Hua Hin guide – information til din rejse
Hua Hin er Thailands ældste feriested. Rama 7. byggede i 1922 sommerpaladset Klai Kongwon, og det blev begyndelsen på byens turisteventyr. Velstillede thailændere strømmede til byen – de kommer stadig, men i dag er Hua Hin også rigtig populær blandt udenlandske turister.
Det er især Bangkoks middelklasse, der i weekends og på helligdage tager til Hua Hin. De senere år er byen også blevet populær hos mange fastboende udlændinge, der køber ferielejlighed og måske bosætter sig her.
Engang var Hua Hin blot et lille fredeligt fiskerleje, men interessen for området steg med byggeriet af kongepaladset. Byens togstation, hvor man kan se kongens helt egen pavillon, skabte grundlag for et jernbanehotel. Det eksisterer fortsat – i dag ligger det fashionable Centara Grand Hotel i de flotte bygninger ud til havet.
Udviklingen i Hua Hin er gået stærkt og er stadig i gang. Både nord og syd for byen ligger kæmpehoteller, lejlighedskomplekser og forlystelsesparker. I centrum dominerer det store Hotel Hilton – kønt er det ikke, men det er her turisterne traver gaderne tynde i jagten på butikkernes gode tilbud.
Værd at se i Hua Hin
På trods af byggeriet af kongepaladset, så vrimler det ikke ligefrem med historiske seværdigheder. Til gengæld er byen rig på lokalliv. Hua Hin har stadig en betydelig fiskerflåde og nogle skønne livlige markeder. Chaichet-markedet, der ligger langs hovedgaden, er byens største og vigtigste marked – et fint sted at indsnuse lidt lokal atmosfære.
Mange turister vil nok synes, at natmarkedet er mere spændende. Man siger, at det i sin tid opstod som et madmarked, hvor byens fiskere kunne få et måltid, når de kom ind med dagens fangst om aftenen.
I dag er natmarkedet mere et sted for turister – souvenirboderne fylder det meste, men det er stadig muligt at få noget at spise. Det er et hyggeligt sted at slentre, og markedet er “stedet” i Hua Hin om aftenen.
Byens turistcentrum er faktisk hurtigt overset. Mellem templet Wat Ampharam på hovedgaden, Hotel Hilton og havneområdet, løber 10-15 gader på kryds og tværs af hinanden. Her kan de fleste få deres behov dækket, når det gælder shopping, barer og restauranter.
Hua Hin har dog ikke natteliv som andre store feriebyer i Thailand. Her er ingen go go barer, og selvom byen de seneste år har fået et antal beerbars, så skulle det forholdsvis beskedne natteliv være på kongefamiliens ordre.
For de shoppinglystne er der mere at fornøje sig med syd for centrum. I gåafstand finder du det store weekendmarked og nogle kilometer i samme retning shoppingcentret Market Village.
Strandliv
Hua Hin strand er glimrende, men langt fra den bedste i Thailand. Ved centrum er der temmelig mange mennesker, men du kan gå mod syd for at finde lidt mere plads og bedre strand. Ved lavvande kan du gå helt ned til det såkaldte abebjerg. For foden af det lille bjerg står en høj buddhastatue, hvor en trappe fører dig op til et tempelområde med en hel del aber.
Både nord og syd for byen er der bedre strand. Tag f.eks. op til Cha-am, en etableret turistby, der tiltrækker mange lokale i weekenderne, men stranden her er bedre. Syd for Hua Hin og Abebjerget ligger flere strande – bl.a. Hat Sai Noi og Suan Son Beach.
Skal det være mere paradisisk, kan du tage på udflugt til Koh Singtoh, eller Lion Island, der ligger ud for Hua Hin. Endnu bedre er en tur til Koh Talu, hvor der er smuk strand og mulighed for at overnatte.
Et fantastisk udgangspunkt for udflugter
Hvad Hua Hin måtte mangle af seværdigheder findes til gengæld i rigt mål en dagsudflugt væk. De to mest populære udflugtsmål, River Kwai og Bangkok, fortjener dog minimum et par dages besøg.
Fra Hua Hin til hovedstaden Bangkok er der ca. tre timers kørsel – snup en overnatning eller to og gå på opdagelse i storbyen. Du kan se mageløse templer, sejle på floden, shoppe på farverige markeder og spise lækker mad.
Også River Kwai har oplevelser til flere dage – området omkring byen Kanchanaburi er smukt, men det er historien om jernbanen og “Broen over floden Kwai”, der fylder mest.
Der er også spændende oplevelser tættere på Hua Hin. Naturelskere vil uden tvivl sætte pris på Thailands største nationalpark, den 3000 km² store Kaeng Krachan, der grænser op til Myanmar. Hovedattraktionen er det flotte Pala-U vandfald, der har hele 16 niveauer. Vandfaldet og parken gør sig bedst i den våde periode.
I området kan du i tilgift besøge små primitive landsbyer med indbyggere af burmesisk oprindelse. En anden, og meget flot nationalpark, er Khao Sam Roi Yot, der ligger 40 kilometer syd for Hua Hin.
Khao Sam Roi Yot ligger ud til kysten, mens du inde i landet kan besøge Kuiburi Nationalpark, der siges at have Thailands største bestand af vilde elefanter.
Her kan du opleve jungle, mangrove, limstensbjerge og måske spotte spændende dyr. Nord for Hua Hin ligger Phetchaburi, der har et væld af templer og chedier. Det er en historisk by, der kun modtager få turister.
En mindre attraktion tættere på Hua Hin er kongepaladset Phra Ratchaniwet Mrigadayawan som Rama Vl opførte i 1923. Det ligger ca. 10 km nord for centrum og er lidt specielt – kongen havde problemer med luftvejene, og derfor er paladset opført med tanke på maksimal udluftning – bl.a. er der adskillige åbne korridorer.
Populære hoteller i Hua Hin lige nu
Det kan være svært at vælge hotel i Hua Hin, men se nærmere på mine forslag og link til indlæg herunder. Udvalget er selvfølgelig væsentlig større – klik ind på f.eks. hotels.com og booking.com for at finde det hotel, der passer til dine præferencer.
Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser, når du sammenligner priser på de forskellige bookingplatforme.
For at komme fra lufthavnen i Bangkok (eller dit hotel) til Hua Hin kan du få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand.
Her bor du godt i Hua Hin
Prinz Garden Villa: Populært og billigt hotel i Hua Hin
Det populære Prinz Garden Villa har mange tilbagevendende gæster, der alle fremhæver det meget hjælpsomme personale. Hotellet ligger ca. 4 km syd for Hua Hin, og her finder du have, restaurant, børnepool og swimmingpool. Prinz Garden Villa har 20 rummelige værelser med bl.a. tv, køleskab og gratis wifi. Morgenmad kan tilkøbes.
Asira Boutique Hua Hin Hotel: Bo lækkert til en rigtig god pris
På Asira Boutique, der er opført i 2016, kan dy bo i lækre og moderne omgivelser til en rigtig god pris. Her er kun 32 værelser fordelt på seks værelsestyper , hvor du bl.a. kan booke lækre swim up-værelser. Hotellet har bl.a. have, fitness, børnepool og stor indbydende swimmingpool. Morgenmad er inkluderet i prisen.
Holiday Inn Resort Vana Nava: Med gratis adgang til vandland
Det nyeste skud på stammen når det gælder familieresorts med eget vandland. Holiday Inn ligger syd for Hua Hin, og her er der gratis adgang til Water Jungle, der skulle være Asiens største af sin slags. Holiday Inn tilbyder bl.a. børneklub, fitnessfaciliteter, børnepasning og fuldt udstyret spa. Værelserne har tv, køleskab, gratis wifi og mulighed for at lave te/kaffe.
Putahracsa: Ud til stranden og tæt på centrum
Som med Devasom er Putahracsa også et hotel, der konstant får gode anmeldelser, og her bor I ud til stranden umiddelbart nord for Hua Hin. Her er en hyggelig strandbar og tidligere gæster roser det meget sevicemindede personale.
Her er 67 værelser, deriblandt pool villaer, og alle værelser har tv, køleskab, aftenopredning, premium sengetøj og mulighed for at lave te/kaffe. På Putahracsa finder du faciliteter som spa, fitness, 2 swimmingpools og 3 restauranter.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >
Se også indlæggene: De bedste hoteller i Hua Hin 2024 • Overnatning for hele familien i Hua Hin
Rejseinformation
Vejret i Hua Hin og bedste rejsetidspunkt
Hua Hin får væsentlig mindre regn end mange andre feriesteder i Thailand, og det gør byen til et godt sted at besøge i sommermånederne. Fra december til april er der solrigt vejr, men i maj begynder regnsæsonen så småt.
Som nævnt regner det ikke så voldsomt som andre steder, men byger, af og til kraftige, forekommer selvfølgelig i den våde periode. Der er ikke så store udsving i hotelpriserne i Hua Hin i forhold til andre steder, hvor man har en decideret regntid.
Højsæson
November/december til marts/april – mest tørt og temperaturer på ca. 29 -32 °C, dog varmere i marts og april
Mellemsæson
Maj til oktober – regn må forventes – ofte som eftermiddagsbyger. Temperaturer omkring 30 °C.
Transport
Det tager ca. tre timer at køre fra Bangkok til Hua Hin. Uanset om du kommer fra centrum eller lufthavnen, så er det nemmest med privat transport, der kan fås i alle størrelser. Den kan du booke her – chaufføren venter på dig i lufthavnen – også hvis dit fly er forsinket.
Et andet godt sted at booke transport (bil/minivan/bus/togbilletter) til Hua Hin er hos 12Go.asia.
Hua Hin centrum er ikke større end du kan gå rundt, men du har selvfølgelig også mulighed for at tage tuk-tuk eller almindelig taxi. I Hua Hin er der faktisk også en del cykeltaxier (trishaw) tilbage. Benyt dem kun til korte ture – det går langsomt.
I Hua Hin findes flere tourbureauer, der kan arrangere udflugter til områdets seværdigheder. Alternativt kan du leje en taxa for en dag, men husk at prutte om prisen. Du kan også få dit hotel til at hjælpe med at booke udflugter.
Aktiviteter
Der er gode aktivitetsmuligheder i Hua Hin, hvis du bliver træt af sol, strand og afslapning ved poolen. Her et lille udpluk:
• Hesteridning
• Thaiboksning
• Spabehandling
• Madlavningskursus
• Guidede cykelture
• Go-Cart
• Sommerfuglepark
• Besøg på en vingård
• Wild Life Rescue Center
Se også indlægget 13 gode oplevelser i Hua Hin.
Gode steder at spise
Nightmarket – Thanon Dechanuchit
Enkel mad og masser af god fisk og skaldyr. Kom også for stemningen på markedet.
Moonsmile – Poon Suk Road
Billigt og godt, så enkelt kan det siges. Ikke særlig hyggeligt, men yderst populært sted i centrum.
Chao Ley – Nares Damri Road
En af byens såkaldte pælerestauranter med udsigt til Thailandbugten. God seafood.
Andre ting at være opmærksom på
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Thailand. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.
Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Thailand – se aktuelle anbefalinger på ssi.dk. Husk også rejseforsikring – det kan du få et tilbud på her.
2 comments
Hej. Jeg har også skrevet til dig under Koh Samet med stor ros til siden. Jeg vil spørge, om der ikke er nogen, som sejler fra Bangkok til Hua Hin eller Koh Samet?
Og hvor langt er Bkk lufthavn i forhold til floden eller centrum?
Hej Sine. Man kan ikke sejle fra Bangkok til Koh Samet eller Hua Hin. Det tager ca. 45 min i taxi fra Bangkok Lufthavn (Suvarnabhumi) til centrum/floden alt efter trafik og tidspunkt på dagen. Mange hilsner fra Carsten