Koh Samui guide – læs om strande, hoteller, transport og seværdigheder
Strand eller jungle? Primitivt eller vild luksus? Koh Samui kan tilbyde det hele og på trods af den beskedne størrelse, så er øen et af Thailands største turistområder. På en gang er Koh Samui “stedet” for rygsækturisterne, de rige og berømte, festaberne og verdens helsefreaks, der fornøjer sig med luksuriøse spabehandlinger.
Koh Samui ligger i Thailandbugten i provinsen Surat Thani. Selvom øen er alsidig, så er der ingen tvivl om, at langt de fleste turister kommer for de dejlige strande.
Koh Samuis længste og smukkeste strand, Chaweng Beach, var det første sted turismen blomstrede. Det var her rygsækturisterne boede i små hytter under kokospalmerne, men det varede ikke længe, før den mere etablerede turisme dukkede op. Hoteller, barer og restauranter skød op som paddehatte og turismen bredte sig til resten af øen.
Koh Samuis mange strande
For de første rygsækturister, der kom til øen i 1971 er Chaweng Beach næppe til at kende i dag. Både stranden og hovedgaden er overrendt, men til gengæld har byen et hav af forlystelsestilbud, gode shoppingmuligheder og indkvartering for enhver smag.
Der er nok dem, der vil sige, at Chaweng er blevet for meget. Her er larm, heftig trafik og fest og farver, men heldigvis er der rigeligt med andre strande på Koh Samui. Ingen af dem er dog så flotte som Chaweng Beach, men mindre kan vel også gøre det.
Hele nordkysten er dækket af strand. Længst mod vest ligger den lange og smukke Mae Nam Beach. Sandet er gulligt og vandet ikke helt klart alle steder, men her er den fred og ro, som Chaweng mangler. Mae Nam er på trods af længden ikke overturistet – dele af stranden er øde, og her og der ligger småhoteller flot ud til havet.
Nabostranden mod øst hedder Bo Phut Beach. Det er et meget specielt sted, hvor man har formået at inddrage de gamle kinesiske fiskerhuse i byplanlægningen. Bo Phut er ganske lille, men alligevel finder man her en international bohemeatmosfære.
I bymidten i det såkaldte Fisherman Village er der små hoteller og eksklusive restauranter, men byen har også nogle af Koh Samuis flotteste og dyreste resorts.
Det samme kan man ikke sige om næste strand mod øst, Big Buddha Beach. Det er langt fra øens bedste strand, og der er en del støj fra lufthavnen. Hovedgaden er en larmende affære med restauranter og barer – udvalget er dog ikke overvældende.
Ca. fem km syd for Chaweng finder du Koh Samuis anden største ferieby, Lamai. Den er langt fra så hektisk som Chaweng, men der er et fint byliv om aftenen med adskillige barer. Stranden er god med dejligt klart vand, og du kan nemt finde områder uden så mange mennesker.
Seværdigheder på Koh Samui
Det ER strandene der har gjort Koh Samui populær. Det bliver man hurtigt klar over, når man erfarer, hvad øen ellers har at byde på. Jo, junglen midt på øen er smuk og så absolut et besøg værd. Den er dybgrøn og ved de flotte vandfald kan man få nogle gode naturoplevelser, men Koh Samui har ikke så mange andre seværdigheder.
Er du førstegangsbesøgende i Thailand, så er det selvfølgelig oplagt at besøge et buddhistisk tempel. Det mest spektakulære er Wat Phra Yai, hvor du kan se Big Buddha – en 12 meter høj statue som man ofte ser på billeder fra øen.
En noget speciel oplevelse er den mumificerede munk ved Wat Khunaram på den sydlige del af øen. I en glasmontre sidder munken iført solbriller.
Er der overhovedet noget lokalliv på en ø som Koh Samui? Ja, tag ned på sydkysten til byen Ban Hua Thanon, hvor du kan opleve en gammel muslimsk fiskerby.
Mere lokalliv er der på øens vestkyst i Koh Samuis hovedby Na Thon, hvor færgerne fra fastlandet lægger til. Byen har også en række gamle kinesiske huse fra dengang kineserne kom til øen for at handle med kokosnødder.
Byens marked er dog mest spændende – her handler de lokale, en god oplevelse. Skal vi også lige nævne stenformationerne “Grandfather” og “Grandmother” som en attraktion. Mennesker er der i hvert fald nok af ved Lamai’s sydstrand, der vil se to stykker klippe udformet som henholdsvis det mandlige og kvindelige kønsorgan.
Oplevelser til vands
Vest for Koh Samui kan du tage på opdagelse i den fantastisk smukke Ang Thong Marine Nationalpark, hvor en række limstensøer skyder op af havet. Det er muligt at gå i land på flere af øerne – nogle af dem har flotte udkigsposter, f.eks. hovedøen Koh Wua Talap, hvor man kan overnatte.
Nord for Koh Samui ligger Koh Phangan, der er en ø med mange fremragende strande. Koh Phangan er nok mest berømt for det månedlige full moon party, der bliver afhold på Hat Rin Beach på den sydlige del af øen. Læs mere om Koh Phangan her.
Længere mod nord, ca. halvanden times sejtur fra Koh Samui, kan man besøge den lille ø Koh Tao. Her finder man noget af verdens bedste dykning. Der er flotte koralrev og mulighed for at se bl.a. hvalhajer, rokker og skildpadder.
Koh Tao er naturligvis proppet med dykkercentre, og det er nemt at finde et sted, hvor du kan tage et dykkercertifikat. Mange snorkelture fra Koh Samui går til Koh Tao, men også på Koh Phangan har du gode muligheder for at se flotte fisk.
Populære hoteller på Koh Samui
Det kan være svært at vælge hotel på Koh Samui, men se nærmere på mine forslag og link til indlæg herunder. Udvalget er selvfølgelig væsentlig større – se mere på f.eks. hotels.com og booking.com for at finde det hotel, der passer til dine præferencer.
Du kan få dit hotel til at hente dig på havnen eller i lufthavnen – alternativt kan du her på siden få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand.
Her bor du godt på Koh Samui
Ampha Place Hotel – Mae Nam: Billigt hotel to minutters gang til Mae Nam Beach
Utrolig billigt og fantastisk værdi for pengene er blot nogle af de ting tidligere gæster siger om Ampha Place Hotel, der ligger to minutters gang fra dejlige Mae Nam Beach. Hotellet har 11 værelser, der bl.a. har wifi og aircondition. Ampha Place Hotel har også en lille pool og fremhæves for de venlige ejere.
King’s Garden Resort – Chaweng Beach: Lækre lyse bungalows centralt på Chaweng Beach
På King’s Garden Resort kan du både booke seafront- og beachfrontbungalows, men det gælder om at være hurtigt ude – her bliver hurtigt udsolgt. Her er 31 værelser, der har tv, køleskab og gratis wifi. Resortet tilbyder bl.a. have, restaurant, lufthavnstransport og hjælp med udflugter/billetter. Morgenmad er tilgængelig.
Anavana Beach Resort – Chaweng Beach: Mindre boutiquehotel på stranden i Chaweng
Igen og igen får Anavana Beach Resort topanmeldelser fra gæsterne, der ofte vender tilbage til det populære boutiquehotel. Her er kun 24 værelser, som bl.a. har tv, køleskab, gratis wifi og mulighed for at lave te/kaffe. Anavana Beach Resort har faciliteter som have, fitness, strandbar, restaurant og swimmingpool. Morgenmad er tilgængelig.
Rocky’s Boutique Resort – Lamai: Ud til privat strand ved Lamai
Meget populært resort med mange tilbagevendende gæster. Rocky’s Boutique Resort ligger ud til privat strand ved Lamai, og her kan I nyde de smukke omgivelser i klassisk thaistil.
Her er fem forskellige værelsestyper, der alle har tv, køleskab, aftenopredning, gratis wifi, premium sengetøj og mulighed for at lave te/kaffe. Rocky’s Boutique Resort tilbyder faciliteter som spa, 2 barer, 2 restauranter og 2 swimmingpools. Morgenmadsbuffet kan tilkøbes
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >
Garrya Tongsai Bay – Choeng Mon: På rolig strand ved Choeng Mon
Det 5-stjernede Garrya Tongsai Bay ligger skønt på en lille rolig strand ved Choeng Mon. Her kan du bl.a. booke lækre villaer ved stranden med egen pool. Alle værelser har bl.a. tv og minibar. Garrya Tongsai Bay har en lang række faciliteter som f.eks. spa, fitness, barer, restauranter og swimmingpool. Morgenmad er tilgængelig.
Se også indlæggene: De bedste billige hoteller på Koh Samui • Bo på stranden på Koh Samui • Overnatning for hele familien på Koh Samui • De bedste hoteller på Koh Samui 2023 • De bedste kun for voksne hoteller på Koh Samui
Praktisk information
Rejsetidspunkt og vejret på Koh Samui
Koh Samui kan med lidt god vilje siges at være et helårsrejsemål. Månederne januar til april er højsæson, men i modsætning til andre thailandske feriesteder, så er øen rigtig populær i sommermånederne juni til august.
Området har et lidt anderledes klima end resten af Thailand – i hvert fald er regntiden en måneds tid forskudt. Februar til april er de tørreste måneder med temperaturer på 30-33 °C. I maj starter den våde periode, men sommermånederne juni-august får væsentligt mindre regn end feriebyerne længere mod syd, og øerne er således nogle af de bedste steder at opholde sig i denne periode.
Sommertemperaturen ligger på ca. 31 °C, og der er generel høj luftfugtighed året rundt i dette område. September til oktober kan være regnfulde, mens det ofte blæser og er ustadigt fra november til hen i december.
Højsæson
Januar til april – tørt og solrigt med temperaturer på 30-33 °C
Mellemsæson
Maj til august – tørt med en del sol/vekslende skydække. Kraftige eftermiddagsbyger må forventes.
Undgå
September/oktober til midt december – Regnfuldt og ofte blæsende.
Transport
For at komme til Koh Samui kan du tage et indenrigsfly fra Bangkok. Det er Bangkok Airways, der ejer lufthavnen på Koh Samui, og de fastsætter priserne. Du vil hurtigt bemærke, at det er væsentlig dyrere at flyve til Koh Samui end til andre steder i Thailand.
Alternativt kan du overalt i Thailand købe færdigpakkede ture med bus og færge inkluderet i prisen. Det kan du gøre hos 12Go.asia, hvor du også kan sammenligne priser. Læs mere om transport i indlægget Fra Bangkok til Koh Samui.
Du kommer nemmest rundt på øen med songtaew, også kaldet en grisebil. Du sidder på ladet, og bilerne, der kører på det meste af øen indtil klokken 20, fungerer som deletaxier. Prisen er ca. 50-150 baht alt efter rute.
Koh Samui har også taxier. De er dyre efter thaiforhold, men gider du ikke vente på en songtaew, er de et alternativ. Der er mange af dem, og chaufførerne skal nok gøre opmærksom på sig selv.
Udflugter og aktiviteter kan du booke hos dit hotel eller nærmeste tourbureau. Du kan også booke online hos f.eks. Viator, der er ejet af Tripadvisor.
Aktiviteter
Bliver du træt af strand eller pool, kan du fornøje dig med en lang række aktiviteter som f.eks.:
• Samui Aquarium
• Krokodillepark
• Spa & Yoga
• Madlavningskursus
• Temaparker
• Dykning og snorkling
Se også indlægget 12 gode oplevelser på Koh Samui.
Gode steder at spise
Ninja Restaurant – Chaweng hovedgade
Her står mor i køkkenet, billigt og enkelt, men god thaimad. Populært blandt backpackere
Sea One – Mae Nam Beach
På stranden i Mae Nam. Fantastisk seafood i hyggelige omgivelser
Prego – Amari Palm Resort, Chaweng Beach
Lækker italiensk mad i yderst trendy restaurant
Dining on The Rocks – Six Senses Hideaway Resort, Choeng Mon
Den ultimative luksusoplevelse, fremragende mad i de smukkeste omgivelser, Bordbestilling tilrådes.
Andre ting at være opmærksom på
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Thailand. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.
Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Thailand – se aktuelle anbefalinger på ssi.dk. Husk også rejseforsikring – det kan du få et tilbud på her.
13 comments
Vi har været på Samui 6 gange nu. Altid fedt med super atmosfære og flinke mennesker. Booker også hos Sawadee – billigt og godt!
Hej på hvilket tider af året har i været på samui ??
Hvordan er vejret i starten af april ??? Er der regn og blæst ??
Hej Gitte. Jeg har været der i juli/august – fint vejr – en byge eller to, men masser af sol. April er en perfekt måned at tage til Koh Samui
Hej,
Tak for en fremragende hjemmeside!
Vi er nogle familier, der skal til Koh Samui til juli (med forventet mellemlanding i Bangkok). Vil vi kunne flyve videre til Samui, hvis vi bliver i Bangkok lufthavn? Jeg kan ikke helt blive klogere på de her “sealed routes”…
Mange hilsner
Hej Helene. I kan godt flyve videre til Samui fra Bangkok. I skal dog benytte en af de “Sealed Routes” som du nævner. Det er Bangkok Airways, der flyver på disse ruter. Flynummeret skal være PG5125, PG5151 eller PG5171. Se mere på denne side, der fra sidste år, så det KAN være, at flytiderne har ændret sig.
Det er dog vigtigt at I booker hele strækningen på samme billet. F.eks. København-Bangkok-Koh Samui, hvor strækningen Bangkok-Samui altså skal være en af de “sealed routes”.
Mange hilsner fra Carsten
Hej Carsten
Hvad betyder “sealed routes” og er det et krav at man booker flybilletter til hele vejen?
Kan man ikke nøjes med at bestille til Bangkok og derefter selv finde fly via Bangkok Airways efterfølgende?
Mvh Erik
Hej Erik. Som det er lige nu skal man benytte sealed routes – såkaldt forseglede ruter, hvis du skal rejse hele vejen fra Danmark til Koh Samui og skifter i Bangkok.
Du kan godt stå af i Bangkok og lade dig teste der og så efter 1 nat flyve videre til Koh Samui. Flyver du fra Danmark hele vejen til Koh Samui skal alle fly være på samme billet og det er kun særlige flynumre, der må benyttes. Se svar ovenover.
Her 1. maj bliver reglerne sandsynligvis lavet om og det vil nok gøre det lettere at rejse hele vejen uden at bruge de forseglede ruter.
Mange hilsner fra Carsten
Hej.rigtig god side du har når man ikke er kendt i Thailand, vi overvejer Thailand i sommerferien, 2 voksne og 3 børn på 14,12 og 9 år. Vi kan se der flere steder anbefales koh samui til den årstid men hvis vi nu vil besøge 3 øer kan du så anbefale andre også?
Vi er vilde med at snorkle så hvis det er godt et af stederne vil der være perfekt.
Mvh Marie
Hej Marie. Det kan I sagtens. De tre øer i den vestlige Thailandbugt, Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao, er alle gode til en sommerferie i Thailand. Øerne ligger forholdsvis tæt på hinanden og kan nemt kombineres.
Alle tre steder er der mulighed for at snorkle og i særdeleshed på Koh Tao, hvor I kan gå ud fra kysten og se (små) hajer. I kan tage med på bådture til Ang Thong Nationalpark, hvor der som regel er et eller flere snorkelstop inkluderet.
Mange hilsner fra Carsten
Hej, har lige fundet denne side.
Vi tænker at tage en tur til Koh Samui på MC fra Khao Lak, vi har rejst i Thailand i mere end 10 år, men har endnu ikke være på Samui. Jeg har fundet ud af, at man kan komme med færge fra Donsak til Samui (så langt så godt) MEN…. HVOR SKAL MAN BO????
Vi vil godt opleve noget, der må godt være liv, men ikke larm hele natten (+50).
Hvor kan du anbefale os at overnatte, og hvad skal man absolut se på Samui?
Hilsen Leila
Hej Leila. Det lyder som en fed tur I skal på. Hvis I ikke går så meget op i strandliv, så kunne Mae Nam på nordkysten måske være noget. Her er der et fint udvalg af barer og spisesteder uden at det bliver så vildt som Chaweng Beach, der er det absolut største turistområde med liv og glade dage.
Der er også hyggelige Fishermans Village (Bo Phut), der ligger lige øst for Mae Nam. Generelt er strandene på nordkysten ikke af bedste kvalitet – dem finder du på østkysten ved Chaweng.
Der er ingen must-see seværdigheder på Koh Samui. Selvfølgelig kan du besøge vandfald, templer og små lokalsamfund, men da I har rejst i Thailand før har I nok set noget lignende. Jeg vil dog anbefale en tur ud i Ang Thong Nationalpark – et supersmukt område med grønklædte småøer.
Mange hilsner fra Carsten
Vi skal til Thailand i uge 41 og 42. Vi ved det er regnetid og er meget i tvivl om hvor vi skal tage hen…Vi vil gerne til koh samui , men er i tvivl da flere anbefaler ikkke at tage dertil i Oktober….God råd søges?
Hej Tine. Oktober er generelt ikke en særlig god måned i Thailand rent vejrmæssigt. Jeg har dog fået flere mails fra folk, der har haft fint vejr på Koh Chang i oktober.
Hvis I ikke allerede har booket flybilletterne, så kunne I overveje Bali og/eller Lombok. Der har jeg selv været flere gange i oktober og altid med godt vejr.
Mange hilsner fra Carsten