Sydøstasien i januar – her skal du rejse hen
I januar har store dele at Sydøstasien masser af sol. Det gælder f.eks. hele Thailand, men også Laos, Cambodja og det meste af Vietnam. Det gode vejr betyder selvfølgelig også mange turister, men nogle steder er mere overrendte end andre.
Se også indlæggene Sydøstasien i december og Sydøstasien i februar for flere forslag til en vinterrejse i Østen.
Koh Yao Noi – Thailand
Vejret: Det er højsæson og du kan forvente masser af sol. Temperaturen ligger på 29-32 °C.
Derfor: Thailand modtager rigtig mange turister i vintermånederne, men så kan man jo altid søge mod mindre besøgte områder. F.eks. Koh Yao Noi, der ligger mellem Krabi og Phuket, men alligevel er lidt overset.
Strandene er på det jævne (efter thailandsk standard), men du kan møde en yderst gæstfri lokalbefolkning og snuppe en sejltur i den fantastisk smukke Phang Nga-bugt.
Forslag til hoteller: Hill House (Budget) • Thiw Son Beach Resort (Mellemklasse) • Six Senses Koh Yao Noi (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Det er nemmest at flyve til Phuket lufthavn (kode: HKT), men du kan også benytte Krabi lufthavn (kode: KBV). Du kan booke transport i Thailand her.

Langkawi – Malaysia
Vejret: På Langkawi er det varmt og solrigt i januar – en byge eller overskyet vejr kan forekomme, men som regel skinner solen fra en skyfri himmel. Temperaturen ligger på 30-32 °C.
Derfor: Det er primært malajer, der besøger Langkawi, men øen er for mange udenlandske turister et fast stop på turen fra Penang eller Kuala Lumpur til Koh Lipe i Thailand.
Der er dog grund nok til at besøge Langkawi – her finder du smuk natur, dejlige strande og hvert andet år kan du i marts opleve den ugelange Langkawi Art Biennale. Øen har også en lang række aktiviteter, der sandsynligvis vil være et hit hos børnene. Læs mere om Langkawi.
Forslag til Hoteller: Pondok Keladi (Budget) • Aloft Langkawi Oantai Tengah (Mellemklasse) • Temple Tree Resort (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Langkawi har en international lufthavn (kode: LGK) med ruter til bl.a. Kuala Lumpur, Penang og Singapore. Du kan booke transport på Langkawi her.

Bagan – Myanmar
Vejret: Januar er generelt en rigtig god måned at besøge Myanmar, og det gælder således også Bagan i den centrale del af landet. Temperaturen ligger på ca. 30 °C og der falder stort set ingen regn.
Derfor: Verdensberømte Bagan er et af de mest imponerende steder i Sydøstasien. Her lå fra år 800 til 1200 et kongerige, der skabte grundlaget for det Myanmar, vi kender i dag.
På den såkaldte tempelslette er der pagoder og templer så langt øjet rækker – et helt fantastisk syn som ikke findes mage til andre steder i verden. Bagan er selvfølgelig på UNESCOs verdensarvliste og et must-see på enhver rejse til Myanmar.
Forslag til hoteller: Bagan View Hotel (Mellemklasse) • Areindmar Hotel (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Bagan har en ganske lille lufthavn (kode: NYU), der kun betjener indenrigsruter – bl.a. til Yangon, som har den største internationale lufthavn.

Ho Chi Minh City – Vietnam
Vejret: Ho Chi Minh City er perfekt at besøge i januar. Det er en af de tørreste måneder, og du kan forvente masser af sol og temperaturer på 30-32 °C.
Derfor: Vietnams største by har masser af gode oplevelser. Det spændende museum for krigsforbrydelser skal besøges, og du kan også kigge indenfor i Genforeningspaladset, hvor Sydvietnam overgav sig til Nordvietnam.
Ho Chi Minh City har også farverige markeder, flotte bygninger fra den franske periode og ikke mindst fantastisk mad. Som en bonus er der gode udflugtsmuligheder – f.eks. Cu Chi-tunnelerne og det hektiske Mekongdelta.
Forslag til hoteller: Hoang Lan Hotel (Mellemklasse) • Park Hyatt Saigon (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Ho Chi Minh Citys internationale lufthavn hedder Tan Son Nhat (kode: SGN) og ligger få kilometer fra centrum. Find flybilletter her.

Koh Lanta – Thailand
Vejret: Koh Lanta i januar byder på masser af sol. Det er en af de tørreste måneder med temperaturer på 30-32 °C.
Derfor: Koh Lanta ER opdaget af turisterne, og selvom øen modtager væsentlig flere turister end Koh Yao Noi, så er den ikke helt så overrendt som Thailands mere kendte ferieområder.
På Koh Lanta kan du nyde de gode strande, snuppe en sundowner på en interimistisk strandbar og tage ud i øhavet til de skønneste paradisstrande. På Koh Lanta har du stadig mulighed for at bo i vandkanten, og øen er en god base for et øhop i Andamanhavet. Læs mere om Koh Lanta.
Forslag til hoteller: Lanta Pearl Beach Resort (Budget) • Lazy Days (Mellemklasse) • Pimalai Resort & Spa (Luksus)
Nærmeste lufthavn: Nærmeste lufthavn er den i Krabi (kode: KBV), der har ruter til bl.a. Bangkok, Chiang Mai og Singapore. Lufthavnstransfer kan du booke her.

Si Phan Don – Laos
Vejret: Tørt med masser af sol og temperaturer på 30-32 °C.
Derfor: Si Phan Don er fællesbetegnelsen for et område i Mekongfloden, der bl.a. tæller de såkaldte “4000 øer”, Khone-vandfaldene og de to øer Don Det og Don Khon, hvor de fleste turister bor.
Antallet af øer i floden ændrer sig med vandstanden, og når den er i bund siges der at være hele 4000 øer. Fra Don Det og Don Khon kan du også tage på udflugt til de imponerende Khone-vandfald med Phapheng vandfaldet i spidsen – det er med sin bredde på 10,7 km det bredeste i verden.
Forslag til hoteller: Mama Leurth Sunset Guesthouse • Moon by Night
Nærmeste lufthavn: Lufthavnen i Pakse (kode: PKZ) er den nærmeste lufthavn. Den har dog kun få ruter – bl.a. til Vientiane, Luang Prabang og Ho Chi Minh City.

