Nyt fra Thailand og Sydøstasien – juni 2016

Nyt fra Thailand og Sydøstasien – juni 2016

Udvidelsen af Chiang Mai lufthavn godkendt
Bestyrelsen i AoT (Airports of Thailand) har netop godkendt udvidelsen af lufthavnen i Chiang Mai. Der skal bygges en helt ny terminal til udenrigstrafikken, der ventes at vokse markant de kommende år.

Den nuværende terminal skal bruges til indenrigspassagerer og vil blive renoveret, når den nye terminal står klar. AoT forventer at passagertallet i lufthavnen årligt vil stige med 420.000 frem til 2035.

Som vi tidligere har skrevet på thailandrundt.dk, så har Qatar Airways annonceret åbningen af en ny rute fra Doha til netop Chiang Mai startende 16. december. Det er den slags internationale ruter som AoT håber at få flere af til Thailands andenstørste by.

Efter flere uheld: Sikkerheden på havet skal højnes
Den thailandske turistminister har fokus på sikkerheden for de tusinder af turister, der dagligt tager båden for at tage på udflugt eller komme fra ø til ø. Det sker efter en række af uheld, der har kostet flere menneskeliv.

Senest stødte to både sammen ved Koh Samet med 30 kvæstede til følge. Mere alvorligt var en ulykke ved Koh Samui, hvor fire turister mistede livet, deriblandt en tysk mand på bryllupsrejse.

Båden havde 32 passagerer og ingen af dem bar redningsvest. Turistminister Kobkarn Wattanawrangkul har netop besøgt ulykkesstedet, og hun kommer nu med fem anbefalinger til landets bådoperatører:

  • Turistbåde må ikke medtage flere passagerer end de er beregnet til
  • Passagerer og besætning skal bære redningsvest
  • Udflugten/afgangen skal aflyses hvis det er dårligt vejr eller der er høje bølger
  • Førerne af bådene skal have en licens
  • Besætningen skal være i stand til at kommunikere til turisterne på simpelt engelsk

Efter ulykken har guvernøren i Surat Thani, som Koh Samui hører under, iværksat en kampagne, der skal sikre, at alle passagerer på bådene bærer redningsvest.

Nye spor og togvogne skal konkurrere med lavprisfly
De thailandske jernbaner modtager i disse dage den første sending på i alt 115 togvogne, der er bestilt i Kina. Vognene, som bl.a. består af 1. og 2. klasses liggevogne, skal gradvist erstatte de nuværende på ruterne fra Bangkok til Chiang Mai, Nong Khai, Ubon Ratchathani og Butterworth i Malaysia.

Samtidig vil der blive anlagt dobbeltspor på dele af strækningerne og det vil nedsætte rejsetiden mellem Bangkok og Chiang Mai med halvanden til tre timer. De nye vogne og hurtigere transporttid er et forsøg på at tage kampen op med lavprisflyselskaberne, der har taget en stor del af de kunder, bl.a. turister, som tidligere benyttede jernbanen.

Thailand opretter flere servicecentre
De 16 servicecentre, der skal hjælpe turister på ferie i Thailand, får nu selskab af i hvert fald yderligere fem, der skal ligge mere strategisk i forhold til antallet af turister.

Mange af de eksisterende centre ligger i provinsen og gør for lidt opmærksom på sig selv, mener Turistministeriet. Her erkender man, at flere af centrene ligger uhensigtsmæssigt og ikke er til megen gavn. De nye servicecentre skal derfor placeres i bl.a. Hua Hin, Ayutthaya og Phang Nga-provinsen.

“Turismen spiller en stor rolle i dagens Thailand, og vi er derfor nødt til at sikre os, at vores gæster føler sig sikre”, siger Pongpanu Svetarundra fra Turistministeriet.

Populære turistområder som Krabi, Phuket, Chiang Mai og de to lufthavne i Bngkok har allerede servicecentre.

Flere rejser til Asien om sommeren
Jysk Rejsebureau oplever en stor stigning i antallet af turister, der rejser oversøisk til bl.a. Asien i sommermånederne.

Normalt er det middelhavslandene, der trækker om sommeren, men ifølge Jysk Rejsebureau, så er der en tendens til, at danskerne søger længere og længere ud i verden.

I øjeblikket har rejsebureauet 22 % flere kunder, der rejser oversøisk i sommerperioden i forhold til sidste år. Det er bl.a. Asien og jordomrejser, der får især de helt unge og de 45-54 årige til at rejse langt væk.

“Der er flere fordele ved at besøge de oversøiske rejsemål i sommermånederne. Det er billigere, og der er færre turister”, siger direktør Niels Amstrup fra Jysk Rejsebureau.

Ny terminal i U-Tapao lufthavn
I løbet af 2016 åbner den nye terminal i U-Tapao lufthavn ved Pattaya. Det er stadig den thailandske flåde, der ejer lufthavnen, men siden man åbnede op for civil trafik har flere flyselskaber vist interesse for U-Tapao.

I øjeblikket benytter bl.a. AirAsia, KAN Airlines og Bangkok Airways lufthavnen, der også har en direkte rute til det sydlige Kina. Det er meningen, at U-Tapao skal tage lidt af presset fra Bangkoks to store lufthavne Suvarnabhumi og Don Mueang.

Med den nye terminal kommer U-Tapao op på en kapacitet på tre millioner passagerer årligt, og det tal skal senere øges til fem millioner. Lufthavnstoget, der forbinder Bangkok centrum og Suvarnabhumi, skal desuden forlænges til U-Tapao Lufthavn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *