidspunkt at besøge dem er fra slut november til januar, hvor de store gule blomster er et smukt syn.

Mange af solsikkemarkerne ligger ud til de offentlige veje, hvor du kan knipse løs med kameraet, men nogle steder kan du for få baht få lov til at gå på markerne mellem de høje planter.

Solsikkemarker mellem Lopburi og Saraburi

 

3. Koh Klang – lokalliv i Krabi

Blot få minutter med longtailbåd fra Krabi By kan du besøge den lille ø Koh Klang. Fra turiststrømmen i Ao Nang og Nopparat Thara er det en helt anden verden at komme til Koh Klang, som er beboet af en gæstfri muslimsk befolkning, der engang kom til øen fra Malaysia.

På Koh Klang satser man på bæredygtig og samfundsbaseret turisme, hvor du mange steder kan få et indblik i lokalbefolkningens liv og hverdag. Du ankommer til den ganske lille hovedby, der blot består af stolpehuse og et netværk af stier. Her er bl.a. flere gode fiskerestauranter.

Fra den lille by kan du cykle eller leje en tuk-tuk for at komme rundt på Koh Klang. Der er også mulighed for at overnatte i bl.a. homestay – en meget anderledes oplevelse.

Du kommer til Koh Klang fra Chaofah-molen i Krabi By. Du kan leje din egen båd, hvor har mulighed for at kombinere øen med et stop ved grotten Khao Khanab Nam.

Koh Klang er en autentisk oplevelse

 

4. Sametnangshe – et fantastisk udsigtspunkt

Sametnangshe har jeg efterhånden nævnt flere gange her på siden. Det er der selvfølgelig en grund til. Jeg anbefaler alle at besøge det flotte område, der ligger på fastlandet med fantastisk udsigt over Phang Nga-bugten.

Du kan bo i telt eller på det glimrende hotel Sametnangshe Boutique, hvor en stor del af værelserne tilbyder samme kig til til bugten som udsigtspunktet lidt længere oppe af bjerget.

Der er ca. en times kørsel fra Phuket lufthavn til Sametnangshe. Vil du bo på hotellet, så sørger de gerne for transport.

Fantastisk udsigt fra Sametnangshe Boutique

 

5. Doi Ang Khang – Thailands alper

I det nordligste Thailand få kilometer fra grænsen til Myanmar kan du besøge Doi Ang Khang, der også bliver kaldt Thailands alper. Det forstår man godt. Landskabet omkring det 1928 meter høje bjerg er alpint og med en hel del træer, planter og blomster, som vi kender hjemmefra.

Det flotte landskab er en attraktion i sig selv, men du kan også opleve bjergstammer og besøge Det Kongelige Landbrugscenter, der blev grundlagt af den daværende konge Bhumibol.

Han ønskede, at de etniske minoriteter i området skulle dyrke noget andet end opium og opførte derfor landbrugscentret, hvor man tester et hav af afgrøder. Du kan også se forskellige træer og masser af farvestrålende blomster.

Lille del af Det Kongelige Landbrugscenter på toppen af Doi Ang Khang

 

6. Chanthaburi – byen du kører forbi

Chanthaburi er en by de fleste turister kører forbi på vejen fra Bangkok til bl.a. Koh Chang og Koh Kood. Chanthaburi er overraskende alsidig og har flere forskellige seværdigheder, der bestemt er værd at se nærmere på.

Byen var tidligere kendt for sine ædelstensminer, der i dag er udtømte. Til gengæld har Chanthaburi stadig et af verdens største ædelstensmarkeder og et stort antal værksteder, der bearbejder stenene.

Du skal også besøge kvarteret Chantaboon ud til floden, hvis beboere primært er af kinesisk og vietnamesisk afstamning. Kvarteret består af flere hyggelige gader flankeret af hundrede år gamle træhuse. I informationscentret kan du lære mere om Chantaboon, indbyggerne og træhusene.

Et af højdepunkterne i kvarteret er den katolske kirke, der er den største i Thailand. Den blev opført i begyndelsen af 1900-tallet, men der har ligget kirke på stedet i flere hundrede år.

I omegnen af Chanthaburi kan du besøge glimrende strande ved Chao Lao Beach og Kung Wiman Beach, men der er også flere mindre kendte nationalparker.

Den katolske kirke i Chanthaburi

 

7. Koh Kret – øen i floden

20 km nord for Bangkoks centrum slog Chao Phraya-floden engang et knæk rundt om en halvø. Det gjorde sejltiden for flodens skibe længere, og man besluttede derfor at lave en kanal, der omdannede halvøen til en ø. Koh Kret var skabt, og her slog Mon-folket sig ned.

De bor stadig på øen, og med sig har de taget deres tradition for at lave keramik. Flere steder på øen kan du se keramikværksteder, hvor du selvfølgelig kan købe de flotte ting, men også tage et kursus.

Koh Kret er også berømt for sit rigtig gode weekendmarked, der er hektisk med gode muligheder for at spise lækker mad og købe fint kunsthåndværk. Kommer du til øen i hverdagene er der anderledes stille, men her kan du i ro og mag besøge nogle af de små templer og måske gå eller cykle øen rundt.

Du kommer til Koh Kret ved at tage en taxi til Nonthaburi i det nordlige Bangkok – her afgår en ganske lille båd til øen – overfarten tager blot et par minutter.

På Koh Kret er man kendt for sin keramik

 

8. Pak Chong – en del af vinlandet

For mange vil det nok være en overraskelse, at Thailand producerer vin. Især to steder i landet er kommet på vinlandkortet – det gælder området vest for Hua Hin og området omkring Pak Chong nordøst for Bangkok tæt på Khao Yai Nationalpark.

Jeg har selv besøgt GranMonte ved Pak Chong, hvor den familieejede vingård i dag er en af de førende producenter. Her kan du tage med på en rundvisning og selvfølgelig smage stedets vine. Se mere om GranMonte.

Der er andre vingårde i området, f.eks. Khao Yai Winery, men opholder du dig i Hua Hin vil det selvfølgelig være nemmere at besøge Monsoon Valley Wineyard.

Vinstokke ved GranMonte i Pak Chong

 

9. Tha Ton – en buddhistisk højborg

I Nordthailand blot tre kilometer fra grænsen til Myanmar ligger Tha Ton, der er en lille by med flere oplevelser. Først og fremmest er Tha Ton en buddhistisk højborg, hvor byens store tempelområde er hjem for flere Buddhaer og helligdomme. Du kan gå ad en to km lang rute, der bl.a. kommer forbi den stående Buddha og den store hvide Buddha.

Fra Tha Ton kan du også besøge appelsinplantager (Thanaton Orchard) og flere etniske minoriteter. Nogle har samlet sig i det man kan kalde en turistlandsby med en lang række boder. Her kan du især shoppe kunsthåndværk – bl.a. hos flere kvinder tilhørende long neck-stammen.

Tha Ton ligger ved Kok-floden og var en vigtig by dengang handel og transport mellem Chiang Rai og Fang foregik ad vandvejen. Den tid er forbi, men der skulle stadig være en daglig passagerbåd mellem Tha Ton og Chiang Rai. Alternativt må du som jeg gjorde, hyre en privat longtailbåd.

Den store hvide Buddha i Tha Ton kan ses på lang afstand

 

10. Amphawa – de lokales flydende marked

Der er kun få flydende markeder tilbage i Thailand. De fleste besøger Damnoen Saduak vest for Bangkok, men det er ret turistorienteret. Jeg anbefaler i stedet for Amphawas flydende marked, der er et superpopulært sted.

Markedet finder sted hver weekend, hvor thai’erne valfarter til den lille sidekanal til River Kwai, hvor de shopper, spiser og møder hinanden. Amphawas flydende marked ligger ca. 90 km sydvest for Bangkok – du kan komme dertil med taxi eller en guidet udflugt, der kan have flere forskellige seværdigheder inkluderet.

Ved markedet ligger bl.a. King Rama ll Memorial Park, der har et museum delvist beliggende i en stribe flotte teaktræshuse. Da jeg besøgte Amphawa sejlede jeg også ad floden til det lille Wat Bang Kung, der er et ældgammelt stentempel med en fin Buddha i Sukhothaistil.

Gang i handelen på det flydende marked i Amphawa

 

11. Koh Rok – Thailands øde strandparadis

Koh Rok er et fantastisk strandparadis ca. 30 km syd for Koh Lanta. De to øer, Koh Rok Yai og Koh Rok Noi, har begge de lækreste strande med hvidt sand og ubegribeligt krystalklart vand. Af samme årsag er Koh Rok øverst på min liste over Thailands bedste strande.

Du kommer til paradiset på en bådtur fra f.eks. Koh Lanta, hvor der som regel også er besøg ved Koh Haa, som har en fantastisk lagunelignende strand i en halvmåneformet bugt.

Koh Rok har de lækreste strande med kridhvidt sand og krystalklart vand

 

12. Krua Apsorn – her spiser kongefamilien

Thailand har som bekendt masser af gode restauranter. En af dem er Krua Apsorn, der ligger flere steder i Bangkok. Restauranten blev berømt, da dronning Srinagarindra nævnte den som et af hendes favoritspisesteder.

Historien fortæller, at kvinden Chanchavee Skulkvant var kendt for sin gode mad lavet efter familieopskrifter. Hun arbejdede i byens vandforsyning, og da den daværende dronning Srinagarindra kom på besøg, blev Chanchavee Skulkvant udvalgt til at lave maden.

Dronningen blev så begejstret for det hun fik serveret, at Chanchavee Skulkvant besluttede at åbne et spisested. Srinagarindra kom forbi adskillige gange på den oprindelige restaurant ved Samsen Road, og det fik kokke, madanmeldere og tv-stationer i hobevis til at besøge stedet.

Krau Apsorn er især berømt for sine krabberetter, men der er mange andre spændende ting på menukortet. Selvom restauranten har fået en en bib gourmand i Michelinguiden, så er Krau Apsorn stadig billig og helt nede på jorden.

Krabbebolle – en af specialiteterne på Krua Apsorn

 

13. Pai – den alternative by

Har du ikke allerede besøgt Pai, så kunne den lille nordthailandske by være en spændende og anderledes destination til din næste rejse til Thailand. Pai ligger 130 km nordvest for Chiang Mai, og her kan du få nogle flotte naturoplevelser i form af skov, bjerge og vandfald.

Men det er kun én side af Pai, der er en meget anderledes by, som tiltrak datidens hippier og siden backpackere. De får nu selskab af helsefreaks, thailændere på jagt efter køligere vejr og kinesiske turister, der ved selvsyn vil se et af de steder, hvor tusindvis af landsmænd flygtede hen under kulturrevolutionen. Læs mere om Pai her.

Bambusbro over rismarkerne udenfor Pai

 

14. Ari – Bangkoks hippe bydel

Ari har i nogle år været en af Bangkok hippeste bydele. Det er et lidt pudsigt område, hvor du i gaderne finder bagerier, kaffebarer, fancy cafeer, lækre spisesteder og barer med øl fra mikrobryggerier. Faktisk meget af det vi kender hjemmefra, men kombineret med spændende butikker og billige lokale spisesteder.

Der er ikke noget centrum i Ari, men gaden Phahon Yothin 7 – som blot kaldes Soi Ari, er et godt sted at begynde din tur rundt i bydelen. Den finder du 100 meter nord for skytrainstationen Ari. Og hvor ligger så Ari? Lige syd for det store weekendmarked og 4-5 km nord for Siam Square.

Ari har flere hippe overnatningssteder – jeg boede på Hotel Josh

 

15. Wat Chalermprakiat – templet i skyerne

Øst for Chiang Mai i provinsen Lampang ligger et spektakulært tempel, der er blevet berømt for sine små pagoder på bjergtoppene. Wat Chalermprakiat er opført i anledning af Rattanakosin-dynastiets 200 års jubilæum af en abbot fra Phayao med hjælp fra munke og områdets lokale.

Tempelområdet stod færdigt i 2015 og er en fantastisk oplevelse. Turen op til toppen af bjerget er hård, men alle anstrengelserne værd. Der er selvfølgelig en fantastisk udsigt, men du kan også besøge flere mindre templer, som du sandsynligvis har helt for dig selv – ved Wat Chalermprakiat er der kun få turister.

Wat Chalermprakiat er et spektakulært tempel

 

16. Phuket By – mad, kultur og gode markeder

Jeg kan kun anbefale at snuppe et par dage i Phuket By. Glem alt om strande, shopping, beer bars og triste turistrestauranter – her får du mad og kulturoplevelser i topklasse.

Den gamle bydel består af et netværk af gader flankeret af charmerende sino-portugisiske huse, der indeholder specialbutikker, hippe caféer og gode restauranter. I Phuket By får du uden tvivl den bedste og mest autentiske mad på øen.

I gaderne finder du også flere markeder, templer og helligdomme samt Thai Hua Museum, der fortæller historien om den kinesiske indvandring på Phuket. Læs mere om Phuket By.

Flotte pastelfarvede huse i Phuket By

 

17. Somdet Phra Narai National Museum – Thailands bedste museum

Thailand er bestemt ikke kendt for sine museer. Men i Lopburi, der i en kort periode var Thailands hovedstad, ligger det fremragende Somdet Phra Narai National Museum. Det er indrettet i det gamle kongepalads og dækker Thailand og Lopburis historie fra Dvaravati-perioden til Kong Mongkuts regeringstid.

Selve museet (det gamle palads) er fra midten af 1800-tallet, men rundt om vil du se ældre bygninger, der har været Kong Narais palads. Han regerede officielt fra Ayutthaya, men tilbragte mest tid i paladset i Lopburi, der blev grundlagt i 1666.

Nationalmuseet i Lopburi ligger i det gamle palads fra 1800-tallet til venstre

 

18. Koh Jum – den oversete ø

Vil du væk fra det hele og/eller bo i bungalow på stranden, så kunne Koh Jum være noget for dig. Og nej, øen ligger ikke flere hundrede kilometer fra en lufthavn eller større by –  Koh Jum finder du midt mellem Krabi og Koh Lanta.

Det er et sted, hvor tiden synes at stå stille. Et sted, der på en eller anden måde samler alt det som backpackerne i sin tid forelskede sig i: Autenticitet, billige lokale spisesteder og hytter og bungalows på stranden langt væk fra de gængse turistruter.

Til gengæld er der ikke skyggen af fest og farver – på Koh Jum har du alle muligheder for at komme ned i tempo.

Strand på den nordlige del af Koh Jum

 

19. Baan Krua – den anden side af Thailands silkeproduktion

Du kender måske historien om Jim Thompson – manden, der er kendt for at have udbredt kendskabet til thaisilke i hele verden. En populær seværdighed i Bangkok er at besøge Jim Thompson Hus. Faktisk er der tale om flere flotte teaktræshuse, hvor du kan høre mere om Thompson og thaisilke.

Husene ligger lige ud til kanalen, hvor du på den anden side kan besøge kvarteret Baan Krua, der hænger nøje sammen med historien om thaisilke. I Baan Krua bor efterkommerne af det muslimske Cham-folk, der hjalp kong Taksin med at fordrive burmeserne i 1767. Som tak fik de landområdet, hvor Baan Krua ligger i dag.

Cham-folket var utrolig dygtige til silkevævning, og det siges, at Jim Thompson ved et tilfælde fik kontakt med væverne, da han en dag kom sejlende op ad kanalen. Thompson øjnede en god forretning, og et samarbejde om silkeproduktion så dagens lys.

Hele historien om Jim Thompson og Cham-folket er utrolig spændende – læs mere lige her. Du kan selv gå en tur rundt i Baan Krua, der i dag er et fattigt område, hvor du har mulighed for at komme helt tæt på de lokale.

I Baan Krua kommer du tæt på de lokale

 

20. Mae Sai (og Tashilek) – grænsebyen i nord

Mae Sai er Thailands nordligste by. Her kan du krydse grænsen til Myanmar for at besøge byen Tashilek. Det har jeg selv gjort flere gange på forskellig måde. Situationen i Myanmar og forholdet mellem de to lande afgør, om det er muligt at gå på opdagelse i Tashilek, der har flere glimrende oplevelser.

Først og fremmest skal du besøge den store pagode Shwedagon, men der er også en række  spændende templer og et interessant grænsemarked. Lige så stor en attraktion er selvfølgelig det at være i Myanmar.

Selv om det kun tager et halvt minut at gå over grænsebroen, så er det åbenlyst, at man kommer til en helt anden verden. Myanmar er i øvrigt en halv time efter Thailand, så man kan i mere end en forstand godt sige, at du rejser i tiden.

Mai Sai, Thailands nordligste by, har sin egen livsrytme med bl.a. et stort grænsemarked. Der handles primært engros med alverdens tingeltangel fra Kina – her er ikke meget at købe for turisterne.

Grænsen mellem Thailand og Myanmar ved Mae Sai

 

21. Mae Haad Beach – strandparadis på Koh Phangan

Koh Phangan har adskillige fantastiske strande. Du kender måske Hat Rin med fuldmånefesterne, der er et mere etableret turistområde, men vil du prøve noget andet, så se nærmere på Mae Haad Beach.

Stranden ligger på den nordvestlige del af Koh Phangan med udsigt til den ganske lille ø Koh Ma, som du kan gå til ad en smal tange. Mae Haad Beach er en dejlig sandstrand med klart turkisblåt vand. Mange steder er havbunden dog dækket af døde koraller, men der er gode snorkelmuligheder.

Mae Haad er en ganske lille turistby med et begrænset udvalg af barer, cafeer, restauranter og overnatningssteder. Men du kan bo på stranden, og så kan jeg anbefale, at du besøger Tree House Bar & Restaurant.

Mae Haad Beach på den nordvestlige del af Koh Phangan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *