Gå i land på skønne Koh Wai

Stranden er helt perfekt. Det er lige præcis sådan et sted, jeg drømmer mig hen en kold vinterdag i Danmark. Lige nu har vi det hele for os selv, men der går kun en halv times tid før andre både med forventningsfulde turister holder os med selskab.

Koh Wais paradisstrande med lyst koralsand og det klareste turkisblå vand er helt forståeligt et populært udflugtsmål. Det er primært turister fra Koh Chang, der besøger den lille ø, hvor nogle solbader, mens andre snorkler på det lille rev, som ligger lige ud for kysten.

Langt de fleste bliver her kun en time eller to, men det er faktisk muligt at bo på Koh Wai. I skrivende stund er her fem overnatningssteder med Koh Wai Pakarang Resort som det dyreste, men selvom det er eneste resort med elektricitet 24 timer i døgnet, så er det ikke luksus.

Koh Wais øvrige overnatningssteder er basic; vælg Koh Wai Paradise for det sociale og Good Feeling Bungalows for den gode placering helt ude i strandkanten. De to steder har kun elektricitet fra 18.00 til 23.00, og du skal ikke forvente varmt vand i bruseren.

Koh Wai består af frodig skov og en stribe pragtfulde strande. En slags sti binder øen sammen og her er hverken biler, scootere eller noget som helst andet, der kan forstyrre dit ophold i paradis. Nåh ja, det skulle da lige være alle de turister, der hver dag går i land for at boltre sig på den smukke strand, men heldigvis ligger øens overnatningssteder ved andre strande.

 

Sådan kommer du dertil

Koh Wai ligger umiddelbart syd for Koh Chang. Det tager ca. 15-30 minutter at sejle dertil alt efter bådtype. Flere touroperatører har dagture til øen, hvor man som regel besøger Koh Mak og har flere snorkelstop undervejs. Du kan også leje en speedbåd for i eget tempo at opleve øhavet.

Se mere om hotel på Koh Chang i disse indlæg
De bedste hoteller på Koh Chang
Bo på stranden på Koh Chang
Overnatning for hele familien på Koh Chang
De bedste billige hoteller på Koh Chang

Se også indlægget Fra Bangkok til Koh Chang, hvis du rejser på egen hånd. Husk, at du har mulighed for at booke transport i Thailand her på siden – se mere her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *