11 gode oplevelser i Khao Lak

oplevelser i khao lak

Der er flere gode udflugtsmuligheder og oplevelser i Khao Lak. Det populære ferieområde på fastlandet nord for Phuket er kendt for sine kilometerlange strande og store resorts med kæmpe swimmingpools og masser af faciliteter.

Kan du løsrive dig fra driverlivet ved pool eller strand, er der mulighed for at besøge paradisøer og nationalparker, men du finder også flere gode aktiviteter. Det kan du læse mere om i dette indlæg.

Har du endnu ikke booket hotel i Khao Lak, så kan du finde masser af inspiration i disse indlæg:
De bedste hoteller i Khao Lak (opdateret)
Bo på stranden i Khao Lak

 

Oplevelser i Khao Lak

 

1. Prøv kræfter med det thailandske køkken på et madlavningskursus

En af de bedste oplevelser i Khao Lak (og andre steder i Thailand) er et madlavningskursus, som jeg altid har fundet sjovt og lærerigt. Kurserne fås som regel som hel- og halvdagskurser, hvor der på heldagskurserne kan være et besøg på de lokale marked inkluderet.

Typisk laver man 3-5 retter, som du spiser med de øvrige kursister. Det er således også en god mulighed for at møde andre rejsende. Se mere hos Riverside Thai Cooking Class, der et af de bedste steder i Khao Lak.

 

2. Nyd de fantastiske strande på Similanøerne

Similanøerne har nogle af Thailands absolut bedste strande. Det er ganske enkelt fantastisk at komme sejlende til øerne, hvor det kridhvide sand og det ubegribeligt klare turkisblå hav kommer en i møde.

Fra  Khao Lak er der ca. en time i speedbåd til Similanøerne. Du vil typisk besøge flere øer og måske have et eller flere snorkelstop undervejs. Frokosten indtages som regel på ø nr. 9, Koh Similan, hvor du også kan gå op til udsigtspunktet Sail Rock. Læs mere om Similanøerne.

oplevelser i khao lak
Similanøerne har nogle af Thailands bedste strande

 

3. Gå gennem Lamru Nationalpark

Få kilometer fra den sydlig del af Khao Lak ligger Lamru Nationalpark. Det er området fra hovedvejen ud til kysten du har mulighed for at besøge. Her er lavet en tre kilometer lang sti gennem skoven kaldet The Nature Trail.

Stien er ikke for alle og enhver. Nogle steder ligger væltede træer og du kan også risikere at skulle kravle op ad skråninger. I nationalparken lever dyr som bjørne og tapirer, men kun i den del, som er lukket for turister. Du kan til gengæld være heldig at se egern og aber.

The Nature Trail ender ved en dejlig strand, der var helt øde, da jeg kom forbi. Den kan du også besøge uden at gå ad stien. Ca. 400 m syd for indgangen til parken er der et skilt, der der viser vej til stranden. Det koster ca. 100 baht.

 

4. Lær at surfe

Khao Lak bliver betragtet som et af de bedste surfsteder i Thailand. Det er fra april til november du finder de bedste bølger og betingelser for surfing, som du har mulighed for at prøve, uanset om du er begynder eller øvet.

Den nordlige del af Khuk Khak Beach omkring Memories Beach Bar er centrum for surfingen i Khao Lak. Her kan du både leje udstyr og deltage i kurser. Selve surfingen ud for Memories Beach Bar er ifølge kendere ikke udfordrende, men der er andre og bedre steder langs kysten for øvede.

 

5. Hør historien om tsunamien på Internationalt Tsunami Museum

Det Internationale Tsunami Museum er hverken stort eller velorganiseret, men kan alligevel være interessant. Museet ligger i forbindelse med en mindepark og den berømte båd 813, der blev skyllet flere kilometer ind i landet.

Du kan se video og en del billeder og lære lidt om tsunamier. For de fleste vil der ikke rigtig være noget nyt at hente og museet ikke et must-see.

Også den forholdsvis høje entréprisen (båden er gratis at se), som dog går til undervisning, er i overkanten, men personligt var jeg glad for mit besøg. Måske fordi jeg selv forlod Koh Phi Phi få dage før den skæbnesvangre dag i 2004. Så heldig var jeg.

oplevelser i khao lak
Den berømte Båd 813

 

6. Oplev Khao Sok Nationalpark

Khao Sok Nationalpark ligger tæt på Khao Lak. Du kan besøge nationalparken på en dagsudflugt, men tag en overnatning eller to for at få den bedste oplevelse. Du kan f.eks. bo i tree top-hytte eller i flåder på den store sø.

To af de mest populære steder at bo i Khao Sok Nationalpark er Elephant Hills og Our Jungle House. Begge steder tilbyder pakker med overnatning, måltider og oplevelser inkluderet.

I Khao Sok Nationalpark får du fantastiske naturoplevelser. Her er floder, høje bjerge, dybe dale og en af verdens ældste regnskove. Et unikt sted, der er

 

7. Få en dejlig spaoplevelse

Spa og massage kan du selvfølgelig også få i Khao Lak. Ofte ligger der spa i forbindelse med de 4- og 5-stjernede hoteller, og de fleste af dem har også åben for gæster udefra.

Du kan se nærmere på de gode spa på hotellerne Devasom, The Sarojin og Bhandari Resort, men der er mange andre steder. Ønsker du bare en massage, så er der adskillige muligheder langs hovedvejen i f.eks. Nang Thong.

 

8. Tag en sejltur i Phang Nga-bugten

En populær udflugt fra Khao Lak er til Phang Nga-bugten. Den klassiske tur begynder i den nordlige del af bugten, hvor du sejler til den berømte James Bond Island og herefter besøger Koh Panyi. I den muslimske pæleby i bugten indtages frokosten. Før eller efter sejlturen gøres der som regel også besøg i grottetemplet Wat Suwan Khuha.

Der kan være andre ruter eller flere aktiviteter inkluderet i turene. F.eks. mulighed for at sejle kajak eller besøg i Raman Waterfall  Nationalpark. Igen: Det er bare om at sammenligne de forskellige udflugter hos tourbureauerne.

Turene kaldes ofte for James Bond Island Tour og er ikke kun en af de mest populære oplevelser i Khao Lak, men kan også tages fra både Krabi og Phuket.

Phang Nga-bugten er en klassisk udflugt fra Khao Lak

 

9. Besøg Koh Kho Khao

Khao Lak kan nogle steder føles ret turistet, men en kort køre- og sejltur væk ligger Koh Kho Khao, der er et helt andet Thailand. Øen er af en vis størrelse og på trods af nærheden til Khao Lak finder kun få turister frem til Koh Kho Khao.

Du kan tage båden fra Baan Nam Khem, der ligger 25-30 minutters kørsel fra det centrale Khao Lak. På Koh Kho Khao holder songtaews, der kan køre dig rundt på øen. Der er også mulighed for at leje scooter.

Det er ikke fordi Koh Kho Khao har nogle must-see seværdigheder, men du kan opleve en rolig ø med lange øde strande væk fra de gængse turistruter. Øen kunne også være perfekt at kombinere med Khao Lak. Koh Kho Khao har flere rigtig lækre overnatningssteder med mulighed for at bo på stranden.

 

10. Prøv en off road safari

En af de udflugter mange tourudbydere har på programmet er en såkaldt off road safari eller Khao Lak Safari. Aktiviteterne i løbet af turen kan være forskellige. F.eks. rafting, kajak, trekking og besøg på elefantcamp og/eller skildpaddecenter.

Hos tourudbyderne kan du sammenligne de forskellige ture og vælge den, der passer til dine ønsker. Fælles for stort set alle safariture er, at frokost er inkluderet og at du bliver hentet på dit hotel og sat af samme sted når dagen er omme.

 

11. Få sved på panden til thaiboksning

Også i Khao Lak kan du prøve et kursus i thaiboksning. Uanset om du er begynder eller øvet, vil der være mulighed for at finde et kursus, der passer til dit niveau. Du kan se nærmere på f.eks. Khao Lak Muay Thai, som får rigtig gode anmeldelser.

Thaiboksning er for alle uanset niveau

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *