Nyt fra Thailand og Sydøstasien – januar 2015

Rejsenyt fra Thailand og Sydøstasien – januar 2015

Turistfestival i Bangkok
Den 35. turistfestival vil i år blive afholdt i Lumphiniparken i Bangkok. Festivalen vil blive inddelt i fem zoner, der har udstillinger og underholdning med forskellige temaer.

Thailands 12 regioner vil være repræsenteret, og de vil vise det bedste de kan byde på i form af workshops, billeder og miniaturemodeller. Du kan således opleve vævere, sølvsmede og papirfremstillere i arbejde, ligesom du kan få information om kultur, mad, religion og meget meget mere.

Festivalen er gratis og har åbent fra 14.til 16. januar mellem klokken 16.00 og 20.00 og den 17. og 18. januar fra klokken 12.00-22.00. Der er gratis entre.

Nyt fokusområde i det thailandske turistministerium
Det thailandske turistministerium har udvalgt tre fokusområder, der skal være med til at tiltrække og fastholde landets turister. Først og fremmest vil man i samarbejde med Laos, Myanmar, Cambodja og Vietnam markedsføre ture og rejser, hvor man besøger flere af regionens lande. Thailand vil hjælpe med at linke landene sammen, således at infrastrukturen bliver bedre.

På tegnebrættet ligger nye vejforbindelser til Myanmar, Cambodja og Laos. Sidstnævnte vej skal senere forlænges til Vietnam, et storstilet anlægsarbejde, der går gennem ufremkommelige bjerg- og jungleområder. Projektet er en forlængelse af de aftaler, der skal drøftes nærmere på ASEANs Turist Forum, der bliver afholdt i Myanmar i den nærmeste fremtid.

Siden Oriental hotel i 1960’erne begyndte sine berømte sejladser mellem Bangkok og Bang Pa-In, har flodture været et af Thailands vigtigste tilbud til turisterne.

Tiltag nummer to er mere fokus på flodturisme. Der bliver lanceret officielle turbåde på Chao Phraya-floden, der skal sejle forbi Bangkoks attraktioner. Senere skal flodsejladserne udvides til Ayutthaya, der som Thailands tidligere hovedstad gemmer på masser af historie. Turisterne kommer til at lære mere om det gamle kongerige og livet langs floden, mener man i ministeriet.

Sidste fokusområde et aften- og naturisme i Bangkok, som man vil markedsføre i samarbejde med kulturministeriet. Der skal arrangeres udflugter til Bangkoks mest berømte områder og seværdigheder, ligesom man vil promovere byens mange gadekøkkener.

Det thailandske turistministerium har som mål at få turisterne til at blive længere og styrke Bangkoks position som regionens vigtigste trafikknudepunkt.

QR-koder i alle historiske parker
Det thailandske kulturministerium vil have QR-koder i alle landets historiske parker. Koden, der kan aflæses af en mobiltelefon eller tablet og give turister information om det sted, de besøger, har været afprøvet i tre parker, deriblandt i Sukhothai.

“Ordningen har været en mærkbar succes, og vi vil nu opsætte QR-koder i alle parker for at forbedre brugeroplevelsen for turisterne”, siger kulturminister Veera Rojanarat,

Tilbagemeldingen fra turisterne har været yderst positiv, og det får nu ministeriet til at udvide ordningen. Informationen fås lige nu på fem sprog: Engelsk, fransk, japansk, kinesisk og thai.

Thailands turisme faldt 6 % i 2014
2014 blev et turbulent år for den thailandske turisme. Som følge af den politiske uro måtte landet se et fald i antallet af besøgende.  I alt 24.779.768 turister holdt ferie i Thailand i 2014, og det er et fald på lige over 6 % i forhold til 2013.

Det er ikke kun den politiske uro, der har kostet turister, siger man i Turistministeriet. Den globale økonomiske krise har ligeledes sat sine spor, og det har nye strammere udrejseregler i Kina også. Det forholdsvis nye russiske marked, som man havde store forventninger til skuffede også. Sanktionerne mod Rusland og den lave rubelkurs ramte også den thailandske turisme, og 2014 endte med 8 % færre russiske besøgende.

Der er dog optimisme at spore i det thailandske turistministerium. I slutningen af 2014 oversteg antallet af turister forventningerne, og i december besøgte knap 12 % flere Thailand i forhold til samme måned i 2013.

Phuket er kommet tættere på letbane
Der har været snakket om det i flere år, men nu synes en letbane på Phuket at være tættere på end nogensinde. Letbanen, der skal være med til at afhjælpe øens trafikale problemer, har været gennem tre succesfulde høringer, og i øjeblikket er budgettet ved at blive godkendt.

Letbanen vil blive 60 km lang og forbinde Phuket lufthavn med 20 stationer undervejs. Transporttiden fra lufthavnen til sidste station bliver 45 minutter, og toget vil have en topfart på 100 km/t. Går alt efter planen forventes banen færdig i 2021.

Strandrydningen i Thailand fortsætter
Myndighedernes oprydning på Thailands mest populære strande fortsætter i det nye år. Strandene i Pattaya og Jomtien bliver nu inddelt i zoner, der skal sikre, at turisterne får mere plads at boltre sig på. Strandgæsterne kan vælge om de vil opholde sig i zoner med eller uden solstole og parasoller. Tanken er, at de ryddede områder skal give turisterne en mere autentisk oplevelse af strandene.

Vi sætter pris på regeringen og de lokale myndigheders bestræbelser på, at få strandene tilbage til deres naturlige charme og give turisterne adgang til dem uden hindringer. Vi håber, at de ryddede strande vil tiltrække flere internationale turister til Thailand. Suladda Sarutilavan, Direktør for TAT i Pattaya

Over halvdelen af Pattaya Beach og Jomtien Beach er nu gjort til såkaldt offentlig strand, dvs. uden solstole og parasoller. Lignende rydninger og zoneinddelinger er foretaget på Phuket og i Hua Hin og Bang Saen.

Jysk Rejsebureau: Danskerne drømmer sig til Thailand
Det er januar, og det betyder, at danskerne i stor stil er ved at lægge planer for årets ferier. Men hvor vil vi gerne hen? Det har Jysk Rejsebureau spurgt 1.827 danskere om, og ind på førstepladsen kommer Thailand.

Ifølge salgschef hos Jysk Rejsebureau, Lars Møller Christiansen, så er tendensen, at danskerne også vil opleve de mindre turistede områder af Thailand. Dertil kommer, at det er billigt at tage dertil og at leve der.

Nyt flydende marked i Bangkok
Det var den thailandske premierminister selv, der i sidste uge annoncerede åbningen af et nyt flydende marked i Bangkok. Efter planen skal markedet åbne den 12. februar ved Klong Phadung Krung Kasem i forlængelse af orkidéudstillingen, som er arrangeret af regeringen.

Klong Phadung Krung Kasem er blevet renset, og det er målet, at promovere markedet som en ny turistattraktion. Området ved markedet var under Kong Rama IV en del af byens forsvar, og skal nu give minder om det gamle Bangkok, siger premierministeren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *