Phuket i regnvejr – det kan du se, gøre og opleve
Skulle det regne en af dagene under dit ophold på Phuket, så har jeg en række forslag til, hvad du kan lave. Nogle af aktiviteterne kan du også finde i indlægget 16 gode oplevelser på Phuket.
På denne side kan du dog læse specifikt om, hvad du kan lave på Phuket i regnvejr – der er flere muligheder for gode oplevelser og aktiviteter.
Har du endnu ikke booket hotel på Phuket, så kan du finde masser af inspiration i disse indlæg:
• De bedste hoteller på Phuket 2024
• Overnatning for hele familien på Phuket
• Bo på stranden på Phuket
• De bedste billige hoteller på Phuket
• Luksushoteller på Phuket – her er de bedste steder
• Phuket: 12 steder du kan bo i villa med privat pool
Phuket i regnvejr
1. Nyd en lækker spabehandling
Det er oplagt at bruge en regnvejrsdag til en lækker spabehandling. Thailand og således også Phuket er berømt for sine gode spasteder, der tilbyder alverdens behandlinger.
Mange bedre hoteller og resorts har en spaafdeling, der også tager mod gæster udefra. Du kan også finde rigtig gode spa udenfor hotellerne – se mere hos f.eks. NARA Massage & Spa.
2. Lær at lave thailandsk mad på en kokkeskole
En af de sjoveste aktiviteter er en kokkeskole (madlavningskursus), hvor du lærer at lave thailandsk mad. Du får som regel opskrifter med hjem, så du tilbage i Danmark kan trylle i dit eget køkken.
Du kan vælge mellem hel- og halvdagskurser, hvor du på førstnævnte ofte begynder dagen med at købe ind på markedet. Typisk laver man 3-5 retter som du efterfølgende spiser sammen med de andre kursister. Det er således også en god måde at møde andre rejsende.
3. Shop (og meget andet) i Jungceylon
Shoppingcentret Jungceylon for enden af Bangla Road i Patong er netop blevet renoveret. Her kan du selvfølgelig shoppe, men centret, der er opdelt i flere zoner, tilbyder også cafeer, spisesteder, biograf og forskellige legeområder for både store og små børn.
4. Prøv et kursus i thaiboksning
Mange steder på Phuket kan du tage et kursus i Thaiboksning. Kampsporten kan se voldsom ud, men det er god træning, som henvender sig til både nybegyndere og erfarne kæmpere.
Har du ikke prøvet thaiboksning før vil et hel- eller halvdagskursus nok være noget for dig, mens mangeårige udøvere kan bo i campen og få lagt skræddersyede programmer. Se mere hos f.eks. Tiger Muay Thai, der ligger på den sydlige del af Phuket tæt på Wat Chalong.
5 . Se livet under havoverfladen i Aquaria Phuket
Lige udenfor Phuket By ligger Aquaria, der er det største aquarium i Thailand. Her kan du opleve flere end 25.000 dyr og gå på opdagelse i akvariets ni forskellige zoner, der har navne som Canopy Walk, South China Sea og Coastal Haven.
Du kan være med til shows og fodringer, men også dykke med hajer, nyde en middag under vandet og besøge det sjove Trickeye Museum. Aquaria Phuket har åben hver dag – book billetter her.
6. Prøv kræfter med et frugtskærerkursus
I Thailand ser du ofte frugt og grøntsager skåret i flotte former som f.eks. blomster. Du kan selv prøve kræfter med et frugtskærerkursus, der typisk tilbydes til både begyndere og øvede. Du kan se mere hos bl.a. Phuket Thai Cooking Academy.
7. Lær mere om Phuket på Thai Hua Museum (og spis på Blue Elephant)
I Phuket By kan du kombinere to rigtig gode oplevelser: Thai Hua Museum og den prisbelønnede restaurant Blue Elephant, der ligger ca. 200 meter fra hinanden i den gamle bydel.
På museet kan du lære mere om Phuket Bys historie, hvor især den kinesiske befolkning og tin-industrien er i fokus. Du kan før eller efter dit besøg på Thai Hua Museum spise på den rigtig gode restaurant Blue Elephant.
8. Se en ladyboy-cabaret
For en sjov og anderledes aften i byen kan du se den berømte Simon Cabaret. Her underholder ladyboys i imponerende kostumer og med fuld make up. Det er et imponerende show og set up, hvor der som regel er et par overraskelser undervejs.
Selvom “sangerne” mimer til musiknumrene, så bliver cabareten taget yderst seriøst af deltagerne. Simon Canaret ligger i Patong og entréen er 1000 baht inklusive gratis drinks. Du kan se mere her.
9. Deltag i en yogaklasse
En god måde at holde sig i form i ferien er at dyrke yoga. På Phuket ligger flere steder, du kan booke en yogaklasse uanset dit niveau. F.eks. på Moksha Yoga og Yoga Republic, hvor du kan droppe ind uden reservation, men det anbefales at booke i forvejen.
Der er mange andre muligheder ligesom flere større hoteller og resorts har deres egne yogaklasser. Nogle er kun for egne gæster, mens andre har åben for deltagere udefra.
10. Kæl med de søde katte på B Cat Café
I Phuket By kan du kæle med de søde katte på B Cat Café. Stedet fungerer som en almindelig café, men er delt op i to forskellige rum. Vil du være sammen med kattene, koster det lidt ekstra.
Der er selvfølgelig ikke garanti for at kattene er vågne eller gider nusse, men det er alligevel en lidt anderledes oplevelse. Du kan bl.a. få kaffe, kage, smoothies og lette retter på caféen.